Catfishing på HG Catfishing på HG
Ja man lærer hele tiden nyt - noget er positivt og fremadrettet, andet er mere sort og sørgeligt.
Et nyt ord i mit vokabularium er Catfishing, et fænomen vi bla er stødt på et par gange her på HG og som tilsyneladende er noget der bliver mere og mere udbredt.
At der måske bliver pyntet lidt på en historie, det er der tydeligvis mange der kunne finde på, men decideret at opfinde en eller flere personer, for at få opmærksomhed? Det forstår jeg ikke.
Senest var det historien om Kemoland - der havde et par klare paralleller til historien om Fisken/Mark her på HG.
Hvad er det der gør at mennesker føler sig nødsaget til at føre andre bag lyset på den måde?
Læs artiklen her: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2755697/kemoland---en-loegnehistorie/
jun 2010
Følger: 45 Følgere: 61 Hunde: 2 Emner: 126 Svar: 3.855
Her kommer artiklen:
"ANNE KIRSTINE CRAMON, cand.mag i dansk og kommunikation samt seniorkonsulent i Geelmuyden Kiese
Flere medier har den seneste uges tid givet instagramprofilen ’Kemoland’ en del opmærksomhed. På profilen kunne man følge en ung, kræftsyg kvinde, Clara Maria, der fortalte om og beskrev sin kræftsygdom og et langt forløb med kemoterapi.
Gennem seks måneder lavede Clara Maria personlige opdateringer, der nåede bredt ud, og som berørte mange. Flere kendte danske bloggere har omtalt profilen over for deres mange følgere og beskrevet, hvordan Clara Marias historie har været med til at sætte deres liv i perspektiv, og hvordan den unge kvindes rørende ord og billeder har sat deres præg.
Sangeren Mads Langer har skrevet og dedikeret to sange til Clara Maria, og talrige medier har skrevet om profilen.
I mandags kom så den sidste opdatering på ’Kemoland’. Tre timer før hun døde, delte Clara Maria den sidste opdatering med sine mere end 18.000 følgere. Her skrev hun, at det nu var ved at være tid til, at hun ville forlade denne verden.
Næste dag lavede hendes læge en meget følelsesladet opdatering på hendes profil om, at Clara Maria var stille sovet ind. Selvom der på det tidspunkt havde været flere indikationer på, at profilen ikke var ægte, var opdateringen fra pigens læge en kraftig markør på, at der var noget, der ikke helt var, som det skulle være.
Som udgangspunkt er det vist en helt del i strid med de lægeetiske retningslinjer, at en afdøds læge laver følelsesladede dødserklæringer på afdødes sociale medie-sider. Det lugter lidt af, at der ikke var hold i historien.
I historien om instagramprofilen støder man på nogle interessante fænomener. Først og fremmest ledes tankerne hen på fænomenet catfishing. Catfishing er, når nogen opretter en social medie-profil og skaber en falsk identitet. Ofte anvendes der billeder af en fremmed person, som er mere attraktiv end den virkelige person bag profilen. Catfisheren sidder så bag skærmen og skaber en ønskeidentitet, som han eller hun bruger til at få kontakt til folk og skabe en relation – ofte af romantisk karakter.
I nogle tilfælde indleder almindelige mennesker deciderede forhold til mennesker, som de aldrig har mødt, og knytter stærke emotionelle bånd. Af og til er der tale om kærlighedsforhold, hvor de to involverede aldrig har mødt hinanden, men alligevel har været i dialog gennem flere år – telefonisk, på Facebook og via sms.
Catfishing handler om at skabe en mere attraktiv identitet, og ofte bliver catfisheren selv stærkt følelsesmæssigt involveret i relationen
Anne Kirstine Cramon
Måske er de endda forlovede. Fænomenet er mere udbredt, end man umiddelbart skulle tro, og ofte er penge og økonomisk berigelse slet ikke en faktor i svindelnummeret. Catfishing handler om at skabe en mere attraktiv identitet, og ofte bliver catfisheren selv stærkt følelsesmæssigt involveret i relationen.
Den amerikanske tv-vært Nev Schulman er ’mr. Catfish’ og står bag en dokumentar af samme navn, der fortæller historien om, hvordan han selv blev catfished. På et tidspunkt indledte han et forhold til en ung kvinde, Megan, som han kun kendte fra hendes facebookprofil. Nev kom i kontakt med Megan, da Megans lillesøster, den otteårige Abby, angiveligt havde sendt ham nogle malerier som en fangave.
