Fra drøm til single {{forumTopicSubject}}
Sidder med en meget underlig følelse i maven i aften.
Jeg har boet sammen med min drømmefyr i 3 år nu. Han er skøn på så mange punkter, men på så mange andre er han simpelthen ikke til at snuppe.
Den der søde forelskelsestid er længe ovre, og i løbet af de sidste par måneder synes jeg simpelthen at alt for meget af vores tid er gået med at skræppe af hinanden. Jeg føler at jeg ofte kommer sammen med en stor teenager der sætter sig selv i første række og han vil bare gerne nyde livet, spille golf, træne med vennerne osv.
Måske kunne det da også gå fint nok i nogle år endnu - hvis altså ikke han var 32...
Han har altid synes at jeg var tosset med min hund. Fred med det - han synes det er sjovt at smide med vægte, og hvad så...? Men jeg føler på mange punkter at vi er låst fast der, hvor vi har været de sidste par år. Vi er ikke kommet videre på nogen punkter.
Han har så travlt med at jeg skal jagte mine drømme og det kun er en svagpisser der ikke får sine drømme opfyldt. Jeg vil bare gerne være færdig med min uddannelse (kandidat), have et eller andet job (drømmejobbet var gymnasielærer, men det er nu blevet til museum -> job mulighederne er nul nul nul og nul....), få hund nr 2, få børn, blive gift og skabe den kernefamilie som jeg voksede op ud (skilsmissebarn).
Min kæreste vil bare gerne spille golf og være selvstændig.... Tankerne om ægteskab var i høj kurs sidste år, og vi snakkede virkelig seriøst om det. Det er nu blevet til at han aldrig vil giftes - det er bare penge ud af vinduet. Men det kan jeg også godt overleve med, selvom jeg synes det er lidt svært. I mine øjne gifter man sig for at love hinanden at man er sammen for altid -> og ikke bare fordi man ellers kan blive skilt forholdsvis nemt om 15 år. Min kæreste derimod, ser det som jeg får en mulighed for at negle en masse af hans firma. En tanke, som jeg virkelig ikke kan forstå han har.
Vi har siden november forsøgt at blive gravide. Det er han så blevet usikker på. Primært fordi han er bange for at blive kvalt og miste interessen i barnet - og så får man ikke børn, når man tænker sådan mener han.
Jeg synes det er så uendelig svært. Groft set står jeg og skal vælge mellem en mand, som jeg ved kan være dejlig, (men som pt skaber sig lige rigeligt - det er jeg fuldt ud klar over, og jeg er træt af det. Jeg er ind i mellem mere en mor/butler end kæreste føler jeg), og så min egen drøm om at skabe den kernefamilie jeg aldrig selv fik. Jeg vil gerne være mor, men min kæreste kan pt. ikke svare på om hans modvilje mod børn bare er en fase eller for evigt. Nej, jeg glæder mig ikke til søvnløse nætter, strækmærker og klamme bleer, men jeg har en ide om at klumpen alligevel er det hele værd. Og jeg synes det er fandens svært at sidde og vente på at han giver sit endelige svar om 1 måned, 2 år eller...? Lige nu vil han i hvert fald ikke.
Han ser børn som noget irriterende, ulækkert (lortebleer) og indskrænkende. Han er slet ikke i stand til at se, at han godt nok måske skal skrue ned for golf, men så kommer der bare så meget andet positivt. Han er ligefrem begyndt at se ned på de af hans kammerater der er forældre, og kalder dem dumme osv.
Jeg føler ind i mellem at jeg står på perronen og ser lykketoget drøne forbi - det stopper bare ikke og samler mig op. Drømmefyren er ikke helt det han engang var, mine jobmuligheder er elendige og hvad fanden skal jeg gøre, hvis jeg bøjer mig for hans ønske om nul børn, og så ender med at fortryde det??
Jeg synes bare det er så fandens svært at stå her. Jeg har aldrig været en pige med mange venner. Jeg har faktisk kun to veninder, som bor langt fra mig nu. Den ene er højgravid nu, og den anden har lige aborteret 12 uger henne, men er frisk i gang med at prøve igen.
Min ene svigerinde er gift med min kærestes lillebror. Har en unge, arbejder ihærdigt på nummer to og er lykkeligt gift.
Min kærestes lillesøster ved ikke helt hvad hun synes om tanken om børn, men har netop i går sagt ja da kæresten spontant friede.
