{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
948 visninger | Oprettet:

Jeg har mistet min mor :( {{forumTopicSubject}}

Jeg fatter simpelthen ikke hvorfor det skulle ske, hvordan skal jeg leve videre uden hende, det er så urimeligt.

Sønsag havde vi været til barnedåb hos min nevø, hedes første barnebarn, og vi havde haft en rigtig hyggelig dag.

På vej hjem bliver vi ramt af en sten, som nogle fyrer kaster ned fra en bro, så forruden smadre og vi får en bule i bilen. Bilen før os bliver også ramt, og efter noget tid hos politiet fortsætter vi hjem, godt trætte af at vi nu skal have skiftet rude og ordnet tag på vores bil der ikke engang var 3 mdr. gammel. Det skulle desværre vise sig at blive dagens mindste problem. Min mors mand ringer lidt senere og siger at mor er blevet indlagt på intensiv med hjertestop. Vi vender bilen og suser mod Viborg.

Hun ligger i respirator, men ellers ser det okay ud alt taget i betragtning. Mandag tager de hende ud af respirator og vi skal så bare vente på at hun vågner, og vi får også lidt kontakt i løbet af dagen, men det er ikke meget, hun sover det meste af tiden. Kl. 02:30 bliver vi ringet op, at hun havde fået det dårligt og igen er i respirator, så vi tager ind på hospitalet, men alt ser okay ud. Meningen er at hun skal scannes senere på dagen, og de vil langsomt trappe hende ud af respiratoren. Vi tager hjem, da de ikke bor langt derfra, og vi hurtigt kan være fremme hvis der skulle ske noget. Vi er alle trætte og urolige for hvad der skal ske og hvad scanningen vil vise.

Ca. kl. 9:45 kommer det opkald ingen af os have ventet, hun var død. Mens sygeplejeren havde vasket hende, fik hun et nyt anfald og læger var strømmet fra alle afdelinger, men efter 33 minuter må de opgive at genoplive hende.

Vi har været i Viborg siden, og er lige kommet hjem. Jeg kan slet ikke forstå det er rigtigt. Det ene øjeblik er jeg fattet, og kan se det er det rigtige fremfor at hun skulle leve med en svær hjerneskade, det næste øjeblik går det op for mig at jeg aldrig mere skal mærke min mors arme omkring mig, aldrig mere skal lugte hende, føle hende, se hende, røre ved hende eller tale med hende.

Hun ville være blevet 55 år den 4. maj, men istedet for at skulle fejre fødselsdag har vi nu måtte arrangere begravelse.

Jeg savner dig mor.


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Jeg har mistet min mor :(
  • #1   25. apr 2007 Uha, det gør mig ondt at høre..

  • #2   25. apr 2007 py-ha, ved slet ikke hvad ejg skal skrive - føler dybt og inderligt med dig....her er ord bare for fattige. Håber du har en dejlig familie omkring dig, i denne svære tid.

    kæmpe knus og mange tanker herfra

    Susanne


  • #3   25. apr 2007 åh hvor er det trist.. føler virkelig med dig... det er jo helt forfærdelig at miste... kan kun trøste med at tiden gør det nemmere at kapere og du vil altid ha dine minder.. ved godt det ikke hjælper meget lige nu.. stort trøstekram herfra

  • #4   25. apr 2007 Nej hvor forfærdeligt. Varme tanker herfra.

  • #5   25. apr 2007 puuha hvor frygteligt . . :o(
    det er jeg godt nok ked af at hører . .
    ved slet ikek hvad jeg skal skrive . . :o(
    Stor trøste kram fra mig


  • #6   25. apr 2007 Nej hvor er jeg ked af det på dine vegne...

  • #7   25. apr 2007 Vi sender vores dybeste medfølelse, til dig og din familie.
    Det er alt for tidligt at miste sin Mor smiley
    Sender Mange Tanker.


  • #8   25. apr 2007 Tusind tak. Det lettede lidt at få skrevet det hele ned. Der har været så mange tanker igennem hovedet at jeg er lige ved at blive skør.


  • #10   25. apr 2007 åh nej altså... føler virkelig med dig... =o(
    har i fået at vide hvad der skete med hende? lige knap 55 år er jo ingen alder.. =o(


  • #11   25. apr 2007 Åh gud hvor skrækkeligt!

