Hvilke planter skal forkultiveres? {{forumTopicSubject}}

Jeg vil forsøge at opklare et par af de mysterier som den nyklækkede haveejer kæmper med, når det handler om at så. Hvad er enårige, toårige, flerårige planter, og hvorfor skal de er tropiske, subtropiske og nogle af de hårdføre forkultiveres?

Det er ganske rigtigt indviklet, men ikke tilfældigt, der er systematik i sagerne, præcis som i ben i fisk, selvom det ikke ser sådan ud.

Forkultivering, som også er et mysterie for nye haveejere, står der mere om i min artikel Det med forkultivering er ikke så svært.

Enårige blomster og grønsager
Enårige blomster og grøntsager ordner det hele på en enkelt sæson: spire, rødder, blade, blomster og frø. Det handler f. eks om morgenfruer, kornblomster, pyntehør, mamelukærme, valmuer, tallerkensmækkere, levkøjer, cosmos, mølleblomst, atlaskblomst o.m.a. Dild, kørvel, koriander, spinat, salat og radiser.

De skal sås direkte i jorden, som hovedregel, men hvis man er lidt nørdet, eller bare har en have, som er våd og kold langt hen på sæsonen, så kan det betale sig at forkultivere nogle af dem.

Toårige grønsager og blomster
Toårige planter sås det ene år, danner i løbet af sommeren/det tidlige efterår en bladroset eller en ordentlig svend af en rod, og beslutter sig så for at blomstre det følgende år.

Rigtig mange af de grøntsager, vi dyrker er i virkeligheden toårige planter: gulerødder, rødbeder, kål, persille, løg og porrer. Og blomster som digitalis, kongelys, gyldenlakker, marieklokker, studenternelikker, judaspenge, muscatsalvie, kort sagt de skønneste og mest attråværdige blomster.

Hvis man lader toårige grøntsager og krydderurter stå i jorden vinteren over, går de simpelthen i blomst året efter. Det er ret sjovt at prøve, men mindre sjovt når de af sig selv begynder at blomstre allerede første år. Det kan ske, hvis de bliver stressede af tørke, kulde eller bare står alt for tæt, og det gør dem uspiselige, men smukke.

Toårige blomster skal altid forkultiveres første gang, man dyrker dem, både fordi man ikke har så mange frø, og gerne vil se resultater, og for at have styr på hvor de skal vokse. Man planter dem så ud, når de er store og fine i august/september.

De danner alle sammen helt ufatteligt mange, bittesmå frø, så efter de har været i blomst første gang, har man ingen problemer med bare at så dem, hvor man vil have dem, og det klarer de i øvrigt også fint selv. Ellers er det en hovedregel at klippe de afblomstrede stængler af, før de laver frø, det plejer at forlænge levetiden til flere år, men så får man ingen frø.

Af grøntsagerne forkultiverer man altid kål, og porrer. Det er store, næringskrævende grøntsager, og de har godt af en ekstra lang vokseperiode. Rødder forkultiveres aldrig, det forstyrrer roddannelsen, men jeg må indrømme, at jeg forkultiverer et par hold rødbeder og sår resten direkte.

Flerårige planter
Flerårige planter, er alt fra træer til krydderurter og de blomstrende planter, som man kalder stauder.

De forkultiveres næsten altid, så det, man planter ud, er i god vækst, og man ved meget præcist, hvor det kommer til at stå.

De træede krydderurter som lavendler, timian, rosmarin, isop og sar skal forkultiveres. De fleste stauder er nemme at så selv, f. eks solhat, flerårige lathyrus, nelliker, Gaura og akelejer. Det er helt sikkert nemmere at købe dem, men hvis man vil have mange, er det frøene, man skal ty til, selvom man kan komme langt med at dele og stiklingeformere indkøbte planter.

Tropiske planter
Det man gerne vil dyrke i sin have/altan/drivhus kommer jo oprindeligt et sted fra i verden, og selvom f.eks. tomater har været dyrket i Europa i århundreder, så er det stadig en tropisk plante, som jo kommer fra et sted i verden, hvor det aldrig er vinter. Vækstsæsonen er hele året, og den kan derfor tage det roligt med væksten, og først og fremmest frugt- og frømodningen.

Det handler ikke om, at tropiske planter vokser langsomt, de vokser som regel meget hurtigt, men de er længe om at danne blomster og frugter, for de har ikke en vinter, der bider dem i haserne og får dem til at skynde sig.