Og jeg sidder bare her og drømmer om at være lykkeligt, alt i mens jeg halvt håber at min drømmefyr transformerer sig tilbage og halvt prøve at samle mod til at søge en lejlighed. Hvad fanden gør jeg som single?! Jeg hader at være alene, og jeg har overhovedet ingen her tilbage i byen. Jeg frygter at komme til at sidde alene i en lejlighed og tude.
Det er udelukket at flytte tættere på mine forældre. Min mor er død, og jeg har aldrig haft et godt forhold til min far. Jeg kunne måske godt flytte tættere på min søster, men vi to egner sig ikke helt til at rende i hælene på hinanden. Og hun har også nok at slås med, med en ex der er skredet med en thaipige, et usælgeligt hus og det hele.
Jeg tror faktisk ikke engang jeg kan finde en lejlighed, som jeg har råd til, hvor jeg også må have Saphira med.
Jeg synes det hele er så forfærdeligt for tiden. Jeg elsker stadig manden, men ind i mellem gør han mig så rasende at jeg mest har lyst til at slå ham, Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, og er uendelig bange for at ende ensom og alene....
dec 2008
Følger: 20 Følgere: 55 Hunde: 2 Annoncer: 9 Emner: 224 Svar: 10.288
aug 2006
Følger: 38 Følgere: 71 Hunde: 4 Emner: 649 Svar: 48.133
Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har set det, men det er ikke få. Også i mit eget forhold fik min mand sådan en tur for 13 år siden da han var omkring 30.
De skal ruskes på plads igen og mindes om, hvad det er, de er ved at smide på gulvet.
nov 2012
Følger: 94 Følgere: 216 Hunde: 4 Emner: 285 Svar: 8.249
Min kæreste er stik modsat, at hvis man bliver forlovet skal man også giftes indenfor et års tid.
Jeg er bare der hvor jeg faktisk gerne vil give det løfte, vi har været sammen i 5½ år lige om lidt, men jeg ved det er urealistisk at vi bliver gift indenfor nærmeste fremtid, så jeg kan se langt efter en forlovelse.
Min kæreste er også til tider som at have et barn og ikke en kæreste, jeg føler det er mig der skal have styr på alting, samtidig med at jeg selv har det rigtig svært psykisk. Han er heldigvis en kæmpe hjælp for mig i forhold til det psykiske, så på den måde er min kæreste mere end perfekt.
Men selvom mig og min kæreste har nogle forholdsvis store forskelle, er det ikke i forhold til hvordan vi gerne vil leve vores liv eller om vi vil være sammen, men mere om hvordan vi skal være sammen. Vi er enige om at vi ikke skal have børn osv.
Jeg må ærligt indrømme, at hvis jeg var SÅ forskellig fra min kæreste allerede efter 3 år og i den alder (jeg er 21 og min kæreste 25 år) og jeg virkelig ønskede mig børn og hele pakken, ja så ville jeg sige det direkte og ærligt og hvis det ikke er det liv han ønsker, jamen så ville jeg gå, for det ville være spild af alles tid og følelser at være sammen, hvis man vitterligt ønsker forskellige ting i livet.
Lige med hensyn til børn, tror jeg du vil komme til at fortryde at du ikke får dem, hvis du virkelig ønsker dem.
Du skal først og fremmest tænke på dig selv og hvad der gør dig lykkelig. Selvfølgelig kan det ske at han kan og vil ændre sig, men du skal nok ikke håbe det, og hvis det er sådan her efter 3 år, så tænk på hvordan det er om 10 år.
Du skal nok klare dig uanset hvad du vælger, dit liv slutter ikke, selvom det liv du har med ham måske slutter, du skal nok komme videre
Ville du bebrejde ham at du ikke fik børn, hvis i bliver sammen og du fortryder?
Jeg gik fra min kæreste for et par år siden, vores forhold gik SÅ dårligt, og han lyttede ikke til det jeg sagde, mange af problemerne kom udefra og ødelagde simpelthen forholdet. Han virkede 110% ligeglad med mig, lige ind til jeg flyttede ud. Han er ikke en der græder, jeg har vitterligt aldrig set ham græde, heller ikke til begravelser eller noget. Men en aften ringede han grædende om jeg ikke nok ville komme hjem. Han var faktisk pænt irreterende for han blev ved med at skrive til mig om vi ikke godt kunne finde ud af det igen, og jeg skulle have plads, så jeg var hård. Der gik et par måneder og så indså jeg at jeg ikke ønskede at være væk fra ham, jeg havde fundet ud af at jeg godt kan leve uden ham, men at jeg ikke ønsker det. Vi har boet sammen siden september 2014, og det går meget bedre, dog ikke altid fantastisk, men jeg er i bund og grund lykkelig med ham.