    Det gør mig usigeligt ondt, Stella!
    Mange tanker herfra.


  • #12   25. apr 2007 smiley Det gør mig meget ondt at høre!

    .. Er lidt mundlam lige nu, og sidder med tåre i øjnene..


    forfærdeligt er det..

    Håber i klare jer, selvom sorgen selvf. er hård!


  • #13   25. apr 2007 Det gør mig ondt... Det er en hård og forvirrende tid du står i. Jeg føler virkelig med dig, mistede også min mor for 1 1/2 år siden til kræft, hun blev også kun 51 år.
    Ingenting er trøstende at vide, vi tackler alle vores sorg på hver vores måde, det vigtigste er bar at du tænker på dig selv og ikke på hva andre gør eller ville ha gjort. Reager som du føler er rigtigt og gør hva du føler er rigtigt, der er ingen opskrift, blot følg dit hjerte og det hele ska nok gå.

    Varme tanker til dig og også til din mor

    Alice


  • #14   25. apr 2007 Åhh Stellla ..

    Føler virkelig med dig , livet er ikke altid retfærdig .

    De varmeste tanker
    Knus
    Sanne


  • #15   25. apr 2007 jeg kondulere, hvor er det dog frygtelig for dit at ha' mistet din mor, sender dig de bedste tankter og et kæmpe trøste knus

    Knus Bolette


  • #16   25. apr 2007 Det gør mig virkelig ondt at høre.. smiley Det må da værre noget af det værste man kan komme ud for..

  • #17   25. apr 2007 Amalie: Har lignende oplevelse med da min mor døde, vi var der allesammen, på nær af min bror som var ude og hente noget, da han kom tilbage døde hun..

    Den oplevelse af sygdom og død på så tæt hold har faktisk givet mig så utrolig meget tro på livet og universet for den sags skyld. Så jeg er taknemmlig for at jeg har måtte være med, nu hvor det skulle være såån


  • #18   25. apr 2007 Jeg er helt overældet over alle jeres søde ord. Jeg troede slet ikke der var så mange på denne tid, havde mest bare brug for luft.

    Det er en skrækkelig hård tid, og alt virker så uoverskueligt og ligegyldigt.

    Hvordan kunne folk gå på gade og smile, kunne de da for f..... ikke se at jeg var ked af det, og dele min sorg, hvorfor går hele verden ikke i stå. Hele min verden er gået i stå.

    Vi får hende obukceret, så må vi se om det kan give det svar vi mangler, hvad gik der galt? Vi vidste hun havde hjertekramper, men vi havde ikke troet det var så slemt.


  • #19   25. apr 2007 Føler med dig, jeg har selv prøvet det.
    Mistede både min mor og far samme dag, de blev kun 60 og 62 år. De døde begge af sygdom
    Et stort trøstekram herfra


  • #20   25. apr 2007 min far blev dræbt i trafik af spritbillister på min mor og fars 35års bryllupsdag på vej hjem til mor der ventet med middag og gæster ...han blev 54 år ...så jeg ved hvondan du har det jeg græder stadig og savnet er ikke blevet mindre ...tværtimod havde nok slet ikke været her i dag hvis ikke jeg kæmpede for min søns skyld ...så ikke altid læger tiden alle sår .
    føler med dig det gør jeg virkeligt


  • #21   25. apr 2007 det kan ikke siges bedre end Charlotte D lige gjorde det:

    "Luk dine øjne og mærk efter, så ved du at hun altid vil være hos dig"

    din mor har efterladt en stor del af sin sjæl hos dig - find den og nyd den


  • #22   25. apr 2007 Det gør mig virkelige virkelig ondt at høre!
    Livet er ikke retfærdigt. Simpelthen ikke.

    De varmeste tanker

    Kram Rikke


  • #23   25. apr 2007 Der findes ikke ord lige nu for min side, får jeg har haft døde så tæt på mig så mange gange min far min lillebror min veninde ind for to 2 år.
    Kan kun sige snak med din familie og dine venner og sørge samme det er vigtigt.
    Du skal være velkommen til at skrive til mig.
    tænke på dig ...