Det betyder, at de ikke kan nå at vokse hele cyklussen igennem udendørs i en dansk, kort vækstsæson. Hvis det er planter, hvor vi kun skal bruge bladene, er det lige meget, det kan de sagtens nå. Men frugter som bønner, auberginer, pebre, agurker, meloner, græskar, basilikum, okra, ananaskirsebær, courgetter, tomater, chili, eller simpelthen blomster som tagetes, georginer, mexicansk solblomst, lathyrus, narcistobak og cleome, de kan ikke nå det. De må simpelthen i gang med væksten længe før, det bliver varmt nok derude til at vokse, og først og fremmest garanteret frostfrit. Nogle afgrøder som courgetter og bønner kan nogen gange godt nås uden forkultivering, bl. a. fordi vi ikke spiser dem fuldmodne, men det er både sikrere og i sidste ende nemmere at forkultivere dem.

Tropiske planter er overhovedet ikke indstillet på frost, de kollapser fuldstændigt, når de bare får en snert af den allermindste frost.

Det vil sige at de skal forkultiveres.

Mange af disse tropiske planter er flerårige, f.eks. chili, men af praktiske årsager som for eksempel en sørgelig mangel på opvarmede drivhuse i hjemmene, så dyrker vi dem som om, de var enårige.

Middelhavsplanter og subtropiske
Næste gruppe er dem fra middelhavsklima og subtroperne: rosmarin, selleri, lavendler, nerier, citrus, figner, artiskokker, løg, porrer, fenikkel, laurbær, timian, oliven, og de fleste sommerblomster, De har i deres arveanlæg indkodet en lang varm sommer, og en kort kølig vinter.

Alt efter, hvor de mere præcist kommer fra, er de i stand til at modstå en smule frost, men de færreste kan klare en dansk vinter udendørs. De kan så heller ikke klare en vinter indendørs, for der er det simpelthen for varmt for dem, så de aldrig får hvilet sig, som det er meningen, de skal om vinteren.

Det er disse planter, vi elsker at have i potter, og som stueplanter, forår og efterår, og som vi desperat mangler et køligt, lyst sted at stille om vinteren.

Når det handler om planter til haven, er det en rigtig god ide at forkultivere nogen af dem. De modner ikke så langsomt som de tropiske planter, men f. eks artiskokker, der skal lave en enorm plante og en hel masse blomster, vi gerne vil spise, skal forkultiveres for at kunne nå det i en dansk sommer. Selleri har også en sløv start og skal sås i februar/tidligt i marts.

Med sommerblomsterne er det lidt vanskeligere at afgøre, om de skal forkultiveres, jeg gør det med dem der kan tåle det, f.eks tallerkensmækkere, etårige lupiner, balsaminer, både orange og almindelig cosmos, skabioser, zinnia og levkøjer. De kan godt klare en direkte såning, men det går både hurtigere og er i sidste ende nemmere at have med at gøre, når man forkultiverer dem.

De fleste sommerblomster, dvs. enårige blomster, er det nemmest at så direkte på voksestedet, når jorden er varm nok, ca. midt i april. De, der ikke kan tåle forkultivering, er f. eks opiumsvalmuer, enårige riddersporer og jomfru i det grønne, som er for fjumsede og svære at håndtere, eller også har de en lang pælerod, der gør dem uegnede til omplantning.

Hårdføre planter
Hårdføre planter er planter, der kommer fra et klima, der ligner vores eller er endnu værre, som f.eks Sibirien eller Nordnorge. Eller fra sydligere egne, men fra bjergene, hvor der er koldt og frossent om vinteren.

De vokser, som var de betalt for det, hurtigt og effektivt, og skal bare sås direkte i jorden. Spinat, salat, ærter, hestebønner, kinesiske bladgrøntsager som pak choi, mizuna, mibuna, tat soi, dild, kørvel, mange sommerblomster, radiser. De har det så til gengæld bedst med at blive sået tidligt forår, i marts eller tidligt efterår, efter 1. august, da sommerhede og tørke får dem til at gå i blomst alt for hurtigt.

Salat er en undtagelse, de kan sagtens sås direkte, men det er svært, fordi frøene er så små, at man enten får en hullet række, eller alt for mange planter i rækken. Dem forkultiverer jeg altid i bakker, fordi de så kan plantes ud med præcis det rigtige mellemrum, på præcis det rigtige tidspunkt, og gerne i en blanding. Man har så hele tiden små planter, der beder om at komme ud at vokse, når man har taget af salaten eller der er huller andre steder. Jeg sår faktisk kun salat direkte der, hvor jeg gerne vil have en tæt række babysalatblade, til en klip-og-kom-igen række.