Marley og mig... {{forumTopicSubject}}

Har i set filmen? Det er ikke uden grund vi kalder ham for Marley.. Her er min historie om Marley og mig... :

Da vi hentede Marley, for tre uger siden var han en hvalp på ca 4 måneder. Han ikke kunne blive ved sin familie, for han skulle være alene hjemme i mange timer om dagen, og netop at være alene er hans store problem, han er nemlig bange for at være alene hjemme..

Vi fik at vide han bare var bange, at han lå og rystede i en bunke tøj, og at han af og til havde uheld når han var alene fordi han var bange..
Småting, det er lettere selvtillids øvelser og alene hjemmetræning, det skulle jeg hurtigt få rettet op på så han kunne komme videre og få en god og blivende familie…

Men dette var en meget stærk underdrivelse…

Den første gang han var alene hjemme ved os, to dage efter vi hentede ham, var ca. 30 sekunder til 1½ minut, hvor han var lukket inde i soveværelset sammen med de andre hunde imens vi vaskede vores 1x1meter gang, lige foran døren til soveværelset.

Den lukkede dør var nok…

Han gik i panik over at være alene, tissede i sengen, væltede tøjreolen og ryddede vindueskarmen for nips.. Alt det på knap et minut..

Nå så lærte vi ikke at lade ham have adgang til sengen når han var alene..

Men jeg kan godt forestille mig at det må have været frygteligt for hans tidligere familie at komme hjem til ham efter 9 timers alene tid så..
Angiveligt skulle han være blevet bange for at være alene efter et indbrud i den tidligere families lejlighed, hvor der ikke skulle være sket andet med ham end at han blev lukke inde i deres soveværelse, men jeg begynder mere og mere at tro på det var en dårlig undskyldning, det virker mere som om han bare har være lukket inde i et mindre rum når han har været alene for at undgå at han rodede… Han kan nemlig åbne døre, det opdagede vi således:

Jeg måtte finde ud af hvordan jeg skulle alene hjemme træne en hund der gik i panik med det samme jeg lukkede døren og så ellers var en panisk, destruktiv tornado til jeg kommer hjem igen..
Jeg blev enig med mig selv om at hvis jeg kørte ham træt inden jeg forlod ham ville han måske falde til ro igen når jeg var gået.. Så jeg tog nogle hjerne gymnastik redskaber frem og satte mig et roligt sted med ham, og så blev jeg ellers ved med at træne så længe han havde koncentration til det, det tog over en time, men så havde han da også nogenlunde styr på sit, dæk, pote og vente. Samt at finde guffer i rummene i vores forskellige hundespil..

Men det var ikke nok for Marley drengen.. Da vi kom til bage fra ca 1times indkøb blev vi mødt af Marley og Nova der kom løbende imod os, og vi forstod vi havde glemt at låse døren.. Panik hvor var Dixie? Tankerne fløj ud til den noget trafikerede vej på den anden side af boligen og kulden løb ned ad ryggen på os, så vi fik de to andre ind, og skal til at gå ud og lede efter Dixie da jeg ser hende ligge med et bedrevidende blik i sofaen som nærmest sagde til mig ”Jeg sagde jo til dem de skulle blive her inde, men nej de ville bare ud og føjte”..

Så havde vi også lært at låse døren efter os..

Nå.. Næste projekt blev så at lade ham have legetøjet, spillene og nogle andre opgaver imens han var alene, men for at de andre hunde ikke skulle tage tingene fra ham, måtte han være helt alene, det skulle ikke være i soveværelset, det havde han bevist, i stuen var de to andre og i en 2 værelses lejlighed var den sidste mulighed så badeværelset. Så en hel dagsration af tørfoder, fordelt i aktiverings boldt, legespil, plastik krus, rullet ind i et viskestykke, frolic og gulerødder bundet i en snor som en mærkelig parodi på et grillspyd, æsker, toiletdør og en tom plastikflaske ligeledes med guffer i. og sidst men ikke mindst hans madskål fyldt op med vand og svømmende guffer, i alt havde jeg brugt næsten en time på at lave denne legeplads til ham imens han sad på den anden side af den stol jeg havde blokeret døren med, og fulgte interesseret med i hvad jeg gik og lavede.
Så var jeg endeligt klar til at gå, lukkede ham ud på badeværelset, og da døren lukker ind i badeværelset tænke jeg ikke på at låse den. Dixie fik en håndfuld guffer på gulvet at søge efter mens jeg tog Nova med til stranden..