  • #24   25. apr 2007 netop at at virker som altid upåvirket og livet bare går videre var og er stadig svært for mig så det kan jeg godt følge dig i

  • #25   25. apr 2007 at miste en man elsker gør usigeligt ondt i hjertet !!!
    ...en enormt tom følelse.... og i starten er det totalt syrealistisk at det overhovedet er virkelighed...savnet er enormt!!!
    jeg føler med dig og dine kære i denne svære tid!
    din mor vil leve videre i jeres hjerter...det kan man ikke miste!!!
    knus og kram og alle de bedste tanker fra marie-louise


  • #26   25. apr 2007 Kondolerer dig!
    Svær tid for dig - mange varme tanker herfra
    Karin


  • #27   25. apr 2007 mistede min far for 6 år siden, da han var 47, og jeg var 21...lungekræft...

  • #28   25. apr 2007 Selvom hun ikke er her fysisk, så ved jeg hun er hos mig, men jeg vil aldrig mere kunne give hende et kram og et kys, og det kommer jeg til at savne så frygteligt.

    Heldigvis har jeg en vidunderlig kæreste og en skøn søster, dejlig svoger og det har været en trøst at vi var sammen, så vi kunne være der og snakke eller tie alt efter behov.

    Mine venner har været ubekrivelige, selvom jeg har været i Viborg, og derfor kun har haft telefonen, har deres støtte været guld værd. Jeg er så dybt taknemmelig.


  • #29   25. apr 2007 ~~Moster Stella~~~ Bedømmer_billedet ikke_hunden

    Se det er jo så flot, du kan stadig finde taknemmelighed i dit hjerte.. Vi kan så meget mere end vi tror:-)


  • #30   25. apr 2007 en dag ad gangen... det er det eneste jeg kan sige... så vil tingene med tiden ændre sig..
    Er sikker på at det vil hjælpe dig og familien lidt at få svar på hvad der skete..

    Min onkel som var som en storebror for mig, tog pludseligt sit eget liv 32 år gammel.. det eneste der hjalp var at se på billeder af ham.. og så gik jeg og talte højt for mig selv og spurgte ham og alle de ting jeg ville have svar på, og fortalte ham hvad jeg følte..

    Det kan selvfølgelig ikke helt sammenlignes.. men jeg tror på at det hjælper at få sagt de ting man føler højt.. om ikke andet til din mor når du er alene..


  • #31   25. apr 2007 Jeg kan desværre slutte mig til dine følelser...
    Hvorfor så pludseligt, hvorfor fik man ikke sagt alt det inden personen døde...

    Min far døde sidste år efter 35 års ledegigt... i foråret sidste år efter over et års indlæggelse hvor man ikke ved hvad manden fejler andet end det måske er en virus i kroppen finder man en kræftknude i tyktarmen som har sprængt den.....
    Lægerne gav ham 10 % chance for og overleve.... manden overlever kommer til genoptræning osv........
    Han kommer hjem og nyder livet 3 uger... bliver indlagt med blærebetændelse og dør!

    Kan det virkelig være rigtigt at denne verden skal tage vores familie fra os så tidligt!
    Da jeg læste din historie skyllede min fars død ind over mig som var det sket lige nu....
    Kan virkelig sætte mig i dit sted, dine følelser, uafklarede spørgsmål, led personen virkelig ikke ved døden.

    Ikke for og skræmme.... men det tager tid!
    Jeg er stadig ikke kommet over tabet af min far og har nok kommet til et punkt hvor man må lægge noget bag sig... men det fylder stadig meget!

    Nå var ikke mig det skulle handle om.... Men hvis du vil snakke er du MEGET velkommen til og skrive til mig privat!
    Vil gerne hjælpe hvis jeg kan......


  • #32   25. apr 2007 Ja, alle de spørgsmål.

    Mens hun lå i respirator var det et væld af spørgsmål, hvorfor, ville hun få varige men, ville det ske igen osv.

    Nu hvor hun er død er der sådan set bare et sprøgsmål der overskygger det hele HVORFOR?


  • #33   25. apr 2007 Er som mange andre også helt tom for ord... Ville bare sige jeg føler med dig og jeres familie! smiley Trøstekram her fra!

  • #34   25. apr 2007 Min dybeste medfølelse - ord hjælper næppe, men sender de varmeste tanker - det rører mig dybt.
    Kærligst fra Sus


  • #35   26. apr 2007 Kondolerer - og et stort kram herfra.

