Hedeslag på en ganske normal gåtur {{forumTopicSubject}}

Faldt lige over dette opslag på facebook: https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10204176238345808&set=a.2223888676359.132992.1221998732&type=1&theater

Lige lidt til overvejelse i forhold til gåture på disse varme dage.

Kennelen beskriver på sin facebookside en episode, hvor deres ene hund fik hedeslag på en ganske normal gåtur på trods af at de fik drikkevand, badede i vand osv. Synes det er tankevækkende, for jeg ser da mange i bybilledet der lufter hund midt på dagen når solen bider hårdest - måske er det ikke så smart igen..


Teksten:

0,4 GRADER FRA DØDEN!
Tilbage i juli 2009 havde vi vores første og heldigvis eneste oplevelse med hedeslag!

Søndag startede dejligt, vi havde haft glæden af Rasmus, Fie og deres tre buller-basser siden lørdag formiddag og nu var det søndag og vi skulle alle fire, med hver vores hund, på en lille luftetur i naboens skønne grønne naturområde. Om lørdagen havde vi været nede ved en propfyldt Tystrup Sø sammen med Choice, Deja, Junior og Trouble, hvilket var en yderst positiv oplevelse. Alle var i vandet og svømme undtaget Junior, der synes at vand er noget opreklameret l*rt! Så han lå på søbreden med Imran og hyggede sig: PYYYH DET VAR VARMT!! Nå men tilbage til søndag, som var en fugtig, men overskyet og ikke særlig hed dag. Vi skulle jo have nogle af dem med, som ikke havde været med dagen før ved Tystrup Sø, så det var Tollo, Cici, Fancy og Junior, fordi vi synes det var uretfærdigt, at Junior slet ikke kom til at nyde badeturen ordentligt.

Vi har haft tæverne i løbetid herhjemme og hormonerne hos hannerne har raset... og Junior synes nu stadig det kunne være i orden med en lille tur på ryggen af Fancy, selvom hun er ovre sin løbetid. Men ingen tvivl om, at Junior stressede en smule for at komme til hende, men det har han jo gjort så mange gange når pigerne har været i løbetid. Han prøvede da også mere end én gang at komme på ryggen af hende, da vi var ude at gå i det grønne.

Efter ca. 15 minutters gåtur var vi tæt på hjem igen, hundene var klart præget af den trykkende fugtighed og Junior lagde sig ned et par gange for lige at rulle en tur på ryggen, præcis som hans far ynder at gøre det. Men den sidste gang Junior lagde sig ned, blev han liggende og hans vejrtrækning lød lidt besværet. Imran blev stående med ham lidt, og så rejste Junior sig pludseligt og gik videre, stadig med dårlig, men ikke kritisk vejrtrækning... og lidt efter kastede han noget hvidt skum op, det bekymrede os. Vi var så tæt på hjem, at det bare var et spørgsmål om at få ham over vores mark, så vi gik stille og roligt af sted. Men da vi trådte ind på marken, blev vi enormt bekymrede. Hans mave sugede sig meget langt ind når han trak efter vejret og Imran, tænkte ikke to gange, før han kastede linen til Rasmus, der i forvejen stod med Tollo, og sponsede (så selv Asafa Powell ville have været misundelig) hen over marken og op for at hente vand og bilen. Junior? Ja, han lå og logrede med halen, mens han efterhånden kæmpede med sin vejrtrækning. Hvad var der sket med vores dejlige dreng? En mavedrejning, en allergisk reaktion, et stik fra en hveps eller en klæg nede i halsen? vi havde ingen anelse! Da Imran kom med bilen, fik Junior noget vand og det hjalp en smule, men han havde stadig problemer, så vi fik ham ind i bilen og Imran kørte ham hjem over marken.

