Min første hund? {{forumTopicSubject}}

Nu er der mange diskussioner om at være hundeejer for første gang. Jeg vil da gerne fortælle lidt om min første egen hund. Jeg er opvokset omgivet af fisk, fugle, katte, hunde og heste. Så ansvaret var jeg klar til.

Racen havde jeg besluttet. Det skulle være en golden retriever. For det første havde mine forældre den mest pragtfulde goldentæve og for det andet var det en hund til mit temperament. Goldens var ikke så udbredt dengang.

Nå, men til jul 1979 (jeg var 18 år gammel og havde også en hest) fik jeg et "gavekort" af mine forældre til en valgfri hund. Jeg meldte mig ind i retrieverklubben og begyndte at søge efter kenneler (ja, det var INDEN internettets tid ;-)).

Dengang var mine krav ikke store. Det skulle være en hanhund og han skulle være lys!!

Jeg fandt et kuld i nordsjælland og kørte op og kiggede på dem. De var for mørke, så der kørte jeg fra igen (senere skulle det vise sig at være en RIGTIG dårlig beslutning).

Så fandt jeg en kennel på sydsjælland som jeg kørte ned og kiggede på. Hvalpene var født på en firlænget gård. Moderen var død under fødslen (var i alle tilfælde hvad jeg fik at vide). Hvalpene gik i en udendørs hundegård med et lille uisoleret hundehus. De var født i marts måned og havde aldrig været andre steder end den udendørs kravlegård.

Og JUBIIIII, der var en lys hanhvalp!! Jeg "bestilte" ham og var på besøg nogle gange inden jeg kunne hente ham hjem.

Han var en stor mundfuld, men vi klarede det hele sammen. Jeg sendte billeder til opdrætteren men hørte aldrig en lyd. Dog viste det sig at han havde D/E hofter. Dette gav jeg opdrætter besked på. Ikke for at få penge eller noget, for jeg elskede jo mit "monster", men fordi jeg mente at de havde ret til at vide det. Hørte stadig aldrig fra dem.

Hvis JEG havde haft nogle til at rådgive mig dengang. En der sagde "hør her, der og der er der hvalpe af gode forældredyr og det er en fair og reel opdrætter og iøvrigt har en god hund ingen farve!!", så havde jeg købt den mørke hvalp hos opdrætter i nordsjælland. Denne opdrætter lærte jeg nemlig senere at kende og fandt ud af at vedkommende var en af de førende opdrættere i Danmark.

JEG manglede en til at hjælpe mig og jeg manglede en opdrætter jeg kunne ringe til 24/7, når jeg var i tvivl om noget!!

For gu fanden bliver man i tvivl. Gu står man tit og tænker "hvorfor gør hvalpen det? Hvorfor siger den sådan? Hvad skal jeg gøre nu?".

Og hvem bør kender hvalpen allerbedst? Opdrætter.

Mit held var så at jeg begyndte at træne i retrieverklubben meget hurtigt og derigennem fik en masse viden, hjælp og støtte.

De næste hunde jeg købte blev købt med en blanding af hjerte og hjerne, mest hældende til hjernen. For ALLE hvalpe er jo pragtfulde!! OG fra opdrættere hvor jeg altid har vidst at der var støtte og hjælp døgnet rundt.