Når livet ikke går som forventet... {{forumTopicSubject}}

Kære hundefolk..

Jeg er ikke sikker på jeg ved hvad jeg vil med dette indlæg.

Jeg har siden min farfar gik bort midt i mine afsluttende eksaminer(på næstved gymnasie og HF) været langt langt nede, jeg ville ingenting, ville ikke snakke med nogen, ville bare være alene med min hund, jeg kunne ikke overskue noget, alt virkede fuldstændig sort, jeg ville ikke mere, kunne ikke klare mere....
Jeg blev i undertiden indlagt på sygehus pga. virus minigitis.
Jeg sagde mit arbejde som tjener op. Efter min farfars død, så jeg ham i gæsternes sjove kommentarer eller hørte hans latter i deres. Jeg græd og jeg græd meget, mest alene, jeg kunne ikke altid forstå hvorfor jeg var ked af det... Men jeg måtte jo videre og var kommet ind på lærer udd. som snart skulle starte, tiden gik og jeg startede på udd. folk var flinke, men der var et kæmpe uoverskueligt bjerg af papir som skulle læses til hver dag. Nogle dage kørte jeg ikke i skole, men kørte i stedet ud til vandet eller til en skov nær skolen, der sad jeg i min bil og følte mig fortabt; hvem var jeg? Jeg der engang var så stærk, intet var for stor en udfordring. Men her sad jeg og genkendte ikke mig selv, mine tanker.. I mine tanker var jeg langt ud over alle bjerge jeg var væk fra alle dem jeg kendte, jeg var hvor jeg ville være..
Som tiden gik begyndte min familie dog at bemærke at noget var galt...
Det var min mor som en dag sagde til mig at hvis det ikke var hvad jeg ville, så var det måske en ide at stoppe udd...
En tanke som aldrig havde strejfet mig, men jeg blev meget lettet og ringede næsten med det samme til skolen og meddelte jeg droppede ud...

Året gik og vinteren var svær at komme igennem... Jeg ville væk, væk fra det hele, sælge mine heste, kunne ikke overskue det, ville væk....
Min familie begyndte at presse på mig, for jeg kunne jo ikke blive ved med at lave ingenting... så jeg lod mig presse til at søge ind som pædagog og tænkte det måske også var en meget god ide, det var jo hvad min store søster læste til....
Der gik jeg i cirka 5 mdr. jeg nåede aldrig rigtig at få nogle stabile venner- kun en. Jeg græd stadig, dog ikke hver dag, men folk skulle ikke sige meget forkert til mig så tog jeg det til mig, og det gjorde ondt.. Min pædagog udd. stoppede jeg altså sidst i Januar i år. derefter gik jeg igen nogle måneder og sloges med mig selv, jeg var meget fortvivlet, hvad ville jeg med mit liv, hvad ville jeg arbejde med? Tusinde af spørgsmål strømmede sig igennem mit hoved og jeg orkede ikke at tage meget stilling til dem.
Efter at have søgt job i nogen tid fik jeg I Juni et job som tjener i en anden restaurente.

Her har jeg nu arbejdet i godt 3 mdr. og jeg kan lide det. Mine kollegaer er søde og rare at være sammen med.

Men igen følte jeg mig presset til at søge en ny udd. hvilket i denne omgang blev kørerlærer (en selvbetalt udd).
Denne udd. skal jeg i skole hver tirs. og tors. Jeg har kun været der en gang, men allerede føler jeg at det er en alt for stor mundfuld.
Jeg kan mærke at det ellers er gået fremad og jeg har mere overskud, til at være sammen med mennesker, og mit nye job har givet mig en dejlig følelse af at jeg stadig kan noget. Jeg er bange for at miste denne bedring jeg føler jeg har. Men så tænker jeg på min familie som igen vil være skuffede over mig.... Og udd. interessere mig egentlig også, men alle de krav og forventninger de har, gør bare at jeg igen for den ængstelige følelse af at jeg ikke kan klare det.
Det får mig til at tænke at jeg ikke er i stand til at tage en udd. som jeg har det på nuværende tidspunkt, at jeg bare skal arbejde og når jeg er blevet lidt ældre, er jeg bedre i stand til at tage kampen op med en udd....

Mit liv er endtil videre bestemt ikke gået som forventet.

En ting jeg skal minde mig selv om gentagne gange er, at jeg skal prøve at leve i nuet, noget som jeg beundrede min farfar for...

Det eneste der hjælper mig er at sige til mig selv at jeg skal tage det en ting af gangen og huske på at enhver oplevelse, god som dårlig er noget jeg vil erfarer af.......