Det jeg vil med det, er bare at sige, at nogle gange har de måske også bare brug for virkelig at mærke hvad det er de mister, for at indse at de ikke vil miste det.
feb 2007
Følger: 36 Følgere: 51 Hunde: 4 Emner: 77 Svar: 2.742
okt 2007
Følger: 38 Følgere: 69 Hunde: 2 Emner: 241 Svar: 15.391
Man kan jo også vokse fra hinanden. Og det er der ikke så meget at gøre ved.
Den krise som CH nævner, synes jeg kunne passe meget godt på den måde du beskriver din kæreste på. Men det er igen noget, som I måske kunne få snakket om, på en hensigtsmæssig måde, hos en parterapeut?
Et barn har ikke brug for 2 ulykkelige forældre, der bliver sammen for barnets skyld. Tværtimod.
Så hellere 2 glade forældre, som bor hver for sig.
Det er udelukkende op til dig selv, hvorvidt du behøver være ensom. Det kræver, efter min erfaring anyway, ikke ret meget arbejde, som hundeejer, at finde et godt netværk af venner ... :o)
At finde noget at bo i, skal også nok løse sig.
At spilde dit liv, ved at blive i et forhold, hvor du det meste af tiden er ulykkelig, er det et godt liv? Føler du dig mindre ensom, i sådan et forhold? Har du ikke fortjent bedre, hvis ikke tingene ændrer sig?
Mit råd er at starte med at kommunikere, mere hensigtsmæssigt.
Jeg håber det bedste.
jan 2012
Følger: 3 Følgere: 3 Hunde: 3 Emner: 142 Svar: 836
Men jo han tager mig vist alt for givet i forhold til hvad godt er. Og han trænger til at blive rusket godt og grundigt op.
Jeg har altid følt han er manden der først er klar til at blive far, når han står med ungen i armene. Og der er jeg på mange måder nok også lidt selv. Tro mig - jeg glæder mig da absolut ikke til 9 måneders barsel. Jeg bliver allerede nu bims med 2 måneders ferie fra universitet.
Vi har snakket rigtig meget om det her, men han er ikke en mand der egner sig til følelser (og det er blevet værre den sidste tid, fordi jeg konstant presser på). Jeg venter skam gerne et par år endnu, hvis han har nogle sidste horn der skal rendes af - jeg vil bare gerne vide at jeg er sammen med mine børns far nu. Og det ved han. Han kan bare sige at lige nu gider han overhovedet ikke. Det er da dejligt han er ærlig, men jeg kan bare ikke bruge det til så meget når jeg ikke er på p-piller...
Men jeg ved jo også at han har sine gode sider, selvom jeg godt nok har set meget lidt til dem siden jul. Han vil ikke indrømme at han er glad for Saphira, men jeg kan jo tydeligt se at han holder af hende (og hun knuselsker ham - hun nægter endda at gå tur uden ham, selvom hun og jeg boede alene i godt og vel 6-8 måneder inden jeg mødte ham).
Jeg kan blive så rasende over hans opførsel - jeg ved jo han er meget bedre. Jeg var helt stolt af mig selv i dag. Vi har en rørskade på det ene badeværelse og da håndværkerne endelig meddelte at de kunne komme i dag aflyste jeg mit zumba, som jeg skulle have været til for første gang, for at blive hjemme og vogte over huset. Han tog det nærmest som en selvfølge - fordi sådan plejer jeg at gøre. Og ja - jeg har altid været enorm hjælpsom. Det er trods alt ham der tjener penge til hus, ferie, bil osv, mens jeg "daller" den af på en SU. Så jeg læser gerne lektier i venterummet hos mekanikeren, jeg handler gerne ind. Og det har jo overhovedet ikke hjulpet med at se mig som en ligeværdigt individ - og IKKE som en reservemor.
Men da han så vil til træning i dag efter arbejde, og jeg jo så lige kunne blive hjemme og tage imod en der ville købe noget pc halløj af ham, så blev jeg fanme en skrap kælling.
