Jeg har mistet Balder Jeg har mistet Balder

Onsdag aften aflivede jeg Balder efter nogle ugers sygdom.

Balder startede med at halte let på det ene forben inden jul og henover julen udviklede det sig til en lammelse af det ene forben. Da det på det tidspunkt var det eneste symptom og vi ikke kunne finde noget på røntgen antog vi at han havde fået en skade på nerven og vi måtte derfor afvente om der kunne ske en bedring af ham (nerveskader lader sig ikke behandle).

Men henover nytåret bredte lammelsen sig til det andet ben og Balder kunne ikke længere rejse sig på forparten. Vi forsøgte at give ham en stor dosis sterioder i håb om at det kunne være en immunmedieret sygdom eller hævelser omkring nerverne og at vi dermed kunne opnå en bedring, men denne kom ikke.

Og onsdag aften valgte jeg så at give Balder fred. Det er ikke værdigt for en hund ikke at kunne rejse sig og være nødt til at ligge på maven og tisse.

Og når man har haft en så god hund som Balder, er man altså nødt til at sige stop når det ikke længere er værdigt for hunden. Og Balder var ked af det og deprimeret og ønskede blot at ligge i sin kurv. Så han fik lov til at ligge i sin kurv og lige så stille sove ind.

Jeg ved at det var det bedste jeg overhovedet kunne gøre for ham, men hvor er det dog svært. Balder var min første hund og har været den bedste førstegangshund man overhovedet kan forestille sig. Men når man har haft så mange gode oplevelser med hunden, så synes jeg også at jeg var nødt til at sige stop når han havde fået det sådan.