Et forløb, der kunne have været undgået Et forløb, der kunne have været undgået

Nu er det 1 måned siden, at jeg måtte sige farvel til Czhaplin, og jeg får lyst til at fortælle om forløbet.
Hvorfor ? Fordi det var SINDSSYGT uretfærdigt overfor min fantastiske hund, og at jeg stadig har den fornemmelse, at han kunne have været - om ikke reddet, så ihvertfald forskånet for en del.

Det bliver langt - læs med eller scroll forbi - whatever works ..


Det starter med at Tjab kaster op om natten - et par gange - men om morgenen er han fin og med ude at gå spor med Esh, ingen problemer.
Da vi kommer hjem kaster han op igen - MEGET !!! - men virker ok ellers.
Jeg kører på job, kommer hjem og han får mad - ingen problemer.

Dagen efter har han det ikke godt.
Han er slap, han vil ikke rigtigt spise. Jeg ringer til Karslunde, men de har ikke tid før sent eftermiddag (og GUD hvor ville jeg ønske at jeg bare havde ventet, men det er så nemt at være bagklog).
Jeg ringer til KBHs Dyrehospital, og vi kører afsted kort efter.

Tjab bliver undersøgt, han kaster nu ret hyppigt op og har det ikke fantastisk.
Dyrlægen vil have ham røgten fotograferet og jeg siger, at jeg er nødt til at gå med, for de kommer ikke til at kunne håndtere ham, med mindre de lægger ham i fuld bedøvelse. Heldigvis var dyrlægen fuld af forståelse, og vi gik sammen ind og fik Tjab fotograferet.
Min fine hund viste hvor meget han stolede på mig, og accepterede at blive håndteret af mig og dyrlægen, for at få ham til at ligge på den rigtige måde

Det viste sig at der sad noget stort i tarmene på Tjab. En anden dyrlæge bliver kaldt ind - som skulle være en af de to bedste kiruger i DK - og Tjab blev opereret.
Det hele gik godt, og jeg har et billede af Tjab efter han vågnede - det sidste af ham, hvor han har ro i blikket og ikke har ondt nogen steder.

Vi taler om indlæggelse, men fordi Tjab var som han var, tog jeg ham med hjem.

Tjab var fin, han spiste igen, var træt, men havde det OK.

Aftenen efter får han tilbagefald - han vil igen ikke spise og han er tydeligt smerteplaget.

Afsted til Dyrehospitalet, hvor Tjab bliver undersøgt, og scannet. Dyrlægen kan se en lille - meget lille - væskeansamling, som han ikke er sikker på er et problem eller ikke.
Tjab har ondt - og vi enes om, at han bliver indlagt, får drop med smertestillende og - OG DET HER ER VIGTIGT - er derinde, så han kan blive scannet dagen efter og se, om der er udvikling i den meget lille væskeansamling.

Jeg bliver ringet op om morgenen, Tjab har haft en rolig nat og bliver nu overgivet til dagholdet.

Ved 14-tiden bliver jeg ringet op af en dyrlæge, der ævler og bævler om HVOR sød Tjab dog er, HVOR omgængelig han da er og hvor meget fejl jeg dog tager, når jeg siger han ikke kan håndteres af andre ..
Jeg siger til hende, at hvis han er så enormt omgængelig, vil jeg mene at det måske kan bero på, at han ikke har det ret godt, men nej .. han er da godt nok en sød hund ..
Enden på denne her lange ligegyldige info bliver, at jeg spørger om jeg skal hente ham eller hvordan - og det skal jeg.

Afsted derind, hvor jeg bliver mødt af hende igen, som liiige skal info´e omh hvor sød min hund da er .. seriøst, jeg er røverligeglad, du er dyrlæge, du skal bare reparere ham !!!
Hun henter Tjab og jeg bliver mødt af en trist og stille hund.

"Jamen hvordan er han da normalt" - "ikke syg ihvertfald" ..

Hun siger, at han har fået smerteplaster på, og jeg slår mig til tåls med, at det kan være det, der dæmper ham lidt ned.
Det, og at jeg jo for F ikke er dyrlæge og at hun siger, at han spiser og han er fin .. hvad skal man gøre ? Jeg vælger at tro på hende og tager min hund med mig hjem.

Hjemme lægger han sig bare ned og vil igen ikke spise.