Jeg fik skræppet så grundigt op at han endte med at aflyse træning med gutterne, og så kørte jeg selv i fitness i 1,5 time. Og hold kæft hvor var det skønt. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere på om det er opskriften. Simpelthen at få sat ham på plads.
Men min lille sejr med træning hjalp jo så ikke meget, da vi igen i aften kom op og diskutere omkring børn osv....
aug 2013
Følger: 11 Følgere: 75 Hunde: 3 Annoncer: 3 Emner: 262 Svar: 7.994
Samtig tænker jeg også, at han måske føler så stort et press at det pludselig er blevet for meget? Det er ikke unormalt at folk der kæmper for at blive gravide, på et tidspukt rammer en mur, fordi det hele bare bliver for meget. Så måske er det bare en pause fra det projekt der er brug for.
Mvh. at være hans mor/butler, så er det jo altså noget du selv vælger. Mange kvinder er rigtig gode til at tage den rolle, og på den ene side nyer manden godt af det, men på den anden side driver det ham også til vanvid, fordi han ligesom ikke gider være i et parforhold med sin mor
Jeg har selv været BEGGE steder. Jeg ønskede engang børn, og nu ønsker jeg dem slet ikke, og er overhovedet ikke i tvivl. Vi var i behandling, og til sidst hang det os bare langt ud af halsen, og efter at have tænkt ekstra over det, så er børn ikke noget for os. Men mange har som sagt også bare brug for en pause fra "projektet" .
Jeg har også været butler/mor i tidligere forhold, og det førte bare intet godt med sig, men det var jo mig der måtte ændre mig, for det var jo ikke noget nogen tvang mig til, det var en rolle jeg selv have påtaget mig, og som så drev begge til vanvid
Jeg syntes du skal tænke dig rigtig godt om, evt. tage en god snak med din kæreste. Du skal jo ikke blive i et forhold der gør dig ulykkelig, bare fordi du frygter at være alene. Og hvis han nu bare ikke ønsker børn, men du gør, så vil I jo to vidt forskellige ting, og så er det jo at du må gøre op med dig selv om du kan leve et liv uden børn, eller om du skal forlade forholdet, og finde en anden at få børn med, eller alternativt få dem selv, hvis alderen begynder at presse på.
Håber ikke mit svar virker for hårdt, jeg prøver bare at se det fra begges side, fremfor at tage parti, da jeg jo ikke kender jer, og derfor ikke vil dømme hverken den ene eller anden udfra et indlæg på nettet.
Uanset hvad håber jeg du finder en løsning, finder ud af hvad du vil, og ender et bedre sted, uanset om det er i forholdet , eller for dig selv/ i et nyt forhold.
aug 2006
Følger: 38 Følgere: 71 Hunde: 4 Emner: 649 Svar: 48.133
Du skriver som om han er en viljeløs modellervoksklump som kan formes uden at have lyst til det.
At være i et forhold indebærer at begge parter sliber kanter af og tilpasser sig hinanden - ellers bliver forholdet kun kort.
Og det der martyrium, der kommer over mænd, når de indser at de ikke længere er 21 og at de måske aldrig kommer til at knalde andre end deres nuværende kæreste/kone er ulideligt ynkeligt og ærligt talt hyklerisk.
Det er vel ikke kun konen, der må tilpasse sig - for hvor meget mænd tror på de er de eneste, der må gå på kompromis, så tager de altså fejl. Kvinder må også ofre for at opretholde et parforhold. De klynker bare lidt mindre over det, almindeligvis.
De mænd går i panik, de gør livet ulideligt for partneren, som til sidst ikke kan leve med det længere og enten gør det forbi eller vedblivende stiller spørgsmålstegn ved hans opførsel og manglende engagement. Vand på martyrens mølle...
Det legitimerer vist i hans øjne tankerne om at han er en bundet, viljeløs mand og at hvis han ikke kommer væk nu, er han for evigt fastlåst.
Han fatter ikke, at der vil gå meget kort tid efter alt er smidt overbord indtil han sidder i det næste forhold, der er fuldstændig magen til.... Han har jo for fanden selv været med til at skabe det, der er....Og han gør det igen og igen.
Der er kun en vej, og det er at blive skidesur over den barnagtige opførsel og melde klart ud.
Vel og mærke hvis man elsker manden - og den part skal man altså lige lave lidt soul searching for at finde ud af.
