Nu er min stil færdig! (: LANGT!!!!! {{forumTopicSubject}}

Nu er jeg blevet færdig med min stil.

Den hedder Begravelse
Vi skulle forsætte fra et lille stykke.

Men læs den og skriv hvad i syntes
Jeg tager i mod både ris&ros.

Der er flashback (menningen at det skulle stå med skråt, men ved ikke hvordan her inde- håber i kan se hvor flashback'ene er (: )

<b>På forhånd tak.







Begravelse

Jeg lynede min jakke, men inden vi gik ud af døren og hen til bilen, løb jeg op ad trappen og over til hendes værelse, min mor prøvede at stoppe mig, men min far tyssede på hende og lod mig være.
Nu stod jeg der foran hendes værelse, jeg vidste ikke om jeg nu skulle gå der ind eller bare stå foran og kigge, jeg åbnede døren forsigtigt og trådte ind.
Tingene stod som de var blevet forladt, hendes bamser lagde i sengen som de plejede, hendes dagbog var stadig åbent.
I det jeg gik hen i mod hendes dagbog føltes det som om hun sad i sengen og kiggede på mig, med hendes store brune øjne. I refleks kiggede jeg der hen, men selvfølgelig var hun der ikke. Hun var borte. Jeg magtede ikke at gå helt derhen, men gik i stedet for hen og kiggede ud af vinduet og på himlen, igen kiggede jeg på mine blanke sko, det var sært at have dem på.
Jeg var slet ikke vant til at have sorte og samtidig blanke sko på.
En tåre trillede fra min kind, det var på en måde først nu at jeg opfattede at hun egentlig var gået bort. Mine tanker havde kørt rundt i mit hoved siden ulykken, men først nu kom det helt frem at hun ikke bare var på ferie, men for alvor borte for altid. Jeg gik ud ad døren og lukkede den ligeså stille.
Ned ad trappen og ud af døren, nøglen sad i og mine forældre sad i bilen.
Åbnede bildøren og satte mig ind. Jeg kiggede ud af bilruden og tænkte på de dejligste minder om dengang hun blev født.
Jeg ventede udenfor fødegangen, jeg kunne høre min mor græde af glæde og min far snakke beroligende. Nu kom der en sygeplejerske ud og lagde sin hånd på min skulder. ”Du må gerne gå ind nu.” sagde hun. Jeg gik ligeså stille der ind, med små lydløse skridt.
Kiggede over på min mor, og hun gav et venligt nik. Jeg gik helt der over og der lagde hun, min lillesøster, så lille med de store brune og blanke øjne. Jeg tog min hånd og aede hendes lille kind.
jeg var lykkelig, nu var jeg endelig blevet storebror. Jeg var indtil nu, enebarn men endelig havde jeg fået en lillesøster. Jeg kunne ikke vente med at fortælle det oppe på skolen.
Far og jeg havde lavet hendes værelse i stand. Men de første par måneder og måske lige et år til, skulle hun sove inde ved mine forældre. Vi havde også hængt et navneskilt op på døren, Lærke, som hun skulle hedde.

Nu var vi ved kirken. Jeg åbnede døren og flere kom hen til os, min mor havde våde og sørgmodige øjne. Jeg så på min far, han græd ikke. Men jeg kunne se på ham at han var ulykkelig.
Min bedste ven kom hen imod mig, jeg havde egentlig ikke lyst til at snakke, men alligevel havde jeg brug for en god ven, at få følelserne ud med.
Vi havde ikke særlig lang tid til at snakke, men det hjalp alligevel at snakke om tingene eller i det hele taget, hjalp det bare at være sammen med sin bedste ven.
Nu gik vi ind i kirken, jeg fik en klump i halsen da jeg så den lille kiste og alle blomsterne.
Jeg kunne ikke lide tanken, om at det var min lillesøster som lagde i den kiste.
Vi satte os alle sammen ned. Jeg sad forrest med mine forældre og lidt af familie.
Bagved sad venner og familie. Præsten kom forbi og snakkede lidt med mine forældre, jeg sad og kun tænkte på min lille søster. Det var alt for tidligt, at hun drog bort.
Jeg sad lidt og faldt hen i mine tanker, da salmerne begyndte at blive sunget.
Jeg sang ikke med i den første sang, men jeg husker tydeligt hvad min lillesøster sagde juleaften hvis jeg ikke sang med i salmerne.
Det var juleaften, for tre år siden, og vi skulle af sted til julegudstjeneste.
Jeg tog med min mor, far og lillesøster. Min moster og onkel var hjemme og så efter maden.
Lærke sang det hun kunne, højt og tydeligt prøvede hun de vers hun kunne læse.
Jeg var ikke rigtig for at synge med, for mine venner var ofte med i kirken, med deres familier.
Jeg vidste at hvis de hørte mig synge med, ville jeg blive gjort til grin efter ferien.
Men Lærke, fik mig presset til at synge med til sidst. Hvis jeg ikke sang med når hun havde sagt det én gang, gav hun mig et lille ”hug” i siden, så jeg sang med.
Med et smil om læben sang jeg da et par vers, og hun fniste. Det gjorte mig glad, at se hun smilte når man sang med.
Der skulle meget til at gøre Lærke ked af det. Hun var en sej lille én.
Hun var altid glad og hendes latter kunne gøre mig glad på en trist dag.

