Min far , nu revideret og dybere end tidligere {{forumTopicSubject}}

Kære alle jer der følger med

Nu kom jeg ind hvor det gjorde ondt , som i rigtig ondt!!
Idag turde jeg gå helt ind i mine følelser omkring min far og derfor har jeg revideret delen om ham.
Håber at i vil læse det igen , selvom noget er en gentagelse ....

Og så lige et forfatterspørgsmål til jer om dette afsnit som ligger mig meget på sinde :

kan i mærke min smerte og kan i se scenerne for jer ??
jeres svar er vigtige for mig , da jeg har været helt ude på overdrevet af sorg i dette afsnit


Far ……..

Min far var den smukkeste mand i mine øjne og i mange år led jeg af et udtalt Elektrakompleks. Jeg ville være sammen med min far altid og jeg ville beskytte ham i mod alt ondt.
Når min far var ædru var han et kærligt, omsorgsfuldt og meget generøst menneske. Han var beleven overfor alle, han tændte deres cigaretter, holdt dørene, hjalp damerne deres overtøj på og så dansede han som en drøm. Jeg husker, at jeg allerede som meget lille sad på hans arme imens han dansede med mig til musikken fra radioen, senere stod jeg på hans fødder imens han dansede rundt i stuen.
Min far kunne godt tale om hans følelser overfor mig og jeg tvivler ikke et sekund på, at jeg var hans øjesten som han sagde. Når jeg havde ondt i maven, kunne han sidde længe ved min seng og holde mig på maven samtidig med at han sang stille for mig. Når jeg vågnede om natten gik jeg altid ind til min fars side af sengen, kaldte stille på ham og han løftede sin dyne og bød mig indenfor i hans varme og tryghed.
Der er ingen tvivl i mit sind om, at min far led af alkoholisme. Min far drak ikke dagligt, men jeg tror han drak på sine følelser. Jeg tror den største og alt overskyggende følelse han har drukket på var hans forhold til min mor som af natur var den diametrale modsætning til ham selv. De var som olie og vand. Flydende ved siden af hinanden uden at kunne indgå tæt kontakt.
Min far drak igennem alle årene også efter deres sidste skilsmisse. Min far blev boende i Høje Gladsaxe og jeg stødte ofte på ham nede i centret, hvor han sad på cafeen og drak en stille øl i sit eget selskab. Min far havde nu drukket hele arven op fra hans forældre, mistet sit kørekort og deraf også hans taxabevillinger. På dette tidspunkt stopper jeg med at hjælpe min far og jeg nægter ham adgang til mit hjem når han er beruset, ene og alene fordi jeg ikke ville have at min søn skulle se sin morfar i påvirket tilstand.
Min kontakt til min elskede far blev mere og mere sporadisk og jeg havde ikke længere nogen fornemmelse af hvordan han havde det.
Men en dag blev jeg konfronteret med hans sociale deroute, da jeg gik forbi det lille center sammen med min søn. Der sad min far sammen med de andre tabere og drak købmands øl. Mit hjerte skyd op i min hals og jeg havde de største kvælningsfornemmelser jeg nogensinde havde oplevet. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre og hvordan jeg skulle reagere på det jeg så. Skulle jeg gå over til ham og hilse som jeg plejede eller lade som ingen ting og gå videre?
Jeg valgte at gå videre, at gøre som jeg plejede. Nemlig at beskytte min søn imod at se sin morfar fuld og i en atmosfære der ikke var noget menneske værdigt.
Den dag i dag 25 år efter kan jeg stadig mærke de følelser som jeg havde i den situation. Følelser af magtesløshed, dyb kærlighed og et knivskarpt brud og afstandstagen fra min side til min egen far. Jeg kunne ikke mere. Mit hjerte gik i stykker den dag og det er aldrig helet igen. Min far havde alt hvad livet havde at tilbyde ham;. Børn, Børnebørn, Et hjem, Penge, Egen virksomhed. Men han havde også alkoholiker genet som var stærkere end alt andet.

Min far flyttede fra Høje Gladsaxe til Herfølge og det er nu kun min søster der har kontakt med ham. Igennem hende for min lillebror og jeg af vide, at han har fået bygget et nyt liv op sammen med en kæreste og har et afslappende job som vicevært. Min far er nu over 70 år og har endelig fået bugt med sit alkoholproblem og lever et stille liv.
En dag blev jeg ringet op af min lillebror, at min far var fundet død på trappeopgangen og at han sandsynligvis havde ligget der et par dage før han blev fundet af en af naboerne.

