Min elskede far ( barndomsminder ) Min elskede far ( barndomsminder )

Far ……..

Min far var den smukkeste mand i mine øjne og i mange år led jeg af et udtalt Elektrakompleks. Jeg ville være sammen med min far altid og jeg ville beskytte ham i mod alt ondt.
Når min far var ædru var han et kærligt, omsorgsfuldt og meget generøst menneske. Han var beleven overfor alle, han tændte deres cigaretter, holdt dørene, hjalp damerne deres overtøj på og så dansede han som en drøm. Jeg husker, at jeg allerede som meget lille sad på hans arme imens han dansede med mig til musikken fra radioen, senere stod jeg på hans fødder imens han dansede rundt i stuen. Min far kunne godt tale om hans følelser overfor mig og jeg tvivler ikke et sekund på, at jeg var hans øjesten som han sagde. Når jeg havde ondt i maven, kunne han sidde længe ved min seng og holde mig på maven samtidig med at han sang stille for mig. Når jeg vågnede om natten gik jeg altid ind til min fars side af sengen, kaldte stille på ham og han løftede sin dyne og bød mig indenfor i hans varme og tryghed.
Der er ingen tvivl i mit sind om, at min far led af alkoholisme. Min far drak ikke dagligt, men jeg tror han drak på sine følelser. Jeg tror den største og alt overskyggende følelse han har drukket på var hans forhold til min mor som af natur var den diametrale modsætning til ham selv. De var som olie og vand. Flydende ved siden af hinanden uden at kunne indgå tæt kontakt.
Min far drak igennem alle årene også efter deres sidste skilsmisse. Min far bliver boende i Høje Gladsaxe og jeg stødte ofte på ham nede i centret, hvor han sad på cafeen og drak en stille øl i sit eget selskab. Min far har nu drukket hele arven op, mistet sit kørekort og deraf også hans taxabevillinger. På dette tidspunkt er jeg stoppet med at hjælpe min far og jeg nægter ham adgang til mit hjem når han er beruset ene og alene fordi jeg ikke vil have min søn skal se sin morfar i påvirket tilstand. Min kontakt til min elskede far bliver mere og mere sporadisk og jeg har ikke længere nogen fornemmelse af hvordan han har det. Men en dag bliver jeg konfronteret med hans sociale deroute, da jeg går forbi det lille center sammen med min søn. Der sidder min far sammen med de andre tabere og drikker købmands øl. Mit hjerte skyder op i min hals og jeg har de største kvælningsfornemmelser jeg nogensinde har oplevet. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre og hvordan jeg skal reagere på det jeg ser. Skal jeg gå over til ham og hilse som jeg plejer eller lade som ingen ting og gå videre?
Jeg vælger at gå videre, at gøre som jeg plejer, nemlig at beskytte min søn imod at se sin morfar fuld og i en atmosfære der ikke er noget menneske værdigt.
Den dag i dag, 25 år efter kan jeg stadig mærke de følelser som jeg havde i den situation. Følelser af magtesløshed, dyb kærlighed og et knivskarpt brud og afstandstagen fra min side til min egen far. Jeg kunne ikke mere. Mit hjerte gik i stykker den dag og det er aldrig helet igen. Min far havde alt hvad livet har at give, børn, børnebørn, et hjem, penge, egen virksomhed. Men han havde også alkoholiker genet som var stærkere end alt andet.
Min far flytter fra Høje Gladsaxe til Herfølge og det er nu kun min søster der har kontakt med ham. Igennem hende for vi af vide, at han har fået bygget et nyt liv op sammen med en kæreste og har et afslappende job som vicevært. Min far er nu over 70 år og har endelig fået bugt med sit alkoholproblem og lever et stille liv.
En dag bliver jeg ringet op af min lillebror, at min far er fundet død på trappeopgangen og at han sandsynligvis har ligget der et par dage før han blev fundet af en af naboerne. Han dødede af en blodprop.
Nu kom en tid for mig med mange spekulationer, dårlig samvittighed og at nu var alt for sent. Jeg havde ikke set eller snakket med min far de sidste 14 år han levede og jeg fortrød bitterligt min beslutning den dag nede ved det lille center mange år før. Men alligevel vidste jeg godt, at jeg aldrig havde kunnet have mine børn sammen med deres morfar under de præmisser der nu engang var. Det var mit ansvar at beskytte mine børn imod denne galskab som alkoholen vakte i mine forældre.
