Når man rammer bunden Når man rammer bunden

Jeg har længe overvejet at skrive dette indlæg, men har ikke haft "lysten" da jeg ikke bryder mig om at putte mit privatliv ud på nettet og derudover har jeg læst andre lignende indlæg, hvor folk begynder at skyde med skarpt og mener at "sådan er det bare"

Men nu gør jeg det, med fare for at blive høvlet ned og stemplet som dårlig hundejer, så rækker jeg sku hånden ud for hjælp lige nu.

Vi bor i et rækkehus, min kæreste, min hund og jeg. VI har boet her i over 2 år, og det her rækkehus er noget værre lort og det bliver værre og værre. Loftet er utæt (til trods for at der er lagt nyt tag på), hoveddøren er utæt, her er dårlig isoleret og så er der svamp ude på badeværelset. Alt dette er noget vi har opdaget og det er noget der er sket efter vi er flyttet ind.
Vores udlejer er konfliktsky, han er aldrig hjemme og så gider han ikke lave særlig meget på det her rækkehus. Derudover betaler vi kassen for at bo her.
Jeg kan ikke holde ud af bo her længere. For det første har vi ikke råd længere (jeg har ikke noget arbejde længere og er på kontanthjælp), alt det som er galt er ved at hænge mig langt ud af halsen og så tror jeg at jeg er begyndt at blive syg af det svamp der er ude på badeværelset. (Jeg har i forvejen allergi og astma) Vi er begge begyndt at blive meget syge på den ene og den anden måde af at bo her på det sidste.

Nu tænker at vi bare kan gå til LLO, kommunen eller alle de andre der gerne vil hjælpe. DET har vi også overvejet længe, men vi går jo også og overvejer hvordan vores udlejer vil reagere og at vi kan risikere et stort skænderi, krig og kamp og at vi kan risikere at blive smidt ud på gaden eller få det endnu værre her.

Det er umuligt at finde noget at bo i hvor man må have en hund (det ved i alle sikkert godt) og hvis der endelig er noget, koster det kassen at bo der.

Hvad fanden gør man? Hunden er jo "barrieren" for at vi kan flytte og jo, jeg elsker min hund over alt på jorden og ja, jeg har et ansvar, hvilket jeg fuldt ud også tager, eftersom vi jo bor her endnu. Men jeg indrømmer da gerne at tanken har strejfet mig; Skal vi bortgive hunden? Ja ja, I kan kalde mig en dårlig hundejer og ansvarsløs and whatever, men vores boligsituation er meget slem lige nu, så derfor indrømmer jeg gerne at TANKEN har været der.
Hertil vil jeg så sige; Jeg kan ikke få mig selv til det. Min hund er en lidt svær hund og jeg kan slet ikke overskue at skulle give ham væk til folk jeg ikke kender og når jeg slet ikke ved med 100% sikkerhed at han for det godt(det ved man jo aldrig).
Don't judge me.

Men... Forfanden... Hvad gør man?

Råd, links, forslag osv. modtages virkelig med stor kyshånd og kage!!