Nu kom en tid for mig med mange spekulationer. Dårlig samvittighed og ” nu var alt for sent” var de altoverskyggende tanker der plagede mig.
Jeg havde ikke set eller snakket med min far de sidste 14 år han levede og jeg fortrød bitterligt min beslutning den dag for mange år siden nede ved det lille center. Men alligevel vidste jeg godt, at jeg aldrig havde kunnet gå på kompromis imellem at beskytte mine børn imod alkoholens virkning og samværet med deres morfar.
Det var mit ansvar som mor at beskytte mine børn imod denne galskab som alkoholen vakte i mine forældre.

Mine søskende og jeg skal nu tømme min fars lejlighed. Arrangere begravelse og hvad der ellers hører til sådan et dødsfald. Og alle mine moralske begreber sloges indbyrdes i mit sind. Spørgsmål af etiske karakter væltede rundt i hovedet på mig og jeg kunne ikke finde min rolle i dette sammensurium af tidligere følelser, smerte, sorg, angst og hvad en korrekt datter bør gøre for at vise sin far den sidste respekt. Respekt overfor det menneske han var uden alkohol. Den far han var når han viste mig sin kærlighed og den far som jeg elskede højt. Hvorfra kunne jeg finde respekten når minderne væltede frem og filmen med ham som fuld og ond og sarkastisk hele tiden forstyrrede min sorg. Det var som om, at der hele tiden kørte to film ved siden af hinanden. En hvor han danser med mig på sine arme og en hvor han råbende og skrigende ønsker at slå min mor.
Skulle jeg gå ind i hans hjem nu hvor han var død og hjælpe mine søskende eller skulle jeg vise min respekt for hans privatliv som jeg ikke havde været en del af de sidste mange år af hans liv og blive udenfor?
Skulle jeg tage ansvaret for hvad der skulle smides ud og hvad der havde værdi?
Når jeg mange år før havde kasseret det han havde at give mig.
Skulle jeg være med til at vælge gravsted og sten? Og skulle han ligge sammen med min farmor?
Hvem skulle bære kisten? Og hvem skulle vide at han ikke længere var iblandt os?

Jeg kan slet ikke finde hoved og hale i noget og derfor har jeg en meget intens samtale med præsten om min rolle i denne begravelse. Præsten råder mig til, at deltage så langt jeg kan med argumentet, at det er bedre at have været en del af processen og så fortryde end ikke at have været med og så fortryde bagefter.
Jeg tage hans råd til mig og deltager i alle opgaver sammen med mine søskende og da jeg ser hans nye hjem for første gang bliver jeg endnu ramt i mit hjerte, hårdt og smertefuldt.
Min far havde fjernet alt i sit liv hvad der havde med mig at gøre. Der var kun billeder af mine søskende og deres børn. Det var kun deres fødselsdage der var på kalenderen. Det var som om, at han aldrig havde været far til mig.

Mine søskende er søde ved mig og tilbyder mig, at jeg kan tage hvad jeg vil. Det eneste jeg tager, er en Ronson lighter med min farmors kælenavn på.
Min søster for fat i vores fars kæreste og fortæller hende at vores far er død.
Vi aftaler at mødes for at planlægge det videre forløb sammen med hende, da vi vil sikre os at alle bliver informeret om vores fars død og begravelse.
Vi sidder og taler sammen og forsøger at nærme os hinanden igennem vores minder om vores far og gang på gang må vi børn kigge væk, da min fars kærestes opfattelse af hans tidligere liv ikke stemte overens med sandheden. Bl.a. havde han fortalt at han igennem hele sit liv været Værkfører hos Volvo i Herlev, at han var uhelbredelig syg af leukæmi og gik til faste undersøgelser på Rigshospitalet, at han kun havde 2 børn osv osv.
Min far havde skabt sig et nyt liv og en ny identitet som gjorde at han kunne lægge alt bag sig incl. Alkoholen og få sin dagligdag til at fungere. Men inderst inde tror jeg, at savn, sorg og utilstrækkelighed er følelser, min far har måttet mærke dagligt igennem de sidste år han levede.


Dagen for begravelsen kommer og vi skal hente min far på Køge sygehus kapel og køre sammen med rustvognen ind til Haralds kirken i Høje Gladsaxe hvor bisættelsen skal foregå.
Vi kører nu den lange vej fra Køge til Gladsaxe med rustvognen foran os og det er første gang i 14 år at jeg er så tæt på min far.
Jeg husker så tydeligt mine tanker på denne tur. ”Det er det nærmeste jeg har været min far de sidste 14 år og nu ligger han der 20 meter foran mig i en rustvogn”. ”Død alene på en trappeopgang uden nogen til at være hos ham i den sidste tid og kun en nabo til at opdage at hans liv var slut”. ” Nu er alt for sent”
På den lange tur havde jeg kun et ønske. At glemme alt det onde. Tilgive alt og bare være sammen med ham igen. At hjælpe ham igennem sin alkoholisme og få ham tilbage som den smukke og kærlige mand han var før sygdommen tog ham. Tårerne flyder ned af mine kinder og min kæmpe store frustration over begivenhedernes gang sidder som en klump i halsen og truer med at kvæle mig. Jeg er nærmest hinsides al fornuft og totalt i mine følelser magt og alt river hårdt i mit indre.

