Til alle jer med hunde der halter {{forumTopicSubject}}

Dette er en historie om, hvordan flere dyrlæger kan give forskellige diagnoser, og hvordan en hund kan være fanget midt imellem alle disse dyrlæger.

Det er også en historie om, hvordan du som ejer skal vide, at hvis din hund halter, så ER der altså som regel noget galt – også selvom din dyrlæge måske siger noget andet. Alle jer, der har hunde der halter og som måske har svært ved at få en diagnose skulle læse historien – selvom den er lang. Jeg har skrevet den for måske at kunne hjælpe andre i samme situation.

Historien starter for 3 år siden, hvor min hund (en Golden retriever) fik en korsbåndsoperation. Det gik godt, og han har siden da gået 95% godt. Indimellem har der været lidt ekstra halten, hvis han har fået for meget motion, men dagen efter har det været normalt igen. Det var alt sammen noget, som var almindeligt efter sådan en operation, og jeg følte at min hund stadig havde et godt liv med ture op på 30-45 min. af gangen. Igennem disse 3 år har vi været hos hundekiropraktor et par gange, for at få sat ryggen på plads. En knæopereret hund går jo lidt skævt, så der har indimellem været behov for at bliver trykket lidt på ryggen, og så går det godt igen.

For 6 uger siden skete der så noget. Nærmest fra den ene dag til den anden begyndte han at halte en del mere. Samtidig fik han svært ved at rejse sig – specielt om aftenen, efter han havde ligget og sovet et par timer. Forud for dette havde vi netop startet hundesvømning for hele tiden, at sikre god anvendelse af musklerne i det opererede knæ. Vi tænkte, at han nok blot trængte til et besøg hos kiropraktoren (som også er dyrlæge) så afsted til ham. Lad os kalde ham dyrlæge 1. Dyrlæge 1 mærker hunden igennem, og der er masser af infiltrationer i ryg og hofter. Samtidig siger han, at musklen kan være overbelastet – måske pga for meget svømning. Vi får ordineret hvile i 1 uges tid.

Efter 1 uger er det ikke blevet bedre – tværtimod. Vi tænker derfor, at vi må til hundens normale dyrlæge (ham som også operede korsbåndet dengang for 3 år siden). Lad os kalde ham dyrlæge 2. Dyrlæge 2 mærker hunden igennem og får en smertereaktion fra hunden, som han siger kommer fra hasen på højre ben. Højre ben er det ben, der har fået nyt korsbånd. Vi bliver enige om, at lægge hunden i narkose og få taget røngten af hele bagpartiet for lige at tjekke hofter, knæ m.m. ved samme lejlighed. Om eftermiddagen henter vi så hunden igen. Dyrlæge 2 fortæller, at ledvæsken fra hasen bekræfter, at der var betændelse i hasen, så vi får ordineret antobiotika, smertestillende og hvile. Dyrlæge 2 siger samtidig at røngten af hofter var meget gode for en hund i hans alder (snart 9 år) og at der ikke er noget særligt at bemærke på nogen af billederne. Vi går glade hjem i forventning om, at hundens halten nu vil forsvinde.

Efter 5 dage på antibiotika og smertestillende føler vi det er blevet en smule bedre. Det er dog på ingen måde væk. Vi tænker, hvordan ved vi om det er antobitika eller det smertestillende, der har givet den lille forbedring vi kan se?? Vi tager til dyrlæge igen, hvor dyrlæge 2 mærker hunden igennem. Han siger, at betændelsen er væk, og at det var så det. Vi tager hjem. Samme aften har hunden det igen værre. Han kan næsten ikke rejse sig og halter rigtig meget. Jeg beslutter så at videofilme hund + tage billeder af hans stå, gå og siddestilling (som er total skæv). Jeg sender dette materiale + alle røngtenbillederne (dem havde jeg allerede bedt om at få udleveret fra dyrlæge 2) til en kollega, som er dyrlæge, men som desværre bor 250 km væk. Lad os kalde ham dyrlæge 3. Jeg sender samtidig det samme materiale til dyrlæge 2, som netop havde raskmeldt hunden i forventning om, at han ville ringe asap når han så de store smerter min hund havde. Det gjorde han ikke.

