Problemer med familie {{forumTopicSubject}}

Nu vil jeg prøve om nogen herinde måske kan hjælpe.

Sagen er den at jeg ikke ved hvordan jeg skal håndtere min far. Jeg vil prøve at starte ved starten.

For 3 år siden bliver min farmor på 99 år syg og kommer på sygehuset. Inderst inde ved vi nok alle sammen at tiden er ved at rende ud. Jeg bor ca. 1 1/2 til 2 timers kørsel fra min farmor og det meste af familien, så køre ikke bare på sygehuset. Jeg ringer dog nogle gange imens min farmor er indlagt og vi har vores hyggelige samtaler som vi altid har haft.

Jeg snakker også næsten dagligt med min far og de holder mig orienteret. Hele tiden har jeg sagt at de skal ringe dag og nat hvis der sker ændringer i hendes tilstand. Dagen før min farmor dør siger jeg det igen. Samt at jeg IKKE sætter min mobil på lydløs i skolen, men at det er vigtig de ringer for så ved jeg det er vigtigt.
Dagen kommer hvor min farmor dør. Jeg hører der kommer en besked, men er igang med en prøve eksamen og tager derfor ikke min mobil frem. Det er jo ikke noget vigtigt. (Læren var gjort opmærksom på min situation). Efter prøve eksamen ser jeg på mobilen og ser en besked fra min papmor. Farmor er død. Det var alt hvad der stod.

Min verden brød sammen. Min højt elskede farmor min støtte pæl, min klippe måtte give op. Og alt hvad jeg får er en SMS. Jeg var tosset og ked af det, hvad bildte de sig ind??? Ikke nok med at jeg havde følt de holdte mig fra min farmor under sygehus opholdet, da jeg ofte havde spurgt min far om jeg skulle kom hjem og de/ han blev ved med at sige nej hun har det okay. Selv aften før hun døde ringede jeg og spurgte, men nej hun har det okay. Jeg havde også snakket med farmor om det, men det var vigtigt for hende at jeg endelig fik min drømme uddannelse. Og det respekterede jeg hende for og gjorde som hun ønskede.

Et stykke tid efter begravelsen fik jeg ( troede jeg) talt ud med min far og papmor. Fik fortalt dem hvordan jeg havde følt hele det her forløb. Tiden herefter snakkede vi da sammen og besøgte dem også, men når jeg tænker tilbage har det været på mit initiativ.

Sidst jeg så og talte med min far og papmor var i maj sidste år hvor jeg kørte hjem til dem for at de kunne møde min nye hund Saiga. Havde en hyggelig dag med snak om løst og fast.
Da jeg på min fødselsdag i juni ( dagen efter min farmors fødselsdag) intet hører fra min far bliver jeg ked af det og følte mig noget så uønsket. Tiden går og jeg vælger ikke kontakte min far. På min datters fødselsdag ( hans eneste barnebarn) høre vi hellere intet. Nu er jeg sur og virkelig ked af det, samt står med en ked af det pige, der er blevet glemt af sine bedsteforældre.

Da min far har fødselsdag i oktober, vælger jeg ikke at ringe, men skriver ham en besked om at jeg ønsker ham en dejlig fødselsdag med kærlige hilsner. Svar tilbage: tak for det.

I familien plejer vi at være samlet 1. Juledag. Denne gang var det min faster og onkel der lagde hus til og vi blev naturligvis inviteret. Jeg havde det dog ikke godt med mig selv om at jeg skulle sidde sammen med min far nu hvor tingene er som de er. Og have en følelse af at det vil blive skuespil og Ihhh hvor vi alle hygger os. Jeg skriver en mail til min faster og onkel og forklar dem hvorfor jeg for første gang i mit liv siger nej tak.

Her for små to uger siden ringer min anden faster for at ønske et forsinket godt nytår. Og jeg spørg til om min far har nævnt noget om at jeg ikke kom 1. Juledag. Ikke andet end at han da var ked af vi ikke kom. Jeg bryder sammen i gråd og fortæller hende at jeg ikke ved hvorfor at ikke ønsker min kontakt. At hvad jeg har skrevet her ovenover samt at det eneste svar jeg fik da jeg også sendte ham og min papmor en jule og nytårs hilsen var tak ILM.
Min faster spørg om hun skal tage en snak med ham så vi måske kan få det løst. Hun er også uforstående over det hele og er ked af jeg har det på den måde. Jeg siger at det må hun gerne.

Igår ringer jeg så til min faster for at høre om hun har talt med min far. Hun siger nej synes ikke lige tiden var rigtig nu da din papmors far er død og begravelsen finder sted i dag. Meget paf blev jeg. Ikke engang det har min far ønsket at fortælle mig.

Jeg søger straks efter dødsannoncen på nettet for at finde ud af hvad tid begravelsen finder sted. Det gør den kl. 11. Alt det her finder jeg ud af kl. Ca. 9.45. Jeg gør alt hvad jeg kan for at få noget familie i nærheden så de kunne ordne en båre buket for mig. Det lykkes til sidst ved min før nævnte onkel da de 45 min. Før begravelsen starter selv skal til at hente deres buket ved blomster handlere. Kan høre han undre sig, men lover at sørge for en buket og et kort med en sidste hilsen.

Om aften ringer jeg til min onkel for at takke ham og be om konto nr så jeg kan overføre pengene til ham. Vi får en snak han også han kan ikke forstå hvad der er sket og at jeg ikke engang har fået besked om dødsfaldet. Han mener at vi skal få snakket ud og at det nok er mig der skal tage den direkte konfrontation.

Men skal jeg virkelig blive ved med at prøve? Min datter skal konfirmeres til maj. Og uanset hvad der sker i tiden fremad rettet bliver der naturligvis sendt en indbydelse til hendes bedsteforældre. Men tror også jeg har besluttet at hvis de ikke kommer den dag, skal de ikke kontakte mig mere.

Tak til jer der har gidet at læse den her roman og hvad vil I gøre???

Hilsen den ked af det