Da vi kom hjem tog vi ham ind på gårdspladsen, hvor vi prøvede at sprøjte ham til med koldt vand, men han kæmpede for at slippe (vand er jo stadig noget opreklameret l*rt) og hans vejrtrækning blev yderligere forværret. Vi satte ham ind i kennelen, hvor der var køligt og der gik han flere gange efter hinanden og kastede hvidt skum op og hans tunge var blevet bleg.
Rasmus og Fie gik ud med de hunde, der skabte sig over den mærkelig lyd, der kom fra Junior og jeg gik rundt om mig selv og var skræmt fra vid og sans. Jeg kunne ikke bare stå og se på Junior, men jeg kunne heller ikke lade være... Imran prøvede desperat at få fat i vores dyrlæge på alle de (akut)numre vi har... men som lige præcis denne søndag ikke var til at træffe! Jeg gik i selvsving ude på gårdspladsen og pludselig kommer Fie ud og siger febrilsk >>Hans tunge er blå<<... jeg fløj ind og trak Junior ud, vi måtte bare køre... jeg vidste ikke hvorhen, men vi måtte bare køre. Jeg råbte til Imran at hans tunge var blå og han fløj ind i bilen... ringede til oplysningen og fik telefonnumre til to forskellige dyrlæger i Sorø. Han ringede til den første og GUD SKE TAK OG LOV han svarede! Det var Sorø Dyreklinik og da Imran fik forklaret vejen , fandt han ud af at den lå ca. 8 km. fra os nede i Sorø by. Junior kæmpede omme bag i og bilen blev fyret max af ud af Sorøvej... jeg rystede over det hele, jeg kunne se hans tunge blive mere og mere blå... vores skønne dreng var ved at blive kvalt langsomt!... og han kæmpede for sit liv! Pludselig kunne vi se en masse røde bremselygter længere fremme på Sorøvej, ca. 2 km. før broen over motorvejen... jeg gik i panik... der var en KÆMPE LANG KØ, med masser af campingvogne og lastbiler i mellem. Jeg begyndte straks at tage Imrans hvide T-shirt af ham, mens han samtidig sad og snakkede med dyrlægen... og lige først gik han med på den, men så slap han røret og sagde >>hvad fanden laver du!<<, >>Jamen vi skal køre udrykningskørsel og der skal man vifte et hvidt klæde ud af vinduet... min trøje er grå!<<, >>for helvede jeg er ved at få forklaret vej, jeg kan ikke koncentrerer mig...<<. Så tog jeg min egen grå trøje af og råbte til Imran, at han skulle tænde for katastrofeblink, og holde hornet i bund... og så over i modsatte vejbane forbi køen. Der var mange billister, der forstod budskabet og de trak ind til siden, både modkørende og dem der holdt i kø. Og dem der ikke fattede det råbte og bandede jeg af ud af vinduet! I ca. 2 km. kørte vi i modsatte vejbane, med modkørende biler, i fuld fart og Junior der hele tiden mindede os om, hvor meget det hastede... han kæmpede for at trække vejret og der var efterhånden gået 10 minutter fra vejrtrækningen blev rigtig slem og til nu, og hans tunge blev bare mere og mere blå. Vi kørte op ad indkørslen til dyrlægen og jeg sprang ud af bilen inden Imran nåede at stoppe... løb op til døren hvor dyrlægen stod klar >>Det skal gå stærkt!!! Han bliver kvalt<< råbte jeg mens tårerne løb ned af kinderne på mig. Imran fik trukket Junior ud af bilen, der vaklede ind og kollapsede på klinikgulvet. Jeg blev så rørt og panikslagen over at miste ham, da jeg så at han stadig logrede stille med sin hale, som om han prøvede at berolige mig og overbevise mig om at det nok skulle gå... at jeg ikke skulle være ked af det.

Dyrlægen tjekkede hans mave... ingen mavedrejning! Han tjekkede ham i munden og halsen... ingen hævning i svælget, så han var ikke blevet stukket nede i halsen!

>>HEDESLAG<<...

... sagde han og løb for at hente et termometer, han rakte det til mig og sagde >>den må ikke komme over 43 grader, så går han i kramper og så kan vi ikke redde ham<<. Junior lå på gulvet med alle fire ben ud til siden, Imran sad med ham, han logrede stille med halen da jeg kom ind. Jeg stak rystende termometret ind og måtte synke en ekstra gang... den startede på 39 grader og steg hurtigere end en sekundviser op ad og op ad... han var ved at bliver kogt! Jeg måtte hive termometeret ud da det viste 42,6 jeg kunne ikke holde ud at se det stige... jeg rystede og sagde ingenting til Imran. Da dyrlægen kom tilbage med nogle sprøjter sagde jeg til ham >>42,6 og stigende<<.
Han begyndte hurtigt at fylde lunkent vand i en spand og Imran fik Junior ud i indkørslen, hvor han igen kollapsede. Den første spand blev hældt over ham og dyrlægen kaldte sin kone ud... hun fyldte også en stor vandkande, og så gik de ellers i pendulfart ind og ud med spand og vandkande, mens de gradvist gjorde vandet koldere og koldere. Efter fjerde hold vand begyndte hans tunge at ændre farve, jeg holdt vejret... og efter nogle flere spande tog dyrlægen temperaturen, der var faldet til 41,8. Flere hold vand blev hældt over Junior, der lå helt fladt i indkørslen og bare koncentrerede sig om at trække vejret, der langsomt blev bedre! Endnu flere spande vand blev hældt over ham og efter ca. 15 minutter fik vi ham på benene. Den næste temperaturmåling viste under 39 grader, en sten faldt fra mit hjerte og jeg havde bare lyst til at kaste mig om halsen på dyrlægen. Der blev lyttet til Juniors hjerte og lunger der lød normale, så dyrlægen kunne slå fast, at hans tilstand var stabil igen!

Det er første og jeg ber' til gud om, at det er sidste gang, vi oplever noget så forfærdeligt. At se en hund, der bløder fra et sår eller en hund der bliver opereret, det kan jeg sagtens håndterer uden at gå i panik, det er noget jeg kan "tage og føle på" og jeg kan se hvad der sker. Men at stå med den dejligste hund, der ikke har så meget som et gran af ondskab i sig, og være vidende til at den langsomt bliver kvalt uden at have nogen som helst idé om hvorfor og at være fuldstændig magtesløs... det er den mest skrækkelig følelse.

Jeg vil fremover ikke tænke et sekund før jeg kontakter politiet, hvis jeg ser en hund alene i en varm tillukket bil, uanset hvor lang eller kort tid den så end har siddet der. Jeg har nu set og jeg føler næsten også at jeg har mærket, hvilke lidelser og hvilken skæbne der venter den stakkels hund! Jeg tænker også med afsky på faderen der glemte det stakkels barn i bilen, mens han selv "pligtopfyldende" gik på arbejde... den lille pige gik den skæbne i møde, som Junior med nød og næppe undgik... jeg får kvalme og mit blik bliver sløret *må hun hvile i fred*.

Kære venner pas på jeres hunde i varmen. Vi vidste ikke præcist hvordan et hedeslag påvirker en hund, men med denne beretning håber vi at flere kan opfange signalerne langt hurtigere end vi gjorde... og tage det alvorligt når der bliver sagt "ingen hund i bilerne". Det kan gå rigtig stærkt.