Abby var tilsyneladende en helt fantastisk godt begavet otteårig, der var meget velbevandret i kunst og kultur, og som var en meget dygtig kunstmaler sin alder taget i betragtning.
Abby og hendes familie levede i det hele taget et fantastisk og meget kultiveret liv. I dokumentaren bliver Nev facebookvenner med Abby og siden hendes ældre søster, den 19-årige Megan, og de to pigers mor Angela, og han begynder at have kontakt til dem over Facebook.
Nev bliver mere og mere spundet ind i et netværk af historier og får samtidig et meget tæt forhold til Megan. De knytter et stærkt emotionelt bånd baseret på telefonsamtaler og kontakt på Facebook. Nev får på et tidspunkt en fornemmelse af, at der er noget, der ikke stemmer. Han beslutter sig for at undersøge sagen og opsøge familien.
Sammen med to venner kører han fra sin bopæl i New York til Michigan for at møde Megan og hendes familie. Det viser sig, at moderen, Angela, har spillet tre roller og været i dialog med Nev via tre forskellige identiteter. De to døtre, Megan og Abby eksisterer, men deres identitet stemmer slet ikke overens med den, som Nev har kendt via Facebook.
Abby er en helt almindelig otteårig, der aldrig maler, og som på ingen måde er det vidunderbarn, hun er blevet gjort til, og den 19-årige Megan er en trist skæbne, der på det tidspunkt er i afvænning for narkomani. Det er moderen Angela, der har spillet alle rollerne over for Nev.
Hele familien er et produkt af moderens fantasi, og det står klart for seeren af filmen, at moderen har fået skabt et ønskescenarie om sin egen familie. Nev er blevet lokket ind i hendes univers – sandsynligvis så hun ville kunne spejle sig i Nevs reaktioner på familien og få scenariet til at føles mere ægte.
Efterfølgende har MTV lavet et tv-program med Nev Schulman som vært. Programmet hedder ’Catfish – the TV-show’. Her tager Nev sammen med medværten Max imod henvendelser fra folk, der er blevet catfished og har forelsket sig i onlinepersoner. De henvender sig til programmet, fordi de bliver i tvivl om, hvorvidt de personer, de er forelskede, i rent faktisk også eksisterer.
LÆS OGSÅUnge er de nemmeste ofre for identitetstyveri
Programmet undersøger, om personen i den anden ende findes, og ofte viser det sig, at der er et rigtigt menneske bag profilen – men at dette menneske har skabt en onlinepersonlighed, som er langt smukkere, rigere, klogere, sjovere og dygtigere end personen selv. Og overraskende nok er økonomisk berigelse sjældent incitamentet for at skabe en onlineprofil. Det handler i langt højere grad om, at personen bag profilen får dækket nogle følelsesmæssige behov. Måske er det også tilfældet med personen bag ’Kemoland’?
Et andet fænomen, der bliver mere og mere udbredt, er, at især kvinder lyver sig syge på nettet for at få medlidenhed, omsorg og opmærksomhed.
Fænomenet har faktisk et navn – Münchhausen by internet. Det er en psykisk tilstand, som er opkaldt efter den psykiske lidelse Münchhausen-syndrom, hvor folk påfører sig selv skader og lyver sig syge for at få opmærksomhed – og den relaterede lidelse Münchhausen by proxy, hvor kvinder digter familiemedlemmer – oftest deres børn – syge og påfører dem skader for at skabe opmærksomhed og få omsorg fra f.eks. sundhedspersonale.
Et eksempel på Münchhausen by internet har vi fornylig set i Australien, hvor en ung kvinde ved navn Belle Gibson offentligt fik pillet sin historie fra hinanden. Det kom frem, at den 23-årige kvinde havde løjet om at have overlevet kræft ved hjælp af naturmedicin og en sund livsstil.
Hun havde brugt den falske historie som afsæt for at positionere sig som helseguru, og hendes påståede kamp tilbage fra kræft og kemoterapi blev på Instagram fulgt af over 200.000 mennesker, der alle betragtede hendes historie som et mirakel.
Ud over at have løjet, havde hun dog også samlet penge ind til kræftforskning, som hun havde stukket i sin egen lomme. Det var hamrende usympatisk. Ja, det var faktisk decideret svindel.
