Min elskede far ( barndomsminder ) {{forumTopicSubject}}
Far ……..
Min far var den smukkeste mand i mine øjne og i mange år led jeg af et udtalt Elektrakompleks. Jeg ville være sammen med min far altid og jeg ville beskytte ham i mod alt ondt.
Når min far var ædru var han et kærligt, omsorgsfuldt og meget generøst menneske. Han var beleven overfor alle, han tændte deres cigaretter, holdt dørene, hjalp damerne deres overtøj på og så dansede han som en drøm. Jeg husker, at jeg allerede som meget lille sad på hans arme imens han dansede med mig til musikken fra radioen, senere stod jeg på hans fødder imens han dansede rundt i stuen. Min far kunne godt tale om hans følelser overfor mig og jeg tvivler ikke et sekund på, at jeg var hans øjesten som han sagde. Når jeg havde ondt i maven, kunne han sidde længe ved min seng og holde mig på maven samtidig med at han sang stille for mig. Når jeg vågnede om natten gik jeg altid ind til min fars side af sengen, kaldte stille på ham og han løftede sin dyne og bød mig indenfor i hans varme og tryghed.
Der er ingen tvivl i mit sind om, at min far led af alkoholisme. Min far drak ikke dagligt, men jeg tror han drak på sine følelser. Jeg tror den største og alt overskyggende følelse han har drukket på var hans forhold til min mor som af natur var den diametrale modsætning til ham selv. De var som olie og vand. Flydende ved siden af hinanden uden at kunne indgå tæt kontakt.
Min far drak igennem alle årene også efter deres sidste skilsmisse. Min far bliver boende i Høje Gladsaxe og jeg stødte ofte på ham nede i centret, hvor han sad på cafeen og drak en stille øl i sit eget selskab. Min far har nu drukket hele arven op, mistet sit kørekort og deraf også hans taxabevillinger. På dette tidspunkt er jeg stoppet med at hjælpe min far og jeg nægter ham adgang til mit hjem når han er beruset ene og alene fordi jeg ikke vil have min søn skal se sin morfar i påvirket tilstand. Min kontakt til min elskede far bliver mere og mere sporadisk og jeg har ikke længere nogen fornemmelse af hvordan han har det. Men en dag bliver jeg konfronteret med hans sociale deroute, da jeg går forbi det lille center sammen med min søn. Der sidder min far sammen med de andre tabere og drikker købmands øl. Mit hjerte skyder op i min hals og jeg har de største kvælningsfornemmelser jeg nogensinde har oplevet. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre og hvordan jeg skal reagere på det jeg ser. Skal jeg gå over til ham og hilse som jeg plejer eller lade som ingen ting og gå videre?
Jeg vælger at gå videre, at gøre som jeg plejer, nemlig at beskytte min søn imod at se sin morfar fuld og i en atmosfære der ikke er noget menneske værdigt.
Den dag i dag, 25 år efter kan jeg stadig mærke de følelser som jeg havde i den situation. Følelser af magtesløshed, dyb kærlighed og et knivskarpt brud og afstandstagen fra min side til min egen far. Jeg kunne ikke mere. Mit hjerte gik i stykker den dag og det er aldrig helet igen. Min far havde alt hvad livet har at give, børn, børnebørn, et hjem, penge, egen virksomhed. Men han havde også alkoholiker genet som var stærkere end alt andet.
Min far flytter fra Høje Gladsaxe til Herfølge og det er nu kun min søster der har kontakt med ham. Igennem hende for vi af vide, at han har fået bygget et nyt liv op sammen med en kæreste og har et afslappende job som vicevært. Min far er nu over 70 år og har endelig fået bugt med sit alkoholproblem og lever et stille liv.
En dag bliver jeg ringet op af min lillebror, at min far er fundet død på trappeopgangen og at han sandsynligvis har ligget der et par dage før han blev fundet af en af naboerne. Han dødede af en blodprop.
