kender i det ?? kender i det ??
Jeg har en himmelhund.
Jeg bestemte hvornår hun skulle i himmelen og må leve med den beslutning resten af mine dage.
Freia var en lille d/s gårdhund + gravhund og jeg havde hende i 10 år.
Hun vejede 6,5 kg og var totalt frygtløs. En rigtig alfa hund , der ikke gik af vejen for nogen.
Til det sidste var jeg stadig i tvivl om , hvem af os der var øverst.
Hun var sin egen , og blev virkelig mopset hvis jeg korrigerede hende.
Hun så tv hver aften , og var der dyr på skærmen fik de lige besked.
Hun lå hos mig hver nat i alle årene og sad sammen med mig de fleste aftener ( hvis hun altså ikke lige var gået mopset i seng )
Hun fik grå stær da hun var 7 år og det kom i attack , for hver gang var der en ny tilvænnings fase , men hun indordnede sig hver gang.
Da hun var 10 fik hun endnu en forværring af stæren og kunne ikke tilpasse sig den nye begrænsning.
Hun blev bange når hun var ude , kunne ikke længere tage afstand til at hoppe op i møblerne/ sengen, men gik hvileløs rundt indtil jeg kom hjem og kunne løfte hende op ( Freia kunne ikke drømme om at sove på gulvet )
Dyrlægen som aflivede hende , spurgte om jeg ville have hende udredt for hendes stær og om man kunne bedre tilstanden. Jeg afslog , dette velmenede tilbud da jeg ikke kunne bære at Freia skulle al det igennem uden at kunne orientere sig.
Og nu går mine tanker ofte på at , hun kunne jo have været hos mig den dag i dag , hvis jeg ikke havde taget den beslutning , vi kunne stadig have sovet sammen og hygget os.
Hensynet til hendes psyke er begyndt at træde i baggrunden og længslen og usikkerheden omkring denne uigenkaldelig beslutning er fremme.
Kender i det ?
Og nu er jeg samtidig begyndt at frygte den dag hvor jeg måske står i sammen situation med min lab.
Jeg savner sgu den lille sure skid
mar 2008
Følger: 77 Følgere: 75 Hunde: 9 Emner: 1.503 Svar: 10.034
min sure stodder hed pølse. en fæl vranten ildelugtende pomeranian. som jeg elsede over alt på jorden.
han var min aller bedste ven og der går ikke en dag uden jeg tænker på ham.
jeg burde måske nok have ladet ham aflive - men han havde det okay og fald selv død om til sidst. men omvendt dig så plages jeg lidt af dårlig samvittighed over at jeg ikke gav ham fred noget før - og over at jeg forsøgte at overtale dyrlægen til at behandle ham med kemo.
men vi skal jo leve med de beslutninger vi tager. jeg trøster mig sog med at dyrlægen selvom hun klar meldte ud at hun nok havde aflivet ham - ja så levede han ikke i smerter. eller lig. men vi havde så også en klar aftale om at hvis han blev det mindste dårligere så skulle han have fred. det nåede han så dog aldrig - da han døde af sig selv - hurtigt og uden pinelser efter en dejlig skovtur
maj 2007
Følger: 42 Følgere: 145 Hunde: 5 Emner: 1.145 Svar: 38.489
Han var lidt plaget af gigt på sine sidste år, men frisk og frejdig. Han var 12 år.
Pludselig en morgen ville han ikke spise sin mad. DET lignede ikke ham, så jeg kørte til dyrlægen med det samme. Hun tog hans temperatur: 40,3.
Hun spurgte hvor meget de skulle gøre ved ham (vi var HELT enige om i flere å¨r, at den dag hvor han led, var det slut)? Jeg bad dem tage diverse prøver og tests for at finde ud af, hvad der var galt med ham.
De ringede om aftenen at de ikke havde kunnet finde noget i testene, men at de havde sendt en del tests til Tyskland og forventede svar ugen efter. De tilbød at jeg kunne få ham hjem i weekenden. Han havde stadig høj feber, men de vidste at jeg nok skulle holde øje og at han ville have det meget bedre herhjemme.
Jeg takkede selvfølgelig JA tak!! Og var glad
Indtil der var gået 5 minutter efter samtalen. Så slog det mig som en hammer: "For hvis skyld skulle han igennem alt dette?? Hvad nu hvis tyskerne heller ikke fandt noget?? Hvad hvis vi ikke kunne få feberen ned??".
