Er aflivning blevet et tabu? {{forumTopicSubject}}

Lidt en afstikker fra nogle af de emner der kører i øjeblikket omkring økonomi og dyrlæger. Og lad den nu ikke falde i at man bare kan tegne forsikring. Denne tråd handler om baggrunden for, at man siger ja tak til behandlinger man ikke har råd til.

Jeg læste i nyhederne at dyrlægerne oplever flere og flere der ikke har råd til at betale for behandlingerne. Dyrlægerne oplevede de var nødt til at give behandlinger væk til folk i økonomisk nød. Og en professor anbefalede enten at man tegne sygeforsikring eller altid havde en opsparing på 10-15.000kr.

Det jeg undre mig mest over i disse diskussioner er, hvornår blev det tabu at vælge aflivningsvejen? Den nævnes end ikke som en mulighed i nyhederne og artiklerne.
Hvorfor må man ikke længere sige jeg har ikke råd, lyst, tid, overskud til behandlingsvejen, eller det går mod min overbevisning at sætte hunden igennem dit og sat, så jeg vælger at få hunden aflivet. Og bruger så lidt tid på at spare op til næste hund i stedet.
Er det samfundet der presser folk ud i at sige go til behandlinger de ikke har råd til? Er det dyrlægerne der ikke stiller alternativet aflivning op? Er det fordi det går for stærkt? Eller er det i ramme alvor at folk hellere vil tigge penge hos fremmede end at aflive deres hund?

Er det blevet tabu at aflive sit kæledyr?

Hvordan oplever du emnet?
Oplever du at du frit kunne sige pænt farvel og få din hund aflivet - uden folk, dyrlægen eller omgangskreds stiller spørgsmål?