Samtidig bliver man som medieforbruger også nysgerrig og måske lidt betaget af, hvorfor nogen bruger så meget tid og energi på at skabe en historie og derefter bygger hele sit liv op omkring det. Det er en ekstremt tidskrævende øvelse, hvor tungen skal holdes lige i munden.
Man kan næsten ikke forestille sig noget, der er mere tidskrævende end at holde styr på så mange løgne og navigere i dem. Belle Gibson havde dog hele tiden sit eget ansigt på sin profil, hvorimod vi aldrig fik Clara Marias fra Kemoland at se. Og Kemoland udnyttede aldrig sine mange følgere kommercielt. Hun indsamlede ikke noget, og hun solgte ikke noget. Men hvad er drivkraften så? Måske er det bare et følelsesmæssigt behov hos personen bag, der skal dækkes.
Som følgere bliver vi vrede og føler os narrede, når vi opdager, at den historie, som vi har fulgt, og som vi troede var ægte, er pivfalsk, og at det, vi lod os rive med af, var løgne. Og selvom det måske var ægte følelser, der blev vækket i os, så er der noget fordækt ved at lade sig rive med af noget, som er det pure opspind. Man skammer sig en lille smule bagefter.
Sagen er den, at når vi forholder os til et medieprodukt, vil vi gerne kunne kategorisere det og sætte det i en kasse. Er det en ægte historie, vi får fortalt – eller er det fiktion? Vi har behov for denne viden, så vi kan fordøje det rigtigt. Uklarhed om, hvad der er ægte, og hvad der ikke er, er en problematik, som også er relevant andre steder end inden for sociale medier, og den er behandlet særligt meget i litteraturens verden.
Det kom frem, at den 23-årige kvinde havde løjet om at have overlevet kræft ved hjælp af naturmedicin og en sund livsstil
Anne Kirstine Cramon
Som udgangspunkt har vi medieforbrugere behov for at kunne afkode, om et medieprodukt er fakta eller fiktion, før vi kan forholde os til det. Afhængigt af, hvilken en af disse to betegnelser, der er tale om, vil vi opfatte produktet på en bestemt måde. Vi vil opfatte det som en ægte historie eller som noget opdigtet. En opdigtet historie kan stadig være gribende, men den ægte historie lægger i langt højere grad op til, at vi kan identificere os med den. Noget, der er sket i virkeligheden, vil også kunne ske for os, og identifikationen bliver stærkere.
I litteraturen kender vi dette bedrag fra begrebet om dobbeltkontrakten – som er den kontrakt, forfatteren indgår med sin læser. Der er et behov for, at forfatteren giver sit værk et tydeligt prædikat, så læseren ved, hvad det er for en type værk, han eller hun har at gøre med.
I litterære værker skelner man mellem værkets fortæller og værkets forfatter. Fortælleren kan gennem værket godt være upålidelig, men vi skal som udgangspunkt kunne stole på, at forfatteren giver os de rigtige oplysninger og sørger for, at der er den rigtige genrebetegnelse på.
Som læser er man altså nødt til at stole på, at hvis der står roman på omslaget, så er det en roman. Og omvendt, hvis genrebetegnelsen er, at det er en biografi. Forfatteren bryder et tillidsbånd til læseren, hvis det, man som læser troede var et biografisk værk med virkelige hændelser, egentlig i virkeligheden var pure opspind.
Så hvis jeg, Anne Kirstine Cramon, eksempelvis udgav et værk med en hovedperson, der også hed Anne Kirstine Cramon, ville det være oplagt at tro, at det var et biografisk værk, der indeholdt ægte og autentisk vidnesbyrd om mit liv. Hvis det efterfølgende viste sig, at det ikke var en biografisk fortælling, ville læseren føle sig narret.
LÆS OGSÅIdentitetstyveri: Lizl fandt sit billede på en andens Facebookprofil
Et klassisk eksempel fra den litterære verden er Jørgen Leth med ’Det Uperfekte Menneske’ fra 2005. Her beskriver han i en af scenerne, hvordan han tager kokkens mindreårige datter, når han vil. Præcis denne scene i værket skabte en ophedet debat om sexisme, koloniherrestil og hele det æstetiske arrangement – for passede det, hvad Leth beskrev i sin bog – eller var det blot opdigtet?