Nu kom en tid for mig med mange spekulationer, dårlig samvittighed og at nu var alt for sent. Jeg havde ikke set eller snakket med min far de sidste 14 år han levede og jeg fortrød bitterligt min beslutning den dag nede ved det lille center mange år før. Men alligevel vidste jeg godt, at jeg aldrig havde kunnet have mine børn sammen med deres morfar under de præmisser der nu engang var. Det var mit ansvar at beskytte mine børn imod denne galskab som alkoholen vakte i mine forældre.
Mine søskende og jeg skal nu tømme min fars lejlighed, arrangere begravelse og hvad der ellers hører til sådan et dødsfald. Og alle mine moralske begreber sloges indbyrdes i mit sind.
Skulle jeg gå ind i hans hjem nu hvor han var død og hjælpe mine søskende eller skulle jeg vise min respekt for hans privatliv som jeg ikke havde været en del af de sidste mange år af hans liv og blive udenfor?
Skulle jeg tage ansvaret for hvad der skulle smides ud og hvad der havde værdi? Når jeg mange år før havde kasseret det han havde at give mig.
Skulle jeg være med til at vælge gravsted og sten? Og skulle han ligge sammen med min farmor?
Hvem skulle bære kisten? Og hvem skulle vide at han ikke længere var iblandt os?
Og har jeg overhovedet ret til at være med? Min far kan desværre ikke give sin mening til kende.
Jeg kan slet ikke finde hoved og hale i noget og derfor har jeg en meget intens samtale med præsten om min rolle i denne begravelse. Præsten råder mig til, at deltage så langt jeg kan med argumentet, at det er bedre at have været en del af processen og så fortryde end ikke at have været med og så fortryde bagefter.
Jeg tage hans råd til mig og deltager i alle opgaver sammen med mine søskende og da jeg ser hans nye hjem for første gang bliver jeg endnu ramt i mit hjerte, hårdt og smertefuldt.
Min far havde fjernet alt i sit liv hvad der havde med mig at gøre. Der var kun billeder af mine søskende og deres børn. Det var kun deres fødselsdage der var på kalenderen. Det var som om, at han aldrig havde været far til mig. Mine søskende er søde ved mig og tilbyder mig, at jeg kan tage hvad jeg vil. Det eneste jeg tager er en Ronsonlighter med min farmors kælenavn på.
Min søster for fat i vores fars kæreste og fortæller hende at vores far er død.
Vi mødes for at planlægge sammen med hende for at sikre os, at alle i vores fars liv bliver informeret om begravelsens tid og sted. Vi føler os nødsaget til at bringe flere dødsannoncer i de store aviser, så alle i vores fars liv bliver informeret. . Hun bliver noget overrasket da hun ser, at vi kommer 3 børn og ikke kun mine mindre søskende. Min far havde aldrig fortalt hende om min eksistens og havde altid troet at min far kun havde tvillingerne og deres børn som familie.
Dagen for begravelsen kommer og vi skal hente min far på Køge sygehus kapel og køre sammen med rustvognen ind til Haraldskirken i Høje Gladsaxe hvor bisættelsen skal foregå.
Mine søskende har valgt et sæt tøj som han skal have på og hjælper bedemændene med at give ham det på. Jeg kan ikke deltage længere. Min far havde vist mig så tydeligt, at han ikke ønskede mig i sit liv ved at have fjernet alt om mig og derfor sagde jeg nej til at gå med ind og hjælpe ham tøjet på.
Vi kører nu den lange vej fra Køge til Gladsaxe med rustvognen foran os og det er første gang i 14 år at jeg er så tæt på min far. Jeg husker så tydeligt mine tanker på denne tur.
Der ligger min far, 20 meter foran mig i en rustvogn, død alene på en trappeopgang uden nogen til at være hos ham i den sidste tid og kun en nabo til at opdage et liv er slut.