Gør man ikke det, så er det herut. Gør man, så skylder man at kæmpe. Og det bliver han altså nødt til at indse....
Så det er noget med at stille de svære spørgsmål. Også selvom man er skidebange for at høre svarene.
aug 2006
Følger: 38 Følgere: 71 Hunde: 4 Emner: 649 Svar: 48.133
Og vi er sammen på 23. år - på godt og ondt.
jun 2015
Følger: 2 Følgere: 1 Emner: 7 Svar: 451
Rolig på.
Tænk logisk.
Det værste der kan ske er vel at I går fra hinanden.
Der findes lejemål, hvor man kan have dyr med. Ring også på de opslag , hvor der står ingen dyr og fortæl du har en voksen hund. Ofte står det "fordi så kan jeg lave den dispensation, hvis der kommer en god lejer".
Der er flere penge i dagpenge end SU.
Du kan godt selv.
....
Men spørgsmålet er, hvad fanden handler dether om?
Hvis du er 26 år, har du mange fertile år tilbage. Hvad menes med at du ikke er på p piller?
En baby er vel verdens største ansvar, den skal ikke sættes i verden uden det er efter fælles aftale? Det er et overgreb af dimensioner, hvis du prøver at få sæde til at møde ægcelle uden hans samtykke. Hvis du ikke var klar, kunne du vælge abort. Det er meget basalt. Mænd kan ikke få abort.
Du kan godt behovsudsætte projekt baby.
Det ser også bedre ud, hvis du snart skal søge job, du er ung nok til at de kan tro på der gør et par år, før du går i gang med barsler hvert andet år.
Vil du have 3 børn med 2 års mellemrum, så er du både grøn på arbejdet og væk halvdelen af tiden.
Giv dig tid og slap af!
Eller, jeg håber at jeg har læst det du skriver forkert.
feb 2014
Følger: 4 Følgere: 6 Hunde: 2 Emner: 32 Svar: 1.209
Du må ikke give din kæreste ansvar for hele dit liv. Du skal være sammen med ham fordi du ikke kan leve uden ham, og ikke fordi det er nemmere at leve i et forhold.
Har jeres fælles livssyn ændret sig så drastisk som fu beskriver, så skal du virkelig overveje om du elsker manden nok til at kæmpe for det, eller om det er bedre at I går hver til sit. Du må bare ikke "nøjes" fordi det er nemmere end at være single. Du har kun et liv og er selv ansvarlig for at det bliver så lykkeligt som muligt.
Hvis du undertrykker dine egne behov for børn, ægteskab mv så bliver I aldrig lykkelige sammen, og hvis din kæreste går med til at få et barn han ikke rigtig ønsker, så bliver I heller ikke lykkelige.
I bliver nødt til at være realister omkring jeres egne liv sammen.
Jeg ved godt at det er mega svært og sender mine varmeste tanker din vej.
feb 2006
Følger: 4 Følgere: 33 Hunde: 1 Emner: 562 Svar: 13.224
Knap et år senere fandt jeg ham, som jeg rent faktisk skal være sammen med og som skal være far til de børn, jeg slet ikke troede, jeg skulle have. Vi har været sammen i tre år nu, og vi har det bare godt uden de der betændte bylder, som bliver ved med at inficere forholdet
jan 2010
Følger: 16 Følgere: 35 Hunde: 3 Emner: 56 Svar: 718
Jeg fandt en kæreste da jeg var 15 (en måned inden jeg blev 16). Vores forhold var helt dødt allerede efter et år, ingen stumper tilbage- men jeg havde ikke nosserne til at skride derfra. Dem fik jeg 4 år efter, med stor hjælp fra en anden. Det var 4 vigtige år af mit liv, jeg spildte fordi jeg var bange for at være alene. Siden da har jeg levet efter at jeg ikke vil blive gammel og fortryde ting i mit liv. Jeg vil ikke spilde mere af mit liv fordi jeg ikke er stærk nok til at følge mine drømme - man lever trods alt kun en gang, så det er med at nyde det istedet for at gå og være ked af det
Med hensyn til alt det andet, så vil jeg starte med mat give dig et kram. Derefter vil jeg sige at du skal kigge på dig selv, for DU ved nøjagtig hvad der er bedst for dig. Hvad føler du indeni hvis du spørger dig selv om han og jeres forhold ville være de måneders/års ventetid værd, hvis det blot er den forvirrende fase de mænd kan komme i, i den alder?
