Hund og baby - gode råd søges {{forumTopicSubject}}

Godaften

Jeg har en terrier/spaniel blandings tæve på snart syv år. Hun er en lidt speciel dame, som siger klart fra både overfor hunde og mennesker, hvis de overskrider hendes grænser eller personlige "rum". Det tager lang tid at komme ind på livet af hende og hun har en medfødt skepsis overfor alt omkring hende grundet en problemfyldt fødsel og efterfølgende opvækst som enehvalp. Og så har det ikke hjulpet på hendes nervøsitet, at hun 2 gange er blevet overfaldet og skambidt af andre hunde.

Indtil nu har jeg følt, at jeg har kunnet tøjre det ved at undgå at sætte hende i situationer, hvor hun føler sig presset.

MEN det var ikke uden uro i maven, at jeg for 7 mdr siden blev mor til en dejlig dreng. Min hund har tidligere udvist nervøsitet omkring børn, særligt dem i tumlingealderen, som er usikre til bens og endnu ikke forstår, at en hund skal behandles roligt og respektfuldt.
Derfor var jeg meget lettet, da hun fra starten af tog det hele med ophøjet ro og i sit eget tempo udviklede både interesse og lyst til at være tæt på min søn.

Nu er min dreng så nået til det sted i hans udvikling, hvor han er blevet mobil. Han kravler og undersøger hele verden - og dermed er hunden også blevet interessant for ham.
Jeg oplever, at min hund i stigende grad trækker sig og undgår at komme i nærheden af min søn. Hun holder sig ganske enkelt på afstand. Medmindre han sidder til bords og spiser, hvor hun gladeligt sidder under hans stol og tager imod det, der falder ved siden af.

Det forholder sig imidlertid sådan, at hun nu 2 gange indenfor de sidste 14 dage har gjort min søn edderforskrækket ved at fare op og GØ ham lige ind i ansigtet, når han er kommet indenfor rækkevidde af hende. Begge gange har hun haft masser af plads til at flytte sig væk fra ham, men er alligevel endt med at tage konfrontationen.

Både min mand og jeg er meget opmærksomme på ikke at lade hund og barn være alene, men baby er så hurtig nu, at kigger man væk i 3 sekunder kan han have flyttet sig fra den ene ende af rummet til den anden. Og det er nok desværre utopi at tro, at vi kan holde 100% øje med dem altid og hele tiden.

Jeg er helt ærligt nervøs for, at hun kan finde på at sætte tænderne i ham og det vil jeg naturligvis for alt i verden forsøge at undgå!

Min hund betyder rigtig meget for mig. Jeg elsker hende utroligt højt og jeg vil gå langt, for at hende og baby skal kunne være sammen på den lange bane. Derfor har jeg brug for at høre fra nogen, der kan komme med forslag til, hvad jeg kan gøre for at styrke hendes tillid til, at min søn ikke vil hende det skidt. Er det en kamp, der er tabt på forhånd?? Kan man gøre noget??

Tak, hvis du har læst med så langt. Det kom vist til at fylde lidt mere end hvad godt er