Så har vi sagt farvel :'-( {{forumTopicSubject}}

I dag kom dagen.. Jeg har i dag sagt farvel til min elskede Sargo Jeg har grædt så meget siden han fik sprøjten, at jeg nu sidder med en forfærdelig hovedepine og ikke mindst et forfærdeligt tab. Det føles så forkert, ikke længere at have min altid glade hund, til at løbe rundt på gården sammenmed mig. Han var så fantastisk, han var den beste hund vi nogensinde havde kunnet ønske os. Sargo var speciel, men altid 100% sig selv, Sargo var Sargo<3
Jeg har været sammen med ham hele dagen, taget billeder, grint, gået på opdagelser, hygget og leget. Han er blevet forkælet til det sidste. Klokken 16:45 kom dyrlægen. Jeg sad nede ved Sargo og nussede ham, han lå så fint der på gulvet. Som altid blev han glad da dyrlægen og min far kom ind, hans lille hale logrede og logerede, han var så glad for at få besøg.. Og det hele bare bare endnu bedre da dyrlæge tog noget op af lommen. Han var bare så glad, min lille Sargo. Dyrlægen sagde flere gang "Du er sådan en fin hund". Selvom han ved vi har haft store problemer med Sargos aggresivitet vidste han også hvor flink Sargo nu var blevet. Jeg fik Sargo hen og ligge i sin hundekurv, med sit brune tæppe og bamserne: Slaske, Bernhard og Bjørn.
Klokken 17:00 ca. fik han en bedøvende sprøjte. Dyrlægen forklarede grundigt hvad der ville ske, hvad han ville føle, og hvad næste skridt var, for det ved han, jeg bedst kan lide at vide.
Sargo pev da han fik sprøjten. Dyrlægen havde sagt, at han ville kunne mærke en "svien" idét han sprøjtede bedøvelsen ind. Han ville miste sit syn først, dernæst følelsen og tilsidst hørelsen. Men da Sargo har været døv længe var det sidste han mistede følesansen.
Han var meget rolig, min lille hund. Da han var faldet i søvn, fik han den klare blå væske sprøjtet ind i højre forben. Dyrlægen fortalte, at hans blodtryk var lavt. Sargo var ikke længere hos os, klokken 17:15...
Han vil for evigt og altid være i vores alles hjerter<3
<b>Hvil i fred min elskede ven, jeg vil savne dig..<3</b>

- Sargo blev 11 år og 17 dage gammel.
Han havde et ondardet kræftsår i øret og gigt i bagbenene. Selvom han var så glad, havde han smerter, og det var ikke længere acceptabelt overfor ham..
Han kæmpede virkelig imod. Selv da han var dybt inde i bedøvelsen prøvede han at rejse sig, trods hverken synet, følesansen eller hørrelse fungerede. Han viste det ved at slå med forbenene.

Det er så forfærdeligt at miste Jeg savner ham så meget..

Måtte lige ud med det..
Undskyld det blev langt, men det kunne ikke gøres kortere..

-Julie Erlang