Stil: Før jeg sover {{forumTopicSubject}}

Jeg hører gerne meninger..


Før jeg sover...
Når solen ikke længere kaster sine lyse og stærke stråler ud over det enorme og klare himmelrum ved jeg, at det er på tide at gå i seng. Da jeg kigger ud af mit smalle gavlvindue, kan jeg se, at månen allerede er begyndt at dukke op i det stjerneklare mørke.
Det er her alle tankerne dukker frem i lyset. Det er her alle mine tanker får frit løb. De tanker som jeg undrer mig over, de tanker som jeg måske aldrig kan få svar på. Ubesvarede tanker, som jeg aldrig vil eller måske aldrig nogensinde kan lære at forstå. Ubesvarede tanker som; hvad sker der ude i rummet, når mørket falder på? Træffer jeg nu også de rigtige beslutninger? Kan mine beslutninger have konsekvenser for mine gøremål fremover? Hvordan vil eller kan jeg nogensinde finde ud af, om jeg skulle have gået til venstre i stedet for højre? Nogle gange skal man passe på ikke at tage de forkerte beslutninger. Selvom det måske var den mest nemme, og den mest rigtige beslutning i lige netop det tidspunkt af ens liv, så var det måske i det store og det hele den anden "vej", man skulle have taget.
Der er så mange spørgsmål og tanker som strejfer mig, når jeg er alene og tænker over, hvad dagen i dag har bragt og hvad dagen i morgen har at bringe?
Spørgsmål og tanker som; er der andre end min familie og venner, der passer godt på mig og kun vil mig det bedste? Er der en, der kigger ned på mig deroppefra, en der ved hvad jeg tænker. En der beslutter tingene for mig, uden at jeg egentlig selv ved det? En der passer på mig, når alt andet og alle andre slipper? Er der en deroppe, som holder af mig for den person, jeg nu engang er? Hvor er resten af min familie? Hvorfor nåede jeg ikke at møde min farmor og farfar? Hvorfor blev de revet bort så tidligt?
Derfor spekulerer jeg tit over de forskellige tanker som; hvad er meningen med livet? Hvorfor dør vi? Hvorfor dør vi, når vi alligevel alle sammen ender det samme sted? Hvorfor så ikke bare lukke øjnene op, der hvor vi lander i sidste ende, og lukke øjnene i igen, der hvor livet egentlig begynder?
Det er spørgsmål, som jeg aldrig vil få svar på, spørgsmål som jeg vil blive ved med at fundere og undre mig over. Hvorfor skal alt være så planlagt og så alligevel utrolig kompliceret? Hvorfor kan vi ikke selv bestemme hvornår vi har lyst til at dø? Der er så mange uskyldige mennesker, hvis liv tages fra dem, inden det overhovedet er oprundet. Den mest almindelige dødsårsag er den uhelbredelige sygdom; kræft. Der findes utrolig mange former for kræft, nogle mere alvorlige end andre. Men alle så alvorlige, at tanken om at dø kun er lige rundt om hjørnet. Hvis det er så udbredt en sygdom, hvorfor kan lægerne så ikke finde en måde at kurere sygdommen på?
Der er så mange sygdomme, som man kan kurere, så hvorfor ikke finde et middel mod den mest udbredte og farligste sygdom af alle?
Mens jeg ligger i min varme seng i mit helt eget værelse, tænker jeg over, hvor godt jeg egentlig har det. Jeg har en familie og venner som holder af mig, for den jeg er. Jeg kan gå i skole uden frygt for at blive skudt ned. Jeg behøver ikke at tænke over, hvad jeg skal være bange for i morgen. Jeg kan gå i seng glad og mæt. Jeg har ikke hele min familie, spredt for alle vinde.
Selvfølgelig er ting som disse noget som alle her i Danmark tager for givet. Men der er så mange andre steder her i verden, hvor børn må gå sultne i "seng", sove i gader og stræder, mellem tusindvis af andre hjemløse. Mennesker som ikke længere har nogen familie. Mennesker som måske aldrig har haft nogen familie. Mennesker som takker for endnu en dag, de har fået lov til at leve uden at blive skudt ned. Børn som bliver nødt til at springe skolen over, fordi det skal tjene penge til føden hjemme. Unge piger som tjener penge ved at sælge sin egen krop. Men et eller andet sted så er de vel glade for det liv, de har fået lov til at leve. De kender jo ikke til andre former for levemåder.
Der er en masse tanker og spørgsmål, som jeg ikke endnu har fået svar på, spørgsmål og tanker såsom; hvorfor er der krig? Hvorfor kan hver og en mand ikke bare være tilfredse med den jord, de nu engang lever på? Hvorfor begynde at skabe frygt blandt ens medmennesker? Jeg tror aldrig, jeg indser, hvorfor nogle mennesker har det bedst med at skabe frygt. I sidste ende får de jo ikke noget ud af det. Det de fra deres side får ud af at skabe krig og frygt er: massevis af uskyldige dødsfald, et ødelagt naboland og magt over deres medborgere.
Jeg kan høre vinden suse i granerne udenfor, mens bølgernes brusen lyder i mine ører. Havet kan være så smukt og så alligevel så modbydeligt og hemmelighedsfuldt. Jeg kan huske min far engang fortalte mig en historie om en mand, der var druknet i det mørke hav. Man havde aldrig fundet hans lig, mange mente at han var blevet suget ned i sandet. Det siges også, at den sejeste og stærkeste strøm findes her på vestkysten. Her mødes alle havene og danner en kæmpe strøm. Vi kalder strømmen for; "Den Uovervindelige".
Men når nu man kan lade uskyldige mennesker dø, da dukker spørgsmålet igen op på nethinden.
Eksisterer der så virkelig også en udover familien og vennerne, en som passer på en, når alt og andre slipper? Det er et uhyggeligt og ubesvaret spørgsmål.
For selvfølgelig vil alle mennesker gerne være sikre på, om der findes en deroppe, når alle andre slipper.
Mange af disse tanker, spørgsmål og følelser er spekulationer, som jeg synes er undrende og utrolig indviklede. Så indviklede og uforståelige, at jeg tror den egentlige mening med livet er, at vi bliver nødt til at få det bedste ud af vores liv, inden vi pludselig bliver revet bort fra det.
Da jeg kigger en sidste gang ud af gavlvinduet, er det som om, der er en stjerne der lyser kraftigere end de andre. Måske er der alligevel en, der tænker på mig deroppe?