Jeg ”vågnede” op fra mine tanker og sang med salmerne. Jeg kiggede bagud og så at selv min bedste ven sang med, han smilede til mig og jeg smilede igen og smilte. Jeg sang med igen og dette var hendes ynglings sang. Det var ”sov sødt barn lille” Den passede så godt til hende.
Hun nynnede den næsten hver gang vi havde været i kirke, også selv om vi slet ikke havde sunget den.
Det var min mor som havde valgt denne sang til begravelsen.
Hun vidste at det ville have glædet Lærke. Jeg vidste også inderst inde, at Lærke ville synge med hvis hun havde siddet her.
Vi sang fire salmer og så gik præsten op på prædikestolen og begyndte at tale om denne sørgmodige dag. Der var nu flere som snøftede og jeg kunne selv mærke at der samles en klump i halsen, men jeg holdte tårerne tilbage. Præsten fortalte om hvor glad Lærke altid var, når hun kom i kirke og at hun altid var en glad om hjælpsom pige.
Min mor begyndte at græde, ligeså resten af familien.
Jeg kunne for alvor mærke at, nu pressede tårerne. Jeg kunne ikke holde dem tilbage, og nu styrtede tårerne ned af mine kinder.
Det var sidste salme, og jeg sang med i hele sangen. Jeg vidste at hvis Lærke var her, ville hun være blevet meget glad. Hun ville have lænet sig op ad min skulder og sunget med.
Men hun var borte, jeg ville aldrig høre hendes stemme, jeg ville aldrig mærke hendes altid varme hænder på min hånd, når vi var ude at gå. Jeg ville aldrig se hendes smil og høre hendes latter.
Kun disse minder vil være gemt.
Sidste salme var færdig og kisten skulle bæres ud. Alle i sort og triste. Enten grædende eller med smilet omvendt.
Jeg skulle bære kisten, sammen med min far og fem andre fra familien. Igen alle i sort. Med ”mulerne” hængene ned ad, gnisten i folks øjne var væk.
Jeg havde besvær med at gå med kisten, jeg var lige ved at bryde sammen. Min mor kom op ved siden af mig, hun støttede mig, jeg var næsten 20 cm. Større end hende. Men hun vidste at hun kunne holde til det.
Jeg kiggede op, solen skinnede direkte ind i mine øjne. Jeg knep mine øjne sammen, og kiggede op igen. Der holdte den sorte bil, med hvidt stof indvendig og med blomster i hjørnerne.
Jeg stod lidt, selv om bilen var kørt. Nu skulle hun altså begraves…
Folk kom hen til mig og gav hånd eller knus, de sagde medfølende ord, men intet kunne få min lillesøster tilbage, ingen ord.
Der var intet som kunne få hende tilbage til mig. Jeg havde tænkt mange ting om hvorfor lige hende og ikke naboen? Men jeg kunne aldrig få svar.
Jeg havde aldrig prøvet at miste, nogen jeg holdte så meget af.
Det eneste jeg havde mistet var en guldfisk… Men det er jo bare en fisk, og ikke ens lillesøster!
Vi satte os ind i bilen, min mor var dybt ulykkelig det samme med min far, han kørte lige bag den sorte bil. Mine tårer var væk, jeg kunne ikke græde nu, tankerne var helt fyldt op og intet kunne forstyrre mig. Jeg kiggede enten ud af sideruden eller ud af forruden og over på den hvide kiste med de røde roser.
Jeg kunne se kirkegården nu. Den sorte bil drejede af, og ned langs det larmende grus.
Kisten blev båret ud, og nu skulle Lærke sænkes ned…
Jeg begyndte at græde imens hun blev sænket ned, Det gjorte alle andre også.
Jeg kunne ikke helt forstå at, nu var det nu. Præsten sagde hvad han skulle og til sidst, ”til jorden er du kommet, og til jorden skal du genopstå” Efter disse ord, bryd min mor sammen, hendes søster trak hende lidt væk, og bagefter kom hun tilbage.
Jeg fik en flot lyserød rose, hendes ynglings farve, jeg smed den ligeså stille ned og sagde farvel lillesøster.
Jeg gik tilbage og et par andre fra familien sagde også farvel til hende.
Imens folk sagde farvel huskede jeg tilbage på ulykken…
Det var en uge efter hendes 12 års fødselsdag. Hun havde fået en ny cykel, lyserød, som hun havde ønsket sig. Selvfølgelig havde hun også lige fået en flot ny cykelhjelm.
Hun var overlykkelig, det kunne ikke beskrives.
Det var første gang at, hun skulle ud at cykle. Det havde regnet næsten en hel uge.
Så hun glædede sig rigtig meget.
Hun havde spurgt mig om jeg ikke nok ville tage med hende ud at cykle.
Jeg sagde at det skulle jeg nok, men det kunne først være om en time.
Lærke blev utålmodig og gjorte sig klar til at cykle…
Hun tog sin cykelhjelm på og trak sin cykel ud af garagen. Jeg kunne høre at hun ringede med sin Disney ringeklokke, så jeg tog mit tøj på og gik ud til hende. Hun smilede over hele ansigtet.
”vil du se hvor hurtigt jeg kan køre Lasse?” Spurgte hun til mig.
Jeg svarede ja, og hun cyklede med fulde hammer.
Hun cyklede ned ad bakken. Jeg kunne høre bremse lyde fra en bil og Lærke skreg.
Jeg løb ned ad bakken og over til Lærke, bilisten var stoppet 100 m. længere henne.
Han kom løbende over til mig, og gik rundt i ring. Jeg kunne se at han var chokeret.
Han prøvede at yde førstehjælp men intet hjalp. Der var ingen livstegn fra hende.
Jeg var selv chokeret der lå hendes krop helt forslået og blodig.