Vi når frem til kirken. Kisten bliver kørt ind til alteret og jeg sætter mig på den forreste bænk for at tilbringe den sidste tid alene med min far før selve ceremonien begynder. Tankerne og sorgen vælter frem. Skulle jeg have været hos ham? Skulle jeg have valgt anderledes dengang ved centret?
Intet kunne gøres om igen. Jeg kunne aldrig mere få muligheden for at se og snakke med min far. Jeg havde truffet et valg og her var så konsekvensen af dette valg og det må jeg leve med resten af mine dage. Har jeg fortrudt? Det tror jeg ikke, når jeg tænker på alternativet som ville have været, at jeg skulle have set min far synke helt ned uden jeg kunne gøre noget.
I de dage hvor min far var ædru var han det dejligste menneske på jorden , men der var desværre ikke nok af dem til at give mig den tryghed og kærlighed jeg havde brug for som barn.
jul 2010
Følger: 59 Følgere: 53 Emner: 215 Svar: 12.874
jun 2010
Følger: 45 Følgere: 61 Hunde: 2 Emner: 126 Svar: 3.856
http://hundegalleri.dk/for_messageDetail.aspx?MSG_ID=493101
Afsnit 2
http://www.hundegalleri.dk/for_messageDetail.aspx?Msg_ID=493153
Afsnit 3
http://hundegalleri.dk/for_messageDetail.aspx?Msg_ID=493177
Afsnit 4
http://www.hundegalleri.dk/for_messageDetail.aspx?Msg_ID=493233
Afsnit 5
http://www.hundegalleri.dk/for_messageDetail.aspx?Msg_ID=493394
Afsnit 6
http://www.hundegalleri.dk/for_messagedetail.aspx?msg_id=493450
Afsnit 7
http://www.hundegalleri.dk/for_messageDetail.aspx?Msg_ID=493586
Afsnit 8
http://www.hundegalleri.dk/for_messageDetail.aspx?Msg_ID=494360
Afsnit 9
http://www.hundegalleri.dk/for_messageDetail.aspx?Msg_ID=498302
Afsnit 10
http://www.hundegalleri.dk/for_messagedetail.aspx?Msg_ID=502194
jul 2010
Følger: 59 Følgere: 53 Emner: 215 Svar: 12.874
jun 2010
Følger: 45 Følgere: 61 Hunde: 2 Emner: 126 Svar: 3.856
Kram her fra...
sep 2008
Følger: 41 Følgere: 39 Hunde: 7 Svar: 1.865
Men jeg har en vinkel, jeg gerne vil gøre dig opmærksom på.
Hvad nu, hvis den eneste grund til at din far fjernede billederne og din fødselsdag fra kalenderen, var fordi det gjorde for ondt at blive mindet om dig? For ondt at snakke om dig, når nu du har fjernet ham fra dit liv? Det giver mere mening for mig.
Indtil for et lille halvt år siden, inden jeg tog til USA, havde jeg ikke snakket med min biologiske mor i fem år, efter hun havde givet mig tæsk da jeg var 11, og jeg ikke ville bo hos hende længere. Jeg ved, hvor umuligt det var for hende at acceptere, og hun sneg sig ind til min nonfirmation og alt andet, der havde betydning for mig, skide ligeglad med at jeg tudede og truede og forsøgte at smide hende ud. Ingen støttede mig nogensinde i min beslutning, og jeg har efterhånden givet op, fordi hun har vist, at hun aldrig lader mig være i fred, ligemeget hvor grimt jeg taler til hende, hvor mange gange jeg smækker døren i hovedet på hende og afviser hendes opkald...
feb 2005
Følger: 80 Følgere: 75 Hunde: 4 Emner: 366 Svar: 11.337
Knus
jan 2010
Følger: 42 Følgere: 40 Hunde: 5 Emner: 403 Svar: 3.009
Dette er også noget jeg har overvejet og jeg er ret sikker på at du har ret langt hen af vejen. Jeg tror at det har været en blanding af at jeg har svigtet ham og omvendt......