    Har du spørgsmål ang. respirator/udstyr mm på intensiv - så skriv bare (er sygeplejerske på Intensiv)


  • #36   26. apr 2007 Da jeg sad der og kiggede på skæmen, slangerne, de røde pærer og lyttede til lyden af respiratoren der fyldte mors lunger med luft, havde jeg 1000 spørgsmål, hvad er det, hvad betyder den lampe, det gule diagram hvad er det men jeg kunne bare sidde og glo på det, så måske jeg en dag gerne vil vide lidt mere.

  • #37   26. apr 2007 Jeg kender dig ikke, men det gør mig ondt. Det må være frygteligt for dig.

  • #38   26. apr 2007 Har lige set lidt fjernsyn, det var første gang siden i lørdags.

    Nu vil jeg gå i seng, mine øjne er trætte.

    Jeg er virkelig glad for alle de søde ord I har skrevet, det varme så usigeligt meget i denne kolde tid.


  • #39   26. apr 2007 Hej Stella.
    Hvor gør det mig ondt at du har mistet din mor.
    Tro mig jeg kan så rigeligt sætte mig ind i din smerte.
    Jeg mistede min mor i en alder af 30 år. Hun blev desværre kun 50 år da hun tabte kampen mod kræften i hendes krop.
    Tabet af hende er nok det værste jeg nogensinde har været ude for og jo det gør ondt inden i.

    Her er der en lille trøst fra mig til dig..
    Det er skrevet til min mor men er først frigivet små 2 år efter..

    Savner dig !

    Sorte skygger kaster mørke i mit sind
    Sorte skygger bringer uro og tårer
    Mine tanker strejfer dig
    og en glød kæmper imod de mørke skygger

    Jeg ser dit smil, mindes din stemme og lyset i dine øjne
    De sorte skygger er borte, jaget væk af et blussende lys
    Mit hjerte jubler
    Jeg smiler for mig selv

    Jeg føler lykke
    Jeg føler mig elsket
    Føler at jeg elsker, at jeg lever

    MEN lyset brænder ud,
    flammen dør,
    gløden giver op,

    jeg er alene,
    alene blandt sorte skygger

    Jeg savner dig!!!!

    Mor du vil altid være i mit hjerte...........
    Miss you so much..............



    Ære være din mors minde.

    Kærligst
    Tina






  • #40   26. apr 2007 Åh nej Stella

    Det er jeg utrolig ked af:-(

    Det er skræmmende..

    Det gør mig så ondt:-(

    Mange trøstende tanker herfra


  • #41   26. apr 2007 Det gør mig ondt at høre, jeg kondolere mange gange.



  • #42   26. apr 2007 Så har jeg fået sovet lidt, men det er så svært at falde i søvn, og det er så svært at sove.

    Det var virkelig dejligt at komme op til alle jeres varme hilsner her og i mailen. Det betyder rigtig meget, mere end jeg lige troede, og jeg er helt overvældet over alle de hilsner og varme tanker I sender.

    Nok kan vi være uenige og diskutere herinde, men for søren hvor er der også sammenhold når det gælder.


  • #43   26. apr 2007 Gør mig virkelig utroligt ondt....føler med dig..

