{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.364 visninger | Oprettet:

Læs den her før du anskaffer en hund. {{forumTopicSubject}}

Denne novelle fortæller alt om hvad et kæledyr kræver, forlanger og GIVER...

Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le. Du kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været “uartig” sagde du til mig med løftet pegefinger “hvordan kunne du gøre det?”, men så lod du dig formilde og kløede mig på maven.

Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke kunne blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt ind for at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi “is er dårligt for hunde,” sagde du), og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme hjem sidst på dagen.

Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din karriere, og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig, trøste dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev forelsket.

Hun, som nu er din hustru, er ikke et “hundemenneske” - alligevel bød jeg hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og lystrede hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.

Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af de små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig af dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem noget, og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller et hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev hurtigt en “kærlighedsslave”.

Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast til min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne, undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at lise mig ind i deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.

Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde hund - tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig. Gennem de senere år har du blot svaret “ja” og skiftet emne. Jeg er gået fra at være “din hund” til “bare en hund”, og du brød dig ikke om at have udgifter i forbindelse med mig.

Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter til en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den rigtige beslutning for din “familie”, men der var en tid, hvor jeg var det eneste familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du udfyldte papirerne og sagde “Jeg ved, du vil finde et godt hjem til hende”. De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med “papirer”. Du var nødt til at vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg “Nej, far! du må ikke lade dem tage min hund!” Og jeg blev bekymret for ham og for, hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar og om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du havde en deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de to rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder i forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem til mig. De rystede på hovedet og sagde “Hvordan kunne du gøre det?”

De er så opmærksomme over for os her på internatet, som deres travle hverdag tillader.

De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage siden.

I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til forsiden i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare var en ond drøm . . . eller jeg håbede, at det i det mindste ville være nogen, som brød sig om mig, en eller anden, som ville redde mig. Da jeg indså, at jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage til et fjernt hjørne og ventede.

Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet stille rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle ske, men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var talte. Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun bærer, vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste, hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben, mens en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme måde, som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt stak hun nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe gennem min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige øjne og mumlede “Hvordan kunne du gøre det?” Måske forstod hun mit hundesprog, for hun sagde “Undskyld”. Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det var hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare mig selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at udtrykke, at mit “Hvor kunne du gøre det?” ikke var møntet på hende. Det var dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på dig for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.

SLUT

Note fra forfatteren...
hvis “Hvor kunne du gøre det?” gav dit tårer i øjnene, da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den udgør den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert år dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er behørigt forsynet med copyright-noten. Brug den til uddannelsesformål, på jeres hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og dyrlægekonsultationers opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et kæledyr ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem for dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse aflivninger og støt alle sterililsationskampagner for at forhindre uønskede dyr.


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Læs den her før du anskaffer en hund.
  • #1   17. aug 2010 ja den er bare vildt sørgeligt og ja man skal tænke sig rigtig godt om før man anskaffer sig en hund ja faktisk alle dyr

  • #2   17. aug 2010 Husk også lige og læs lidt om den hunderace du påtænker og købe
    og overveje om du har tiden til en hund
    om du ved du vil flytte til anden lejlighed, og om du vil vente med og flytte til du finder en hvor du må have hunden
    Om der er plads og tid til hunden , hvis du bliver far/mor
    Om dine uddandelsesplaner også kan indeholde en hund.
    En hund er et levende væsen og ansvaret for den er dit. Også i svære tider.


  • #3   17. aug 2010 det er jo netop det teksten fortæller...

  • #4   17. aug 2010 Ej puuuha, tårerne triller bare ned af kinderne på en.
    Hvor er det godt skrevet, og hvor er det bare rigtigt. Det vil jeg aldrig byde min guldklump, forstår slet ikke hvordan folk kan byde dem det.


  • #5   17. aug 2010 Puha, fældede da godt nok lige nogle tårer der.
    Det ville jeg aldrig kunne gøre, men nu er jeg også sådan, at jeg rent faktisk fandt mig et hus, og ikke en lejlighed, af den årsag at jeg ville have hund, og jeg ville aldrig flytte herfra og til et sted hvor der ikke er plads til hende, hun skal med og kan hun ikke komme det, jamen så går jeg heller ingen steder, det er helt sikkert.


  • #6   17. aug 2010 Mette A:
    Lige mine ord.. Nøj hvor jeg tudede... hvordan kan man dog overhovedet gøre sådan noget.. Om jeg begriber hvordan man kan "slikke sig af med" sit "barn" på den måde.... Jeg ville aldrig nogensinde kunne gøre det....

    Jeg skulle have været til vejledning idag angående min afhandling, som jeg skal aflevere her om ti dage. Min hund har så fået fjernet en tå for 5 dage siden og har ikke måtte komme ud og gå siden. Det har betydet at han i frustration og stress over at være understimuleret har tisset på gulvet i nat (han er ellers 100% renlig), og da jeg tog sko på i morges kiggede han sørgmodigt på mig som om han tænkte "må jeg ikke nok komme med ud og gå".

    Jeg steg på bussen, ti minutter efter steg jeg af og gik hjem. Jeg kunne ikke bærer at min hund skulle være alene hjemme i fem timer. Jeg gik hjem, gav ham en fornuftig forbinding på poten og gik en stille, kort tur med ham.. Han blev SÅ glad og har bare været rolig og afbalanceret hele dagen... Jeg måtte tage vejledningen over telefonen og har ikke fortrudt et sekund at jeg valgte hunden frem for min uddannelse/afhandling!!!!


  • #7   17. aug 2010 Hov "skille sig af med"

  • #8   17. aug 2010 M hysted:
    nej.. men jeg håber det får en til at tænke lidt over hvilket ansvar man har som dyreejer...


  • #9   17. aug 2010 Overhovedet ikke hehe, synes jeg da. Men du blev vel rørt af den et eller andet sted eller på en eller anden måde, gjorde du ikke? Man kan sagtens blive rørt uden at vræle hehe

  • #10   17. aug 2010 Pyyyyyh ha.. Tårerne triller ned af kinderne nu !!


  • #11   17. aug 2010 Ja ikke smiley

  • #12   18. aug 2010 blev helt ked da jeg jo var i en situation hvor jeg følte jeg var nødt til at skille mig af med min gamle vaps, der var 10 år der... men alt gik da heldigvis i den rigtige retning og hun er her endnu... nu er jeg måske ved at få endnu en hund til gården... :o)
    en stor bamse...
    men for ikke at træffe den forkerte beslutning vil vi lige tænke over det et par dage ekstra... Har aldrig anskaffet mig en hund der er flyttet herfra... og håber heller ikke det kommer til at ske... jo måske et kuld hvalpe...
    ...


Kommentér på:
Læs den her før du anskaffer en hund.

Annonce