Yahya Hassans digte er eksempler på det modsatte. De bærer en klar genrebetegnelse – nemlig digte – men de læses af mange som Yahyas egen historie. Disse digte affødte en reel samfundsdebat, som har været baseret på, at digtene i nogen grad blev læst biografisk.
Tilbage til Instagram og sociale medier. Her behøver du ikke at være forfatter for at begynde at fortælle historier og blande genrerne sammen. Men som udgangspunkt forventer vi, at der er et ægte menneske bag, og at den disclaimer, der findes på profilen – i Clara Marias tilfælde, at hun var en kræftsyg 21-årig kvinde – har hold i sandheden.
En opdigtet historie kan stadig være gribende, men den ægte historie lægger i langt højere grad op til, at vi kan identificere os med den
Anne Kirstine Cramon
Der findes ingen regler om, at man skal fortælle sandheden, men der hersker en uudtalt konsensus om, at man skal være den, man giver sig ud for at være. Man må godt være medieret – men ikke for meget.
Når Clara Maria bag Kemoland viser sig at være en falsk person, bryder hun de uskrevne regler, og vi er nødt til at genoverveje og sætte spørgsmålstegn ved hele mediet. Vi ser også nu, hvordan der eksempelvis skabes en mistro over for alle onlineidentiteter, der fortæller om sygdomme. Det skaber altså bølger gennem hele social media-landskabet.
Særligt det faktum, at projektet har været så gennemført, og at brugeren bag har brugt mere end et halvt år på dagligt at skabe historien, er på en gang både skræmmende og fascinerende.
Vi ved, at virkeligheden på sociale medier er vinklet og medieret – men vi forventer, at der altid er en forbindelse til virkeligheden. Kemoland narrede os alle i sådan grad, at historien også blev en historie i aviserne.
Flere medier har således først skrevet historien om den kræftramte og derefter taget den ned igen, da det viste sig, at den var en and. Fyens Stiftstidende havde en historie under titlen ’Kræftramt pige revolutionerer instagram’, hvor linket nu er lige så dødt som Clara Marias instagramprofil og onlineidentitet.
I skrivende stund er der ingen, der ved, hvem der står bag profilen. Vi kender ikke motivet eller nogen af de nærmere omstændigheder. I social media-land bliver der i hvert fald større og større konsensus om, at historien var, hvad den var. En rigtig god løgnehistorie."
jun 2010
Følger: 45 Følgere: 61 Hunde: 2 Emner: 126 Svar: 3.855
maj 2008
Følgere: 65 Hunde: 2 Emner: 124 Svar: 6.716
jun 2010
Følger: 45 Følgere: 61 Hunde: 2 Emner: 126 Svar: 3.855
mar 2011
Følger: 1 Svar: 1.068
Personen bag Kemoland er angiveligt fundet, og hvis det er korrekt, så er det ikke den samme som stod bag HGs Mark/fisk.
Det er sgu tragisk på alle måder.
jun 2010
Følger: 45 Følgere: 61 Hunde: 2 Emner: 126 Svar: 3.855
feb 2006
Følger: 4 Følgere: 33 Hunde: 1 Emner: 562 Svar: 13.197
okt 2010
Følger: 18 Følgere: 1317 Hunde: 1 Emner: 203 Svar: 13.855
sep 2005
Følger: 1 Følgere: 82 Hunde: 2 Emner: 348 Svar: 6.178
maj 2008
Følgere: 65 Hunde: 2 Emner: 124 Svar: 6.716
maj 2008
Følgere: 65 Hunde: 2 Emner: 124 Svar: 6.716
jun 2010
Følger: 45 Følgere: 61 Hunde: 2 Emner: 126 Svar: 3.855
Münchhausen by proxy - når personen bruger børn/familiemedlemmer el lign til at skaffe sig opmærksomhed, ved at lyve om sygdom eller tilføje skader.
Münchhausen by internet - når personen bruger nettet til at fiske opmærksomhed, ved at lyve sig syg eller på anden måde i behov for hjælp og eller støtte.
feb 2013
Følger: 4 Følgere: 18 Hunde: 4 Emner: 30 Svar: 328
okt 2010
Følger: 18 Følgere: 1317 Hunde: 1 Emner: 203 Svar: 13.855
maj 2008
Følgere: 65 Hunde: 2 Emner: 124 Svar: 6.716
Catfishing på HG