Det vigtigste er at du først og fremmest lytter til dig selv. Vi er alle forskellige, og nogle vil måske godt kunne leve med det, uanset om det så er midlertidig eller måske bliver permanent, fordi det vigtige for hende er det de to har sammen - hvorimod det for andre ville koste forholdet fordi de drømmer så stærkt om andre ting end ham alene (baby etc.)
Jeg kan godt se at det er en svær og hård situation at stå i, den er ikke sjov. Men det er den garanteret heller ikke for ham. For mig lyder det lidt til at i har brug for at sætte jer over et stykke kage, og så få snakket ud en gang for alvor. En samtale i har hvor du vil kunne få svar på dine "hvorfor", og på de andre spørgsmål du går og har. For mig at se er i nemlig allerede på vej fra hinanden, og der skal gøres et eller andet i den forbindelse, så at få en ordentlig forståelse af hinanden kunne vise dig vejen?
aug 2008
Følgere: 8 Hunde: 1 Emner: 104 Svar: 5.012
Forhåbentlig løser problemet sig af sig selv, når presset forsvinder, men hvis intet har ændret sig om nogle måneder, så er det tid til at snakke sammen om fremtidsplanerne igen og tage en endegyldig beslutning. Lad der endelig ikke gå flere år. Jeg brugte knap 6 år af mit liv i et forhold hvor jeg prøvede at få ham fyren tilbage som jeg havde forelsket mig i. Problemet var bare at han ikke fandtes - han dukkede faktisk kun op i en 7-14 dage hver gang han blev bange for at miste mig, og det holder jo ingen steder. Den rigtige fyr havde naturligvis også sine gode sider, han kunne få mig til at grine og han var en rigtig god kammerat overfor sine venner, han var bare ikke nogen særlig god kæreste.
Angående det med at få børn: Kom i gang med p-pillerne igen (hvis det er muligt) og ellers brug kondomer. Det er så uretfærdigt både overfor barn og far, hvis man sætter et barn i verden der ikke er ønsket af begge forældre.
Som frivillig barnløs vil jeg også sige at hvis du vælger børnene fra, så skal det være 100% helhjertet. Spørg dig selv om du virkelig ikke ville fortryde hvis I nu slår op om 15-20 år og løbet måske er kørt for dig på det område. Ville du virkelig ikke føle dig bitter? Og ikke føle afsavn?
Vælger man børn fra, så skal det være fordi det er en beslutning man kan leve med - også selvom partneren ikke er inde i billedet. Det skal ikke være et afsavn - for så stort et offer tvivler jeg på nogen partner er værd - og kan man virkelig ungå ikke at føle at den anden skylder en noget, hvis man brændende ønsker sig børn, men vælger dem fra pga. sin partner?
Til sidst, ingen er perfekte og langt de fleste forhold oplever modgang og hvor partnerne måske ikke vil det samme, men et godt forhold, for mig i det mindste, er hvor de her ting ikke rokker ved fundamentet. Jeg ved godt det lyder sødsuppet, men der går faktisk ikke en dag hvor jeg ikke kigger på min mand, føler kærligheden boble op i mig og tænker "Hold k****, hvor har jeg været heldig" og jeg ved han føler det samme (og vi har fejret kobberbryllup), sådan skal et parforhold være efter min mening. (At jeg så også nogle gange har lyst til at vappe ham en med stegepanden er noget andet
nov 2012
Følger: 94 Følgere: 216 Hunde: 4 Emner: 285 Svar: 8.249
Jeg er helt enig. Især med den med stegepanden
Spøg til side, jeg hørte engang i en film (sex and the city måske?)
Jeg er ikke lykkelig hele dagen, men jeg er lykkelig hver dag.
Det synes jeg er så vigtigt, man behøver ikke at være lykkelig sammen hele tiden hver dag, men man skal være lykkelig hver dag, også selvom det kun er et øjeblik. At se på sin kæreste og føle kærligheden, hvis man ikke kan det, så skal man nok overveje at det er tid til at komme videre
sep 2005
Følgere: 12 Hunde: 3 Emner: 591 Svar: 8.003
"men på så mange andre er han simpelthen ikke til at snuppe", er nok for mig.
Drop ham, og brug tiden fornuftig.
Fra drøm til single