Kan man være forelsket {{forumTopicSubject}}

i sin(e) uvorne hund(e)??

Jeg havde lovet Lotus (hun har plaget hele dagen) at jeg ville gå med dem ned til bækken, så de kunne få lov at plaske. Der er MASSER af vand:-)

Lotus beholder selvfølgelig halsbånd og flexiline på, for ellers havde jeg sikkert ikke været hjemme før imorgen:-)

Men Kaido slippes fri og de hopper i bækken med det samme.

De finder sammen om et formidabelt samarbejde.

Lotus finder sten på bunden. Hun mærker dem med poterne, skraber dem hen hvor hun, ved at stikke hovedet HELT ned under vandet, kan nå dem. Så går hun over på modsatte bred af hvor jeg står.

Der står Kaido. Og hendes opgave er at gemme stenene. Dette gøres ved at flå, bide, rive og hakke græs, planter og diverse i småstykker og forsøge at dække stenene. ´

Men stenene kommer i en lind strøm, så Kaido har travlt. Da hun kan se at hvis hun graver mere på bredden, graver hun de andre sten op og det er jo noget skidt.

Så hun står lidt og kigger rundt.

Den næste sten der kommer bliver gravet ned i mudderet i kanten. YES!! DET kan man også gøre, tænker Kaido.

Så nu bliver der gravet på livet løs. ALLE sten graves ned i mudderet og hun bliver mere og mere mudret selv.

Hun går så meget op i det at hun overhovedet ikke hører da jeg, efter ½ time, kalder på hende.

Til sidst må jeg råbe MEGET højt før hun hører mig og kommer op.

I mellemtiden har jeg fået trukket Lotus baglæns op ad vandet, for hun mente bestemt ikke at det var tid nu.

Al den tid har jeg bare stået og studeret deres samspil og NYDT mine 2 tøser.

Da vi gik hjemad kom jeg til at tænke på at det er lidt ligesom en forelskelse.

DAMN, hvor jeg elsker mine to tøser:-)

Og da vi så gik over broen på vej hjem, kom der lige et kuld ællinger flydende med strømmen nede i bækken. Hvor idyllisk kan det blive?