Jeg ringer til dyrehospitalet og får fat i en, der siger "jamen, det ville han gerne herinde" .. hvad F skal jeg bruge det til ???
Jeg spørger så hvad scanningen viste (ja, jeg ved at det virker sært at jeg ikke har reageret på det tidligere, men jeg var HELT på røven og det forløb har været så skide svært at stå i, så jeg tænkte bare ikke klart og effektivt ...)
Han var da ikke blevet scannet !!!!!!!!

Jeg sætter min lid til at det er morfinen i smerteplasteret, der driller ham så meget - og våger over ham om natten, hvor han bliver dårligere. Kl. meget tidligt kører jeg afsted mod dyrehospitalet. Da vi kommer derind, er Tjabs mave vokset og han er dårlig, virkelig dårlig.

Jeg kommer ind til en dyrlæge, som kaster et kort blik på Tjab og begynder så at snakke og snakke om behandlingsmulighed og en masse .. jeg bliver irriteret tilsidst og siger til hende, om hun dog ikke kan gå igang med at hjælpe min hund - og så siger hun, at jeg er nødt til at kende risiko nu, fordi hun ikke kan lide den store opspilede bug og det er alvorligt nu.

Der ramte realiteten mig - min hund kan dø af det her, hvis vi ikke gør noget - det lyder måske mærkeligt, men den tanke havde på ingen måde strejfet mig. Det er jo bare Tjab, og ham redder jeg altid ..

Hun fortalte mig, at hun troede, at den tarm der var blevet åbnet for at fjerne fremmedlegemet var bristet, der hvor den var blevet lukket sammen - og at det var derfor at Tjab var som han var nu.
Hun forklarede, at der naturligvis skulle nye undersøgelser til, blodprøver, scanninger, og at hvis det var som hun havde mistanke til, så var det en ny operation med efterfølgende dræn, som formentlig skulle være der i en 2-3-4 dage med indlæggelse af Tjab imens.
Operationen indebar også en risiko, fordi han var nyopereret ...

En million tanker røg igennem hovedet på mig - og en af dem var, er det slut nu ??
Kan det virkelig være rigtigt, at jeg skal sige farvel her ?

Jeg spurgte hende hvad hun ville gøre hvis det havde været hendes hund - og hun kom med nogle rigtigt gode overvejelser, som endte med, at jeg tænkte NEJ - det skal han ikke.

Jeg sagde til hende at "vi stopper her" og så brød jeg sammen.
Hun var egentlig så fin et menneske, for hun lagde hånden på min skulder, efter at have spurgt om det var okay - og sagde "han siger tak til dig, Martine"

Jeg græd og græd og græd - krammede Tjab, fortalte ham at ingen, INGEN, hund nogensinde kommer i nærheden af at betyde så meget for mig som han gjorde .. han fik en beroligende sprøjte og forsvandt for øjnene af mig imens - og så kom hun ind og gav ham den sidste sprøjte ... og han var væk.

INTET har nogensinde været så hårdt -jeg har aldrig været så ked af at miste en hund .. han var det bedste jeg nogensinde har haft,og jeg kommer aldrig ALDRIG til at glemme ham og takke ham for hvad han har været for mig .. og jeg glæder mig til, at det holder op med at gøre så ondt, når jeg tænker på ham.


Men efterrationalisering efterlader mig (os) med nogle spørgsmål, og vi fik en samtale med dyrlægen, der aflivede ham.

Jeg står tilbage med tanken om at han KUNNE - om ikke være reddet, så ihvertfald forskånet for de sidste 1½ døgn i et smertehelvede - det havde han ikke fortjent.

Jeg kan endnu se ham, da jeg skulle sætte ham i bilen for sidste gang, stolt nægtede at blive båret ind og selv med stort besvær hoppede ind i buret. Hans blik der - hvor må han havde haft ondt .. og der var INTET jeg kunne gøre for ham lige der ...

Vi har som sagt været i kontakt med dyrlægen, som vil give besked videre "længere oppe i systemet" for der er nogen, der skal stå til ansvar for det her.

Nej, jeg får ikke Tjab tilbage men det her var bare ikke fair overfor ham.

Jeg havde da han blev indlagt, oplyst, at hvis de havde problemer mht undersøgelser, skulle de bare ringe og jeg kunne være der indenfor 1 time.
Jeg havde oplyst, at penge ikke var et problem - men at jeg godt ville have besked, hvis de rundede 100.000 - ellers skulle de bare give lods og redde ham.