Mine søskende og jeg skal nu tømme min fars lejlighed, arrangere begravelse og hvad der ellers hører til sådan et dødsfald. Og alle mine moralske begreber sloges indbyrdes i mit sind.
Skulle jeg gå ind i hans hjem nu hvor han var død og hjælpe mine søskende eller skulle jeg vise min respekt for hans privatliv som jeg ikke havde været en del af de sidste mange år af hans liv og blive udenfor?
Skulle jeg tage ansvaret for hvad der skulle smides ud og hvad der havde værdi? Når jeg mange år før havde kasseret det han havde at give mig.
Skulle jeg være med til at vælge gravsted og sten? Og skulle han ligge sammen med min farmor?
Hvem skulle bære kisten? Og hvem skulle vide at han ikke længere var iblandt os?
Og har jeg overhovedet ret til at være med? Min far kan desværre ikke give sin mening til kende.
Jeg kan slet ikke finde hoved og hale i noget og derfor har jeg en meget intens samtale med præsten om min rolle i denne begravelse. Præsten råder mig til, at deltage så langt jeg kan med argumentet, at det er bedre at have været en del af processen og så fortryde end ikke at have været med og så fortryde bagefter.
Jeg tage hans råd til mig og deltager i alle opgaver sammen med mine søskende og da jeg ser hans nye hjem for første gang bliver jeg endnu ramt i mit hjerte, hårdt og smertefuldt.
Min far havde fjernet alt i sit liv hvad der havde med mig at gøre. Der var kun billeder af mine søskende og deres børn. Det var kun deres fødselsdage der var på kalenderen. Det var som om, at han aldrig havde været far til mig. Mine søskende er søde ved mig og tilbyder mig, at jeg kan tage hvad jeg vil. Det eneste jeg tager er en Ronsonlighter med min farmors kælenavn på.
Min søster for fat i vores fars kæreste og fortæller hende at vores far er død.
Vi mødes for at planlægge sammen med hende for at sikre os, at alle i vores fars liv bliver informeret om begravelsens tid og sted. Vi føler os nødsaget til at bringe flere dødsannoncer i de store aviser, så alle i vores fars liv bliver informeret. . Hun bliver noget overrasket da hun ser, at vi kommer 3 børn og ikke kun mine mindre søskende. Min far havde aldrig fortalt hende om min eksistens og havde altid troet at min far kun havde tvillingerne og deres børn som familie.
Dagen for begravelsen kommer og vi skal hente min far på Køge sygehus kapel og køre sammen med rustvognen ind til Haraldskirken i Høje Gladsaxe hvor bisættelsen skal foregå.
Mine søskende har valgt et sæt tøj som han skal have på og hjælper bedemændene med at give ham det på. Jeg kan ikke deltage længere. Min far havde vist mig så tydeligt, at han ikke ønskede mig i sit liv ved at have fjernet alt om mig og derfor sagde jeg nej til at gå med ind og hjælpe ham tøjet på.
Vi kører nu den lange vej fra Køge til Gladsaxe med rustvognen foran os og det er første gang i 14 år at jeg er så tæt på min far. Jeg husker så tydeligt mine tanker på denne tur.
Der ligger min far, 20 meter foran mig i en rustvogn, død alene på en trappeopgang uden nogen til at være hos ham i den sidste tid og kun en nabo til at opdage et liv er slut.
Vi når frem til kirken. Kisten bliver kørt ind til alteret og jeg sætter mig på den forreste bænk for at tilbringe den sidste tid alene med min far før selve ceremonien begynder. Tankerne og sorgen vælter frem. Skulle jeg have været hos ham? Skulle jeg have valgt anderledes dengang ved centret?
Intet kunne gøres om igen. Jeg kunne aldrig mere få muligheden for at se og snakke med min far. Jeg havde truffet et valg og her var så konsekvensen af dette valg og det må jeg leve med resten af mine dage. Har jeg fortrudt? Det tror jeg ikke, når jeg tænker på alternativet som ville have været, at jeg skulle have set min far synke helt ned uden jeg kunne gøre noget.

I de dage hvor min far var ædru var han det dejligste menneske på jorden , men der var desværre ikke nok af dem til at give mig den tryghed og kærlighed jeg havde brug for som barn.