    Stort trøstekram her fra


  • #44   26. apr 2007 kære Stella, jeg føler meget med dig og dine kære, at miste en så tæt på er ubeskrivelig hårdt, det er som at få en mavepuster fra en usynlig næve...man er ikke forberedt, og ved ikke hvad der venter en....det er nyt ...og de følelser der kommer er ukendte.... det hele er som en dårlig film, man på den ene side er med i, men samtidig står udenfor og betragter....man er i et vakum, en glaskugle, hvor alt udenfor føles som en mumlen gennem vat.... man hører og ser, men opfatter alligevel intet.... spørgsmål og forvirring kværner rundt som en summen i hovedet, uden pause....man kan ikke stoppe det, men ønsker bare så inderligt et øjebliks fred for sine egne tanker..... man skifter mellem at være dybt knust af sorg, og "ok", hvilket giver en dårlig samvittighed "for man kan da ikke være ok og tænke på alm. ting ? "... men jo Stella, det kan man godt, for det er hjernens måde at beskytte en` på....
    alt virker som en ond drøm, og tanken om aldrig at skulle se den mistede mere, er så ubærlig at bare tanken giver en` et forskrækket sug i maven....man er total fyldt op af følelser, tanker, og uro....for " hvad nu? " hvordan vil man komme videre?...hvordan vil en`s liv blive efter dette?.... hvad er døden...er det bare sådan bum...og så er man væk?.....
    jeg kan ikke give dig andre svar end det gamle ordsprog " tiden læger alle sår "....og så alligevel ikke, for man glemmer aldrig, men man lærer at leve med det....leve videre... det tager tid, og det skal du lade det gøre, udlev følelserne når de kommer, giv dem plads og gas, ... tal med så mange som muligt om det, men bliv ikke skuffet over folks (vigen uden om emnet), for de er bange for at gøre dig ked af det, og undlader derfor at tale og spørge om det, det er en misforstået venlighed som de ikke mener noget ondt med.... hvis du kender nogen der tidligere har mistet en kær, så tal med dem, for de ved bedre hvad du har brug for at tale om og høre.... (du kan ALTID bruge mig, hvis du har lyst)....

    Stella lige nu er du i chok, med alt hvad der dertil hører.... men jeg ved at når begravelsen er overstået, vil du få det lidt bedre... det er som om man først kan bagynde lige så stille at komme videre når den ligger bag en`.... så hang in there.... og skriv endelig hvis du har spørgsmål, eller bare vil tale om det hele.... jeg skal nok være der for dig, hvis du har behov for det....

    kærlig hilsen og varme kram

    Lykke


  • #45   26. apr 2007 Lykke>> Du rammer virkeligt nogle ting. Jeg får næsten dårlig samvittighed hvis jeg et øjeblik kan tale om det uden at græde, eller et øjeblik bliver optaget af noget, men næste øjeblik er det som om en spand kold vand bliver hældt i hovedet på mig, når det et øjeblik går op for mig at det virkeligt er min mor der er død.

    Jeg ønsker hele tiden det er en ond drøm, og at jeg vågner om lidt og alt er normalt, men jeg kan bare ikke vågne.


  • #46   26. apr 2007 Stella... jeg kender det alt for godt, jeg mistet min far men selvom det er mange år siden, kan jeg sagtens huske alt hvad det indebar.....
    jeg kan kun sige til dig at du nok skal komme over det og videre med tiden.... men lige nu er det vigtigt, at du bare lader dig selv føle, og gøre hvad du vil (hvis du forstår).... alt hvad du oplever, tænker og føler er helt naturligt... selvom det måske kan synes som underlige ting....
    du er jo i en chok tilstand, og derfor handler du ikke som normalt.... og det er OK.... søg nogle mennesker du kan mærke, kan lindre og støtte dig... fortæl dem hvordan du har det, og undlad ikke at sige og fortælle de ting de ikke vil forstå, eller som du ikke føler du kan sige højt (forstår du?).... jo mere du taler om det (taler ud).... og får sat ord på det du føler, jo hurtigere vil du få det bedre....
    og jo hurtigere vil du finde indre ro, og komme overens med det der er sket.... tale er terapi....

    sig til de folk du bruger til det, at DE må sige til og fra, alt efter hvad de kan klare og rumme.... for du er ikke selv i stand til at bedømme deres grænser...
    gør dig selv den tjeneste selv at sige fra, overfor omverdenen (dine omgivelser), tag ikke ting på dig, som du ved du ikke kan overskue, eller klare...vær ærlig og sig " det kan jeg sku ikke magte lige nu ".... samtidig skal du sørge for at åbne munden og fortælle folk hvad du har brug for og hvorfor.... de kan ikke selv regne ud hvad der foregår inde i dig, og du vil undgå at blive skuffet over folk og deres "manglende støtte og hjælp" ved at melde ud selv....

    knus

    Lykke


  • #47   26. apr 2007 Du har min dybeste medfølelse...

