så gik hun bort -Amy. {{forumTopicSubject}}

Jeg linker lige til noget, der skete dagen før hendes død. Til de, der måske ikke fik svar. <i>dette link er ligegyldigt, hvis i ikke har hørt om det før</i>
http://hundegalleri.dk/html/for_messageDetail.asp?MSG_ID=272963


Hele historien står også i hendes profil, men jeg kopierer det derfra, så i kan læse det her (håber inderligt at det er noget i lige vil tager jer en smule tid til at læse. Det vil betyde meget for mig) :


Det er simpelthen ikke til at forstå! Jeg kan slet ikke tænke. Føler mig helt tom indeni, rastløs, og jeg ryster over helt kroppen -stadigvæk.
Søndag den 9. november 2008 forsvandt mit livs lys, mit hjertes glød, min Amy. Hun fløj ud i evigheden, og i himlen hvor hun kan se ned på mig, og vente på at vi ses igen.
Allerede nu, her dagen efter, savner jeg hende. Jeg græder, og kan ikke længere huske hvornår jeg sidst har været glad. Smerten er så enorm, og den fylder hele min krop. Mine hænder ryster, og hele min krop dunker af smerte. Aldrig før har jeg følt så stor en smerte!
Vil I høre hele historien? -Så kommer den her!

Lørdag den 8. november om aftenen opfatter jeg at der er noget i vejen. Amy har hele dagen gået og krummet sig sammen, med halen let ind mellem benene. Hun ville ikke rigtig spise, og ville ikke rigtig ud og gå. Hun ville bare gerne have lov til at lægge i min seng og slappe af. Jeg ringer til dyrlægen som fortæller at det kan være alt fra hjerteproblemer til mavevending da det er en 5-årig tæve. Da jeg var alene hjemme og ikke havde mulighed for at komme ud til ham, skulle Amy bare ligge og slappe af. Efterhånden som aftenen og natten skred frem, så Amy ud til at få det bedre. Men nej, sådan gik det desværre ikke.
For næste aften/nat; Søndag den 9. november 2008 klokken 22:36 ringer min mor til dyrlægen. Amy står og ryster, og hendes mave bliver hurtigt større og større. Amy begynder at savle meget. Med det samme kører de ud til dyrlægen.
23:03 mine forældre vender hjem fra dyrlægen. Uden Amy, og alt jeg kan tænke er "nej, nej!". Min mor fortæller mig så, at Amy er til skanning; dyrlægerne er ikke sikre på, hvad det kan være.
23:24 dyrlægen ringer. Amy har ikke bare fået en mavevending; hendes mave har nærmest slået en knude, altså har den vendt sig både vandret og lodret, og ligger et andet sted end den faktisk skulle. Dyrlægen fortæller om en operation, som ville koste 15.000 kr. og chancerne for hendes overlevelse ville alligevel være minimal. Far lægger røret på, og snakker med os andre om, hvor meget vi burde lade Amy gå igennem, og bliver enige om, at pengene bestemt ikke skal være en forhindring.
23:44 far ringer tilbage til dyrlægen. Spørger om, hvor stor chancen er for hendes overlevelse. og Dyrlægen fortæller at den nok ligger på omkring de 5 %, og at Amy skulle blive på klinikken i mindst en uge. Der ville gå lang tid før hun kom på 'den anden side' og man overhovedet kunne se fremskridt. Chancen for mavevending ville alligevel være meget stor, og hun ville altids have problemer med hjertet fremover. I langt de fleste tilfælde af mavevending ville dyrlægen normalt anbefale en operation, for det ændte næsten altid godt. Men i Amy's tilfælde, ville han anbefale bare at give hende fred nu; for hendes smerter var så store, og maven trykkede nu7 på hjertet, og Amys blodtryk galoperede. Min far lagde igen røret, og fortalte dette til os. Han sagde at vi burde give hende fred, og tage ud og sige farvel nu.
Da jeg hørte dette, stivnede hele min krop. Alt håb var nu udelukket, og jeg styrtede ind på mit værelse, og skreg ned i puden. Tårerne strømmede nu for alvor ud, og jeg blev helt tom indeni. Jeg begyndte at tage mine bukser og trøje på igen, vidste nu at det var for sent, alt håb var ude. Jeg gik derefter ind i stuen igen, og fortalte min far at vi burde gøre det. Min elskede skulle ikke lide, det var det bedste for hende at give hende fred nu.
23:49 far ringer til dyrlægen, det sidste opkald. Han siger, at dyrlægen godt må gøre det forbi, og så vil vi komme og sige farvel. Jeg græder og græder. Alle græder. Jeg prøver om jeg kan tage mig sammen, ranker mig op og siger "kom, lad os køre nu" da Apollon kommer hen til mig, og jeg hører mig far sige "hej skat, har du mistet din mor" mens han græder, hvilket får mig til igen at bryde sammen ned på gulvet, og græde højlydt.
Klokken 23:59 sætter vi os så ind i bilen. Mig, min far og min bror. Min søster og mor er for ødelagte til at tage med, men jeg VILLE sige et sidste farvel.
00:17 ankommer vi til klinikken. Jeg ser Amy ligge på bordet. Hendes mave er kæmpestor, og vi ser røntenbilledet af, hvor maven nu ligger, og hvor den egentlig skulle ligge. Jeg rører ved Amy, stadig varm. Tager hendes pote, som er helt slap og siger "jeg elsker dig, min Amy". Jeg må sætte mig ned, og finder en stol. Jeg kommer til at se på hendes øjne. Pludselig ligner det, at hun kigger på mig. Somom lyset i hendes øjne langsomt forsvinder, som vi får 'øjenkontakt'. jeg kan pludselig ikke se på hende, og på holde en hånd op foran. Jeg rører hendes øre, og kigger på hendes kendetegn; den lille bule af kalk hun altid har haft på det ene øre. Gråden strømmer stadig ud, selvom jeg behærsker mig. Jeg bøjer mig forover, holder om hende, giver hende et sidste kram. ordene kommer ubevidst, og jeg hvisker "jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig" -igen og igen. Derefter må jeg ud, kan ikke holde det ud længere. Selvom jeg ikke har lyst til at gå fra hende, må jeg tvinge mig selv af bedste evne for at komme ud.
Da jeg kommer ud, græder jeg højlydt. Nærmest råber det hele ud. Jeg ser min bror stå helt ude ved vejen, med hovedet nedad og bare kigge væk. Jeg må støtte mig op ad bilen, og åbner derefter døren for at sætte mig ind. Jeg føler at jeg skal kaste op. På vejen hjem er jeg fuldstændig tom. Mine tanker flyver rundt omkring. Jeg græder i stilheden, ser op i loftet og har lyst til at skrige. Kigger på månen og den skyede himmel. Tænker og ber til den, at den skal passe ekstra godt på hende.

Jeg havde altid forestillet mig at hun skulle blive mindst 8 år, -måske endda 10. Hun var i topform og 100% livsglad. Jeg elsker hende højere end noget andet i hele verden, og min kærlighed var desværre ikke nok. Kærlighed overvinder desværre ikke alt alligevel. Desværre.

Undskylder mulige stavefejl, mine fingrer ryster. Og kan endnu ikke læse det igennem..