Mao - jeg havde anlagt en 4-sporet motorvej som de bare kunne følge .. der var INGEN indvendinger, der var INGEN "jamen jeg har ikke tid til at komme lige nu" .. og jeg havde iøvrigt givet grønt lys for at de naturligvis kunne give ham beroligende hvis det var nødvendigt.

Og alligevel .. "han er ikke blevet scannet ..."

De får ugen ud og så kontakter kæresten ledelsen derinde - vi må have noget afklaring her.

Jeg har undtagelsesvis skrevet en anmeldelse på Trustpilot .. jeg ønsker seriøst ikke for min værste fjende, at komme til at stå i sådan en situation nogensinde ...

Efter at have haft en god oplevelse med min hunds operation, gik det godt nok ned af bakke !
Jeg fik ham hjem og han blev dagen efter dårlig, så jeg kørte ham retur til dyrehospitalet. Her blev han undersøgt, han var i scanner, men dyrlægen kunne ikke afgøre, om der var ophobning af væske. Min hund havde store smerter, så derfor enedes dyrlægen og jeg om, at han skulle indlægges natten over.
Det, og - så en RIGTIG vigtig grund - så kunne dagholdet scanne ham og se, om der var kommet mere væske og reagere herpå.
Om morgenen ringede dyrlægen, min hund havde haft en rolig nat og han blev nu overgivet til dagspersonalet.
Kl. 14 ringede en dyrlæge og havde mere travlt med at fortælle mig om hvor SØD min hund da var og at jeg slet ikke havde ret, når jeg påstod at han ikke var omgængelig ! Jeg sagde, at hvis han var omgængelig ville jeg lægge hovedet på blokken og sige, at han IKKE havde det godt. Men nej, han var SÅ fin og han spiste og han var SÅ omgængelig.
Enden på alle de her ligegyldige oplysninger blev, at jeg spurgte om han skulle hentes eller hvordan - og det skulle han.
Jeg blev mødt af dyrlægen, som endnu engang havde vældig travlt med at fortælle mig hvor fantastisk sød og omgængelig min hund da var.
Hun hentede ham og jeg blev mødt af en trist og mat hund - han var ikke som han skulle være.
"Hvordan plejer han da at være" .. "... ikke syg .."
Men nej, han var fin nu, og han spiste og alt var som det skulle være. Han havde fået et smerteplaster på, og så tænkte jeg, at det måske var morfinen, der slog ham lidt ud.
Plus, at jeg ikke er dyrlæge, og bliver nødt til at stole på hvad de vurderer.
... Først da jeg kommer hjem og min hund ikke vil spise, og jeg ringer til dyrehospitalet, hvor jeg får at vide at det ville han da gerne derinde (hvad F skal jeg bruge det til ????), spørger jeg hvad scanningen viste.
Han var da ikke blevet scannet !!!!

Lang historie kort - det hele endte med, at min hund var så smerteplaget, med en kæmpe mave og syg, og stod overfor et forløb, hvor han måske - måske ikke - kunne reddes, og jeg derfor valgte at sige farvel.

Hvorfor de fra KBHs dyrehospitals side valgte at

1. Springe fra en klokkeklar aftale om at min hund skulle have været scannet.
2. Ikke at informere mig, som ejer af hunden, om deres ændrede forløb.

-- ved jeg ikke, jeg har spurgt ind til, men fået undvegne svar.

Jeg står tilbage med en fornemmelse af, at HVIS de havde scannet, havde de kunnet opdage at der var noget galt, og at der var væske i hans bughule.
Måske kunne han ikke have været reddet - men det havde sparet ham for en t/rt i en bumpende bil, og en nat plus en formiddag i et smertehelvede .. det var F ikke fair overfor ham !!!!

Så anbefalingen herfra - følg op på de aftaler I laver derinde - det gør de åbenbart ikke selv !



Jeg har altid bare sagt farvel til mine hunde hos dyrlægen - men fordi Tjab for mig var som han var, fik jeg udleveret hans aske og spredte den på "vores sted" .. mens jeg tudede og skreg min frustration ud .. og sagde undskyld, undskyld, undskyld at jeg ikke kunne redde dig ..

For F det er hårdt ...