Hendes kæde var hoppet af, og hun kunne ikke bremse, hun var kørt direkte ind i en modkørende bil. Hun havde kun koncentreret sig om at bremse og var drejet om på modsatte side.
Jeg tog min mobil telefon op og ringede til alarmcentralen.
Imens jeg ventede på ambulancen, kom der en ældre dame løbende over til mig.
Hun prøvede at berolig mig, men jeg kunne ikke blive beroliget, jeg græd og var ude af mig selv.
Politi og ambulance kom efter et par minutter. Politiet blev ved bilisten og den ældre dame.
Jeg tog med ambulancen. Jeg gav politiet mine forældres telefonnummer. Jeg havde ikke selv tid til at ringe, mine tanker var ikke klare. Jeg måtte bare med ambulancen.
Den kørte med fuld udrykning. Vi kom op på sygehuset og de kørte væk med hende…
Jeg stod der helt alene på den lange gang.
Så kom der en sygeplejerske og fandt en stol til mig. Sygeplejersken sad ved mig til mine forældre kom. Jeg sagde ingenting, havde billedet af min lillesøster liggende på vejen inde i hovedet. Jeg kunne ikke glemme det tomme blik.
Mine forældre kom løbende ad gangen, da de kom brød jeg igen sammen. Jeg vidste næsten hvad der ventede os. Efter hvordan hun så ud, kunne jeg ikke tænke positivt.
Lægen som havde prøvet at redde hende kom ud til os og meddelte beskeden.
Lærke havde ikke klaret kvæstelserne. Hun var død på stedet.
Min mor begyndte at græde og min far ligeså. Vi gav hinanden knus, og senere måtte vi gå ind og sige farvel til hende.
Der lagde hun, helt stille. Jeg kunne ikke holde øjnene væk fra hendes smadrede cykelhjelm.
Jeg følte at det hele var min skyld. Hvorfor kunne jeg ikke lige have gået med hende med det samme? Hvorfor skulle jeg vente en hel time? Hvis jeg ikke havde ventet denne ene time, havde hun måske ikke været død.
Jeg vendte blikket mod Lærke. Hun havde ikke blod over det hele. Lægerne havde vasket det værste væk. Men sårene og skrammerne var der stadig.
Hendes ben og arme måtte vi ikke se. Det eneste vi kunne se var hendes lille ansigt.
Helt kold og livløs. Nok lagde hun der, men hendes sjæl var vandret bort.

Begravelsen var slut nu. Nu skulle vi hjem, det var kun nogle fra familien som skulle med hjem.
Jeg havde mest af alt bare lyst til at være helt alene.
Men jeg ved at Lærke ville ønske der kom nogle med. Så jeg tog mig sammen og snakkede med dem.
Der blev ikke snakket for meget om Lærke. Min mor kunne ikke holde til at bryde sammen mere.
Hendes øjne var opsvulmede, og hun hostede meget.
Hun måtte ikke tage mere valium, det var ikke godt for hendes heldbred.
Jeg gik op på mit værelse da gæsterne var gået. Jeg sad der inde godt og vel en time og derefter gik jeg ind på Lærkes værelse.
Det føltes forkert. Jeg kunne ikke finde ord for det tab af hende. Det er svært at snakke med mine venner om tabet af Lærke. Jeg kan ikke finde ord om tabet.
Jeg ville ikke læse i hendes dagbog, hun var altid så hemmelighedsfuld når hun skrev i den. Jeg drillede hende med at lade som om jeg læste. Hun grinte altid, når jeg nu gjorte det.
Men de tider er ovre.