Hjælp mig. Uddannelse og hund. {{forumTopicSubject}}

Hej derude.

Landet ligger lige for tiden sådan, at jeg går i ottende klasse i folkeskolen, og keder mig helt af r*v til. Jeg er ærligt talt ret træt af at skulle udholde halvandet år til, men der er jo ikke rigtigt nogen vej udenom. Derfor har tanken om UWC (United World College) strejfet mig, da jeg endnu ikke rigtigt ved, hvor jeg vil hen med karriere og sådan, og jeg derfor ikke kan tage nogen meget specifik ungdomsuddannelse. Dog tror jeg, at jeg skal i retning af noget universitets-halløj. Jeg er bare bange for, at jeg, hvis jeg starter på en gyminasial uddannelse, vil føle, at det bare er tre år til i folkeskolen, hvilket jeg ville være meget ked af.
Derfor har jeg overvejet UWC, som min storebror har gået på. Han stod i ca. samme situation som jeg gør nu, og min opfattelse er, at han var rigtigt glad for sit valg.

Problemet er bare, at hvis jeg rejser, så tror jeg ikke, at min hund får det liv, som hun har fortjent. Mine forældre har ikke styr på, hvad en hund har brug for, og de kan ikke tyde dens sprog og signaler. Det er mig, der står for al træning og alle gåture med hende. Det sker selvfølgelig, at min far eller mor tager hende på en kort tur på 20 minutters tid, men det er sjældent, og det er langt fra nok, selv hvis det var hver dag. Hvis jeg en dag beder dem om at aflaste mig lidt, for ud skal hun jo, ruller de bare med øjnene og siger, at jeg er pylret. Jeg har fortalt dem et utal af gange, at de tager fejl, men de vil ikke lytte. Særligt min mor er slem til at sige ting som "Jeg kender ingen, der forkæler sin hund i en sådan grad som du, så tag du det bare roligt" eller "Selvfølgelig behøver hun ikke at komme ud hver dag - Hun har jo haven!". Jeg har ikke snakket med hende om dette, da jeg ved, at hun bare vil feje mig af med et argument lignende de ovenstående.

Nå. Jeg beklager, at det blev halv-langt, men jeg er sgu lidt i vildrede. Så hvad skal jeg gøre?
Skal jeg simpelthen bare blive hjemme? Jeg ville simpelthen ikke kunne bære tanken om at skulle at skulle sælge hende, jeg elsker hende jo som min lille baby, jeg kan slet ikke forestille mig, at hun ikke er her. Men samtidigt ved jeg godt, at det er fuldstændigt og absolut uholdbart at sætte hendes liv på standby på den måde, som det ville blive. Hvad i alverden skal jeg gøre?

(By the way, jeg ved godt, at jeg dybest set er for ung til at have ansvaret for en hund, men jeg mener ikke, at hun lider nogen form for overlast, så længe jeg er her. Hold venligst en pæn tone)