3 år siden jeg mistede Jobbe {{forumTopicSubject}}

Det er nu 3 år siden jeg mistede min søde søde mopshvalp Jobbe og hold op hvor jeg stadig savner ham. Jeg havde ønsket mig en mops hele mit liv så jeg var så glad de det endelig blev muligt for mig at købe mig min helt egen mops.

Da jeg fik Jobbe var han alt det jeg ønskede mig. Jeg købte ham af en dame som havde hans mor som jeg også mødte. Jeg blev fortalt at hun havde DKK tavle og så den også. Jeg så også farens DKK tavle. Jobbe havde dog ikke tavle da hendes som havde tæven ikke havde været på udstilling med hende. Men hun var testet fri for diverse sygdomme. Jeg så også de papirer.

Den første tid med Jobbe var perfekt. Han var den dejligste lille hundehvalp. Han var ikke bange for noget og elskede alle mennesker og hunde. Jeg trænede meget med ham og han var så dygtig til klikkertræning.

Desværre varede lykken ikke evigt. Jobbe fik en alvorlig bakterie infektion i øret som krævede behandling med øredråber 3 gange dagligt. Det gjorde ondt på Jobbe og han skreg hver gang jeg skulle dryppe hans ømme øre.

Så snart vi havde fået bugt med hans øreinfektion begyndte han at få knopper på maven og klø sig meget. Dyrlægen havde meget svært ved at afgøre hvad der var galt med ham men til sidst viste sig til at det var hårsækmider. Dette måtte han selvfølgelig også i behandling for. På dette tidspunkt kontaktede jeg opdrætteren for at få tilsendt kopier af Jobbes forældres tavler. Men da jeg spurgte om dette benægtede hun at have sagt de havde DKKtavler og ville ikke sende noget. På dette tidspunkt var jeg også klar over at hendes historie og de "tavler" jeg så ikke har været ægte lige som sundhedsundersøgelserne af hundene heller ikke have været det. Jeg prøvede efterfølgende at kontakte hende men jeg kunne ikke længere få fat i hende (Hun afleverede Jobbe hos mig med den undskyldning af hun gerne ville se hvor han kom til at bo).

Der gik efterfølgende ikke lang tid før Jobbe begyndte at trække på sit ene forben. Jeg tog naturligvis til dyrlægen med ham og fik taget billeder af sit ben. Det viste sig at Jobbes ben voksede forkert. Han to knogler i benet voksede ikke lige hurtigt. Det ville kræve en stor og dyr operation hvis han ikke skulle aflives nu. Denne besked fik jeg 23. december så det år havde jeg en rigtig træls jul.

Efter at jeg også fik taget billeder af Jobbes andre ben tog jeg den beslutning at få ham opereret. Det var en operation hvor Jobbes knogler blev savet over og noget ben fra den ene knogle blev fjernet. Efter operationen hverken kunne eller skulle Jobbe være alene så jeg måtte sygemelde mig fra min uddannelse.

Det viste sig dog meget hurtigt at benet stadig ikke voksede som det skulle. jeg tog derfor til dyrlægen med ham igen hvor de forsøgte at rette benet op. Dette lykkedes dog ikke og jeg tog tilbage igen. Jeg var ved dyrlægen med Jobbe MINDST hver anden dag i de følgende 3 uger. Dyrlægerne forsøgte at sætte hans ben på plads 9 gange men uden held. Desuden var det meget smertefuldt for Jobbe at skulle have benet rettet ud hver gang.

Midt i alt dette her havde jeg været sygemeldt så længe fra min uddannelse at jeg måtte stoppe. Dette betød desuden at jeg skulle flytte fra min lejlighed og måtte flytte op til min søster. Men dette gjorde jeg selvfølgelig gerne bare Jobbe ville få det bedre.

Men som sagt fik Jobbe det ikke bedre. Tværtimod. Han havde mange smerter, benet voksede tydeligvist helt forkert og han situationen begyndte at påvirke Jobbe psykisk. Han blev udadreagerende overfor andre hunde og fremmede mennesker.

Til slut måtte jeg sige stop til flere forsøg på at rette Jobbes ben op. Det var ikke fair overfor ham mere. Dyrlægen foreslog en amputation af benet. Men da han allerede have mindre gode hofter var jeg ikke overbevist om at dette var e løsning for Jobbe. Han fik derfor taget yderligere billeder af sine ben. Her viste dig sig at han allerede nu var begyndt at udvikle slidgigt i hans skuldre fordi han brugte benene forkert.

Jeg var så ked af det men der var intet andet rimeligt at gøre overfor Jobbe end at give ham fred. Jobbes forbindinger blev taget af og han fik lov at gå uden i en uge og gå alt det han ville på benet (i den lange periode fra han blev opereret til nu havde han slet ikke måtte støtte på benet og skulle derfor holdes i ro hvilket var meget svært for ham).

I den sidste uge af Jobbes liv gik og løb han på benet som ikke længere var rettet ud (det var hvad der gav ham smerterne) Desuden var han smertedækken. Han var så glad og blev den samme glade og sjove hund som jeg havde før operationen. Han kom med i skoven hver dag og hele den uge handlede mit liv bare om at give Jobbe så gode dage så muligt. Dyrlægen kom hjem til os og Jobbe sov ind mens han lå i mine arme.

Han var min første hund (bortset fra den hund mine forældre havde da jeg var barn) og han var en hund jeg altid havde ønsket mig. Og på trods af alle hans problemer var han sådan en dejlig hund og jeg savner ham stadig så meget. Det var så uretfærdigt at han skulle have så mange problemer.

Jeg har ikke haft lyst til at skrive om det her inde før nu men nu hvor der er 3 år siden synes jeg alligevel jeg ville dele hans historie med jer og håber I vil gå ind og se billederne af ham og se hvor dejlig en hund han også var.