Hvordan tilgiver i jer selv? Hvordan tilgiver i jer selv?

Jeg har gået og tænkt på det her i noget tid. Dengang vi fik Freja var jeg 11 år og havde ikke en klap forstand på hunde. Vi havde fået at vide, at hvis hunden var rigtig ulydig, kunne man tage den om snuden. På flere ture opførte Freja sig som hvalpe nu engang gør, og var meget fikseret på snoren og ville gerne bide i den, og dette stoppede selvfølgelig ikke bare man trak snoren ud af munden på hende.
Jeg tog hende derfor engang om snuden (og jeg tror næsten, at hun lagde sig på jorden), mens jeg råbte til hende, at hun skulle stoppe. Så det gjorde hun. Og jeg har bare SÅ dårlig samvittighed over det. Sådan en lille, uskyldig hvalp, der slet ikke har fortjent at blive behandlet på den måde. Generelt den måde, jeg som yngre barn omgik hende på, når jeg kravlede op til hende i kurven og krammede hende; overskred hendes grænser.

Jeg har jo rykket mig milevidt siden og det er ALDRIG noget jeg overhovedet kunne finde på at overveje i dag, men synes stadig det er enormt svært at acceptere, at jeg har gjort de her ting - især vægter det rigtig meget at det er noget, jeg vitterligt ikke "kan gøre godt igen".
Hvordan tilgiver i jer selv? Sådan en sætning kan godt lyde selvmedlidende og enormt dramatisk. Og det er jo ikke fordi, at sådan en opførsel har været normen - men de episoder jeg kan huske, hvor jeg har været grov og overskredet hendes grænser, fylder jo alligevel lidt.

Jeg kigger på min hund og ser at hun trives og er glad, og jeg, som endda aldrig holder "samtaler" med hunden, har også prøvet at sætte mig ned, kigge hende i øjnene og fortælle hende, at jeg er ked af det og hvor meget hun er elsket. Lidt ligesom for at mærke en fysisk accept.
Men jeg har simpelthen stadig SÅ dårlig samvittighed over for min kære, dejlige hund. Man føler sig jo forståeligt nok ikke som et særlig godt menneske når man har været så grov over for hunden, også selvom det er lang tid siden. Er det bare noget, man skal give tid?