Jeg måtte erkende for mig selv at jeg var bundhamrende egoistisk i min tankegang da jeg sagde ja til at få ham med hjem. JEG ville have ham hjem. JEG ville have at han skulle klare det og overleve. JEG ignorerede at hunden lå med høj feber, som man ikke kunne få ned. FØJ hvor jeg hadede mig selv.
Så jeg ringede til dyrlægen og sagde at jeg havde fortrudt og at nu stoppede vi. Vi ville komme ned og sige farvel og sidde sammen med ham, når han fik den sidste sprøjte. Det var han HELT med på og mente også at vi skulle stoppe nu.
Jeg havde forventet at komme ned til en hund, som ville være glad for at se sin moar, far, mormor og morfar. En romantisk drøm om at han ville komme hen til mig, at jeg ville sætte mig på gulvet sammen med ham og få ham til at ligge på skødet som han yndede.
Men virkeligheden var en ganske anden. Han lå bare på gulvet og var meget meget langt væk i sin feber"rus". Han registrerede at vi kom ind, viftede en enkelt gang med halen og var så "væk" igen.
SÅ vidste jeg at jeg havde truffet den helt rigtige beslutning.
Vi satte os alle 5 (inklusive dyrlægen) på gulvet og holdt om ham og fortalte ham hvor højt vi elskede ham da han sov ind.
Gu er det hårdt. Men man skal hele tiden have for øje: "For HVIS skyld skal hunden leve??".
Ps: Prøverne fra Tyskland viste intet. Så hvorfor han pludselig blev så dårlig, ved ingen.
jun 2008
Følger: 10 Følgere: 9 Hunde: 3 Emner: 56 Svar: 3.215
Jeg har mistet to hunde i mit liv. En til mavevending (Bonzo på min profil), han blev kun 7 år, og Joske som blev aflivet da han fik en ondartet kræftknude i mundhulen, han blev næsten 13. Savner dem begge to afsindigt....
aug 2008
Følgere: 8 Hunde: 1 Emner: 104 Svar: 5.000
Dyrlægen ringede under operationen. Han anslog, at hun måske havde 3 gode måneder tilbage før det for alvor ville gå ned ad bakke. Min eks og jeg var ikke længere sammen på det tidspunkt, men vi valgte i fællesskab at få hende aflivet med det samme. Der var ingen grund til at hun skulle vågne igen med smerter efter operationen og så skulle til at komme sig efter den bare for at vi kunne få nogle måneder ekstra med hende. Det var hårdt, men det var en beslutning som jeg aldrig nogensinde har fortrudt eller været i tvivl om.
For mig er usikkerheden ofte noget af det værste. Jeg fik en kat aflivet pga. kronisk nyresvigt. Han var lige knap 15 og jeg havde haft ham siden han var 12 uger gammel. Jeg synes at det var utroligt svært at vurdere hvornår det var tid. Jeg kunne godt se at han gik og skrantede, men han spiste fint og var tilsyneladende frisk og glad, kunne selv klatre op på yndlingspladsen i kattetræet, selvom det ikke gik så hurtigt længere og han sov mere end han plejede.
Så en morgen begyndte han at trække vejret meget tungt, han bad om at komme udenfor, men jamrede da jeg løftede han op og havde ufrivillig vandladning...Der ringede jeg til dyrlægen og vi fik tid samme eftermiddag. Selvfølgelig livede han op så snart jeg havde lagt røret på og var sit gamle jeg igen, men vi holdt fast i dyrlægeaftalen.
Vi snakkede med dyrlægen, som også mente det var tid og som var overrasket over at han havde holdt så længe efter diagnosen, men jeg var alligevel naget af skyldfølelse i over et år. For havde jeg været for hurtig til at få ham aflivet? Og hvad ret havde jeg til at beslutte mig for at han skulle dø lige præcist den dag?
Skyldfølelse holdt lige indtil den dag hvor jeg fandt et billede jeg havde taget af ham kort tid før han døde. Jeg havde ikke kunne se det dengang, men han så virkelig dårlig og afkræftet ud, så der fik jeg endegyldigt bekræftet, at jeg havde taget den rigtige beslutning.
kender i det ??