Jeg vil give det en nærmere tanke og prøve at finde frem til noget i min analyse af vores indbyrdes interaktioner.
Jeg har også læst afsnittet endnu engang ( det gør jeg ikke før længe efter jeg har skrevet det , da det skal have tid til at dvæle på plads ) og jeg syntes det virker lidt for rodet og jeg kommer ikke helt ind i mine følelser. Det vil jeg bruge noget tid og energi på. Men jeg tror at der nu er kommet hul på bylden og tiden er til at bore lidt mere i det , så det hele kommer til at virke mere samlet både på fortæller delen og på følelsesdelen
Tak for feedback , det hjælper mig videre i mit personlige arbejde
jan 2010
Følger: 42 Følgere: 40 Hunde: 5 Emner: 403 Svar: 3.009
Hvem ved , måske havde jeg slet ikke kommet så langt i mine erindringer hvis jeg ikke havde jer til at " gejle " mig til at fortsætte
Tiusind tak , det betyder alt for skriveprocessen som i perioder virker noget langmodig ....
sep 2008
Følger: 41 Følgere: 39 Hunde: 7 Svar: 1.865
Jeg er ked af, at jeg først er begyndt at følge med nu her... Men jeg læser og læser for at følge med, selvom jeg synes det er rigtig svært og hårdt. Så kan slet ikke forestille mig, hvordan det måtte være for dig.:/
maj 2006
Følger: 70 Følgere: 92 Hunde: 5 Emner: 233 Svar: 11.263
Jeg har læst og læst og læst, holdt lidt pause for at få tankerne på plads igen og så læst videre. Din historie er ufattelig hård læsning og ingen mennesker burde have gennemlevet det i børn har gjort...
Kender dig ikke men mine tanker går bestemt din vej og jeg ser frem til næste afsnit trods tårer i øjnene gentagne gange, raseri, medfølelse og hvad der ellers har vist sig...
jan 2010
Følger: 42 Følgere: 40 Hunde: 5 Emner: 403 Svar: 3.009
Efter jeg har sovet på det endnu engang , ja så kan jeg se , at afsnittet med min far skal jeg arbejde endnu dybere med , det er langt fra færdigt endnu. Så det vil jeg bruge den næste tid på.
Jo mere jeg skriver , jo mere for jeg tingene sat i de rigtige perspektiv og jo mere heler min sjæl.
Jeg tror , at smerten var alt alt for stor i dette afsnit , til at jeg turde gå helt ind i det , men efter at have klippet den over i portioner , ja så er der plads til endnu mere
Tuisnd tak fordi i giver jer tid til at læse mine ord
jan 2011
Følger: 39 Følgere: 31 Hunde: 3 Emner: 166 Svar: 5.314
sep 2008
Følger: 41 Følgere: 39 Hunde: 7 Svar: 1.865
jan 2010
Følger: 42 Følgere: 40 Hunde: 5 Emner: 403 Svar: 3.009
Så jo , den skal nok komme ud til alle der har lyst til at læse og lære
sep 2008
Følger: 41 Følgere: 39 Hunde: 7 Svar: 1.865
Lyder som en rigtig god idé :o)
sep 2008
Følger: 41 Følgere: 39 Hunde: 7 Svar: 1.865
mar 2009
Følger: 47 Følgere: 42 Hunde: 5 Emner: 84 Svar: 997
Jeg vidste at du have nogen ting fra din opvækst som du arbejder med og er i gang med at skrive en bog om, men jeg vidste virkelig ikke at det var så grusomt og forfærdeligt som dette.
Så varm, kærlig, empatisk og sjov person som du er, fortæller mig, at der gemmer sig en meget stærk kvinde, trods at du er vokset op sammen med forældre som har været totale modsætninger af dig. Hatten af for din styrke og hatten af for at du arbejder med og bearbejder dette traume.
Jeg glæder mig til at vi ses igen til AG.
Kæmpe kram til dig.
Min elskede far ( barndomsminder )