Min kollega – dyrlæge 3 – ringer mig straks op og fortæller mig, at jeg har en hund med mange smerter. Han siger (udfra de røngtenbilleder jeg sendte til ham), at han ser en hund med meget gigt på hofter og i det operede knæ, og at det så må være det, der giver de mange smerter. Han vurderer hofterne til at være meget dårlige, for en hund i hans alder. På baggrund af dette ordinerer han binyrebarkhormon, for det kan afhjælpe smerter i svære gigttilfælde. Dagen efter ringer jeg til dyrlæge 2 og konfronterer ham med dyrlæge 3´s diagnose og ordination af binyrebarkhormon. Dyrlæge 2 virker ret ligeglad, synes det er voldsom at give binyrenbarkhormon (ja, siger jeg så, men du raskmeldte jo hunden og gjorde ingenting!). Dyrlæge 2 siger han vil vise røngtenbilleder + mine videoer til hans dyrlægekolleger (de 5 i klinikken) for at høre deres mening. Tak siger jeg – det vil jeg se frem til at høre.

Dagen efter (det er dagen før påske) ringer dyrlæge 2 tilbage og siger han ikke når det før efter Påske. Jeg tænker, at hold da op, hvor må han være ligeglad med min hund, men jeg siger bare ja det er ok, for jeg har jo min dyrlægekollege med på sidelinien, og binyrebarkhormonen har nu taget toppet af smerterne.
Efter påske ringer dyrlæge 2 ikke til mig. Heller ikke efter 1 uger efter Påske. Jeg tænker, at han burde finde sig et arbejdet job, når han sådan kan være så ligeglad med en hund, der så åbenlys havde smerter på den video, jeg havde sendt til ham.

Jeg fortsætter med at give min hund binyrebarkhormon i samråd med dyrlæge 3 (der er heldigivs ingen bivirkninger overhovedet). Da jeg begynder at trappe ned får hunden det dårligt igen. Det virker nu pludselig som om at det ingen effekt har mere. Jeg aftaler med min kollegadyrlæge, at han kommer over til os næste uge for at give en blokade i knæet og for at mærke på hunden. En blokade vil ihvertfald fortælle om problemet stammer fra knæet eller fra hofterne. Inden dette vil han dog gerne have flere røngtenbilleder af hunden, for han manger at se nogle fra andre vinkler. Jeg siger det er ok – lad os nu få taget alle billeder så vi forhåbentlig kan finde ud af hvad der er galt.

Jeg booker derfor en tid hos Dyrlæge 2 – MEN heldigvis har han fri så vi får derfor en tid hos en helt anden dyrlæge i samme klinik. Lad os kalde ham dyrlæge 4. Han forstår vores frustration og vil meget gerne forsøge at hjælp eos. Han har læst hele hundens journal igennem og tjekket alle gamle billeder inden vi kommer for at aflevere hunden til at få taget yderligere billeder. Han mærker på hunden i 2 minutter, hvorefter han siger, at han er næsten sikker på det er menisken, det er galt med. Det er en meget almindelig følgeskade efter en korsbåndsoperation. Okay, den havde vi ikke lige set komme. Vi gennemgår hele sagen i næsten 1 ½ time og føler os for første gang rigtig godt behandlet. Vi efterlader hunden for at få taget nye billeder. En time senere bliver vi ringet op af dyrlæge 4. Han er nu 100% sikker på, at det er menisken. En ledvæskeprøve fra knæet viste også grumset, blodholdig væske. Hm, vi tænker om ikke hans dyrlægekollega – som jo tilså hunden for 4 uger siden – burde have opdaget det?

På fredag skal vi så til dyrlæge 5, som er specialist inden for kikkertundersøgelser. Han skal tjekke at det nu også er menisken det er galt med, og så bliver den fjernet. Så venter en lang genoptræningsperiode.

Vi må desværre vente til på fredag, for alt binyrebarkhormon skal ud af kroppen inden man må operere. Så lige nu har jeg en hund, der har ondt, og som må have ondt 4 dage endnu. For fanden jeg er tosset på den behandling vi har fået – specielt fra dyrlæge 2. Jeg har også virkelig dårlig samvittighed overfor min hund, for jeg føler vi skulle have gjort mere.

Det var en lang historier, men pointen må være noget med, at du skal være kritisk overfor det, din dyrlæge siger til dig. Bed om en second opinion fra en anden dyrlæge, og husk, at hvis din hund halter, så har den ondt.

Tak fordi I gad læse min hunds historie.