Vi når frem til kirken. Kisten bliver kørt ind til alteret og jeg sætter mig alene på den forreste bænk for at tilbringe den sidste tid med min far før selve ceremonien begynder. Min mand og alle mine familiemedlemmer kan fornemme min psykiske tilstand og prøver at trøste mig og være sammen med mig, men jeg skubber alle væk fra mig. Jeg kan ikke have nogen omkring mig på dette tidspunkt og ønsker kun at være alene med min far disse sidste minutter inden hans bisættelse begynder.
Tankerne og sorgen vælter frem. Skulle jeg have været hos ham? Skulle jeg have valgt anderledes dengang ved centret?
Intet kunne gøres om igen. Jeg kunne aldrig mere få muligheden for at se og snakke med min far. Jeg havde truffet et valg og her var så konsekvensen af dette valg og det må jeg leve med resten af mine dage. Har jeg fortrudt? Det tror jeg ikke, når jeg tænker på alternativet som ville have været, at jeg skulle have set min far synke helt ned og samtidig lade mine børn opleve alkoholens grimme ansigt.
Bisættelsen forløber stille og roligt og det er den nærmeste familie der bærer kisten ud til rustvognen. Kisten bliver sat ind i vognen og tiden er nu til det endelige farvel fra os alle ved at lægge en blomst på kisten. Bagsmækken bliver lukket i og bedemanden viser os respekt ved at bukke let og sætte sig ind i bilen. Han starter den og jeg husker tydeligt en strøgtanke passere min hjerne. ” Min far bliver kørt af sted i en stor smuk sort Volvo. Det ville han have været glad for ”.
Bilen begynder nu at køre langsomt væk fra os og jeg mærker en kæmpe smerte. Endelig var jeg igen tæt på min far og nu kører bedemanden med ham. Jeg fik 20 minutter alene med ham oppe ved alteret og det var slet ikke nok.
Og så bryder jeg endelig sammen. Jeg skriger min smerte ud over kirke pladsen og ingen i min familie kan nå ind til mig. Jeg skriger og skriger og skubber alle væk.
Efter et stykke tid mærker jeg nogle store stærke arme holde hårdt om mig og langsomt begynder jeg atter at sanse menneskene omkring mig.
Jeg kigger op og ser at det er præsten der holder omkring mig. Han holder mig fast. Han kan mærke min smerte og han forstår mine følelser.
Vi har efterfølgende arrangeret kaffe og kage i et selskabslokal tæt ved kirken og alle går med derover for at vise den sidste respekt og mindes min far.
Jeg går rundt imellem 40-50 fremmede mennesker og lytter til deres oplevelser med min far og må gang på gang holde gode miner til min fars nye identitet hvor jeg ikke eksistere. Jeg vælger at glide af ved spørgsmål om hvilken relation jeg har til min far , da jeg ikke ønsker at de skal vide at min far havde fyldt dem med løgn om hans fortid.




Et barns fornemmelser er sikre parameter for sandheden og kigger jeg langt tilbage til tiden hvor min far havde ædru dage er jeg sikker på at han elskede mig og at jeg havde en særlig plads i hans hjerte. Hvis min far har elsket mig bare halvt så meget som jeg elskede ham, er jeg overbevist om, at mit brud med ham har gjort så ondt, at han var nødt til at forlade Høje Gladsaxe og glemme alt om mig og hans tidligere liv.
Min ældste søn kommer i militæret tæt hvor min far boede og de stødte da også ind i hinanden nede i byen. Og da min søn foreslår at de skal se lidt til hinanden imens han er på kasernen takker min far nej og grunden må være, at der ganske enkelt ikke lige pludselig kan dukke et barnebarn op i hans liv som måske kunne røbe hans tidligere problem omkring alkohol og hans sociale deroute.

Den dag i dag har jeg intet at bebrejde min far. Min far havde alkoholiker genet og det blev vakt da han begyndte at drikke på sine følelser og frustrationer omkring hans ægteskab med min mor.
Min far blev ramt hårdt af alkoholikersygdommen og måtte betale den største pris af alle. At miste sin familie , sin status og sit helbred og dø alene på en trappeopgang.
I de dage hvor min far var ædru var han det dejligste menneske på jorden, men der var desværre ikke nok af dem til at give mig den tryghed og kærlighed jeg havde brug for som barn, men jeg elskede ham og har valgt at mindes det menneske han var når han var ædru.