Da jeg kom hjem for at bytte til Dixie blev jeg i gangen mødt af en slukøret Dixie og en Marley der lykkelig for at jeg var kommet hjem mødte mig med toiletbørsten i munden.. Og et badeværelse.. Eller resterne af det badeværelse jeg havde efterladt…
Marley havde efter at han havde udryddet gufferne, lagt en kage i midten af et smalle aflange rum, hvor efter han havde hoppet op i vinduet, raseret gardinet, sprunget så langt han kunne fra vindueskarmen, tilsyneladende landet og gledet i hans egen bæ, løbet videre hen til døren som han hoppede op af den og dermed smurt det unævnelige op ad døren og på dørhåndtaget. At dømme efter omfanget af dette scenarie havde han gentaget denne handling adskillige gange inden det lykkedes ham at åbne døren og slippe ud..
Nå, jeg samler bæ’en, eller rasterne af den op og skulle til at smide dem i toilettet da jeg ser han har haft benet nede i det.. Med bæ på, vandet er helt brunt og det er den toiletrulle han har smidt der i også.. Nå men jeg har alligevel gummihandsker på så jeg tager toiletrullen op, smider lorten ud og trækker ud. Og ser på vandet der stiger… og stiger.. Og stadigt stiger.. Det når kanten, og lige da det skal til at rende over stopper der med at løbe vand i og det falder ganske langsomt igen.. Jeg ånder lettet op, og begynder at samle badeværelset sammen i forskellige sorte sække, en til vask og en til smid ud, bademåtten blev aldrig ren, efter både en 90 og en 60graders vask blev jeg enig om at måtten til 3kr i ikea havde tjent sine dage og smed den ud..
Legetøjet blev vasket og badeværelset rengjort og da jeg over en time efter var færdig stod vandet stadigt over halv i kummen..
Kæresten kom hjem og fik hele skrækhistorien, dog havde jeg glemt detaljen om toilettet, indtil kæresten kom ud og konkluderede det var stoppet.
Det gik jeg så og funderede over mens jeg var ude og aftisse hvalpen inden vi skulle spise og fandt så en lang tynd pind, jeg tog med ind og begyndte at pirke ned i toilettet for at mærke efter om der var ”hul” igennem, det var der ikke, det føltes som om der var noget blødt lidt længere nede.. Nå tilbage i plastikhandskerne og så klør fem ned i toilettet, og ganske rigtigt der var noget stof-agtigt der sad fast i bunden af det stadigt uigennemsigtige brune vand.. Langt om længe fik jeg mine yndlings shorts halet op at lokummet..

Den dag sad jeg med nummeret på dyrenes beskyttelses internat i hånden, da følte jeg virkelig jeg ikke magtede mere..

Men heldigvis tøvede jeg længe nok til at komme til fornuft, jeg tog ham til mig for at hjælpe ham videre og reelt finde en familie til ham han vil kunne blive i..

Jeg foresætter de følgende dage med at prøve forskellige kombinationer af øvelser og gåture med drengen og igen at lade ham være i en max to timer for at se hvordan han reagere. Den almindelige ”jeg går ud af døren venter til han er rolig og kommer ind igen” var umulig på ham, han kunne fornemme jeg var i nærheden og hylede og skreg til jeg kom ind igen..

Gennembruddet kom for et par dage siden da jeg for første gang gav ham barf.. Han fik lov at spise sig mæt så gik vi en (for en hvalp) lang tur. (men ikke længere end forsvarligt) jeg trænede lidt med ham ved den nærliggende Føtex, ved at stille ham ved hundekrogen og gå hen og gemme mig bag en blomster hylde og skynde mig tilbage og rose ham. Det viste sig at være en god taktik, der gik hele tiden mennesker forbi, hvilket afledte ham fra at pive over jeg var væk og det gav jo gode muligheder for at rose ham for at være dygtig, så godt en halv time på den måde og han sad stille i over to minutter og ventede på mig.. Så hjem igen, han gik hen og lagde sig i sofaen sammen med Nova, mens jeg tog Dixie for at tage vores daglige tur, jeg kom tilbage næsten to timer efter og frygtede det værste fra hunden jeg denne gang havde ladet være i stuen sammen med Nova.
Da han kom hen imod mig strakte han sig og gabte og lovrede, den eneste ”ulykke” han havde lavet mens han var alene var at hente toiletbørsten ind i stuen..

I dag har han for 3. Gang i træk været alene i et par timer uden at virke stresset når jeg kom hjem. Og der har ikke været nogen ulykker af nogen art..

Så nu kan historien forhåbentligt snart få den lykkelige slutning jeg har arbejdet hen imod.. At få ham stabil nok til at finde ham et godt hjem..