  • #48   26. apr 2007 Stella.... en ting jeg brugte meget, var at jeg fandt en bog, som jeg skrev til min far i...fortalte ham mine tanker, følelser og hvordan livet var uden ham.... det hjalp på en ubeskrivelig måde.... at få mit indre ned på papir, var en fantastisk lettelse.... som om "nu er det ude, nu er det på plads".... (svært at forklare)...
    det var en bog jeg kun brugte efter behov....ingen andre end mig, læste i den, så fine formuleringer var ligegyldige.... jeg skrev bare hvad der lige trykkede og sku ud....derudover fik jeg på den måde sagt farvel til ham.

    måske det er lidt tidligt for dig endnu, at lave en sådan bog.... men måske senere du kan få glæde af det....

    Lykke


  • #49   26. apr 2007 Stella - Det gør mig ondt at høre..

    Varme tanker til dig og din familie.

    Knus Mette.


  • #50   26. apr 2007 Puha Stella..
    det er jeg virkelig ked af på dine vegne..

    Kender dine følelser,har selv været der smiley

    mange tanker herfra


  • #51   26. apr 2007 Åh nej da Stella :o( det er jeg meget ked af at høre på dine vegne.

    Føler virkelig med med :o(

    Masser at tanker og krammer fra mig.


  • #52   26. apr 2007 Puha, Stella. Det gør mig frygtelig ondt. Jeg sidder her med tårer i øjnene, dels af sympati for dig fordi jeg ved hvor ondt det gør at miste en man har kær, og dels fordi jeg er så rørt over folks medfølelse.

    Jeg føler virkelig med dig og din familie. Det gør bare så ondt.

    Kærlig hilsen Helle


  • #53   26. apr 2007 Åh nej. Hold op hvor frygteligt for dig og familien!
    Det gør mig virkelig ondt at høre smiley
    Varme medfølende tanker til dig, familien og din mor.

    Knus Katrine


  • #54   26. apr 2007 Puha Stella, det gør mig virkelig ondt at høre, at du har mistet din mor :o(

    Mange varme tanker og kram fra mig.

    Kh
    Annette


  • #55   26. apr 2007 Jeg føler virkelig med dig, sidder nu med den største klump i halsen. Mistede selv min mor da jeg var 16 år (er nu 32), hun døde af kræft. Og sidste sommer døde min far af KOL. Det er meget vigtigt, at snakke med nogle udeforstående om det.. Jeg går selv til psykolog, som har hjulpet meget utrolig meget.. Knus fra Rikke.

  • #57   26. apr 2007 Hvor er det dejligt at komme hjem til så mange varme hilsner.

    Jeg har været ved blomsterhandleren og bestille et stort hjerte, istedet for en krans. Et stort rødt hjerte til min mor der havde et kæmpe hjerte med plads til alle andre.

    Bagefter var jeg ned og fine tøj til begravelsen. Jeg endte med at stå og tude i butikke, de kender mig godt, så da hun spurgte om hun kunne hjælpe, sagde jeg at manglede en sort jakke, og så begyndte jeg bare at græde. Hun spurgte hvad der var sket, og jeg sagde at min mor lige var død. Jeg fik et kæmpe knus, og kom ind og sidde og fik vand og papir. Desværre havde de ikke lige en jakke jeg kunne bruge, men fik bukser og en halskæde med en sommerfugl, der er symbol for sjælen.

    Bagefter var jeg lige et smut forbi min bedste veninde, og det var dejligt at se hende og få snakket med hende. Det trængte jeg virkeligt til. Der var både plads til tårer, grin og glæde over at de venter sig.

    Nu er jeg så hjemme, og om lidt kommer en af mine kollegaer forbi og i aften kører vi tilbage til Viborg for at tale med præsten. I morgen skal hun flyttes fra sygehus og til kapellet, og berefter kører vi hjem igen.

    Tusind tak fordi i ville lægge øjne til alle mine tanker og følelser, det hjælper faktisk at få det hele skrevet ned og
    Lykke, jeg vil bestemt bruge dit forslag, det var en rigtig god ide.


  • #58   26. apr 2007 "Jeg har været ved blomsterhandleren og bestille et stort hjerte, istedet for en krans. Et stort rødt hjerte til min mor der havde et kæmpe hjerte med plads til alle andre."

    Det lyder utrolig smukt! Ville bare lige kommentere det. :o)


  • #60   26. apr 2007 Med alle jeres søde, varme og trøstende ord, vil jeg nu tage til Viborg igen.



Kommentér på:
Jeg har mistet min mor :(

Annonce