Min søn på 18 år - Langt {{forumTopicSubject}}

Ved simpelhen ikke hvad jeg/vi efterhånden skal gøre, så nu håber jeg at nogen herind kan rådgive lidt.
Ved at jeg nu udstiller mig selv, og min familie, men er hele tiden så ulidelig træt, fordi tankerne omkring min søn, tapper mig for energi.
Altså, jeg har den her søn, som blev 18 år sidst i oktober.
Min mand har været som en far for ham, i ti år.
Min søn har været en dovnkrop siden han var tre år gammel. Op gennem hans folkeskoletid, har hver dag været en kamp- både at få ham op om morgen, få ham i skole, få ham til at blive en hel skoledag i skolen, få ham lært at læse osv. Og jeg mener: Virkelig en kamp- selv for lærene. Har aldrig været til en skole-/hjem samtale, hvor der var den mindste ros til min søn. Og forståligt nok. Uanset hvor meget man har prøvet at hjælpe ham, har han bare lukket af og trukket på skulderen.
Vi har haft prøvet at ha ham på efterskole- selv der, gav pædagogerne op overfor hans dovnskab og for hans ligegyldighed overfor omverden. (det kostede os så lige 100.000 kr i dyre lærepenge).
Hjemme, fortager han sig heller intet, og nægter at følge de -få-regler, vi har herhjemme....så som, at det er forbudt at ryge indendørs (og i særdeleshed i sengen), at man rydder op og hjælper hinanden.
Ikke engang at vaske sit eget tøj ( og det gør jeg ikke mere)- så han går ind og tager af min mands tøj i stedet og smider det så åbenbart ud efter brug - for vi kan ikke finde det nogen steder.
Han går på Teknisk skole som murer, men endnu har vi ikke oplevet ham komme afsted hjemmefra til tiden mere end et par gange- ja, idag har han åbenbart valgt at blive liggende inde i sengen, og er altså ikke i skole
Da han blev 18 år, blev hans børneopsparing med omkring 50.000 kr frigjort. Vi gjorde det klart for ham, at hvis han begyndte at bruge af de penge (meningen med dem, er at de skal bruges til indskud til en lejlighed), skulle han betale kostpenge herhjemme- 2000,- kr. mrd.(som vi så iøvrigt ville sætte ind på en hemmelig konto, så han alligevel har noget når han engang flytter hjemmefra)
Han bruger af pengene- ingen tvivl om det. Men vi har ikke adgang til at tjekke det og har igen sagt at han skal betale os penge for kost/el/vand osv.
Ingen reaktion fra hans side.
Kommer ikke hjem til aftensmad og svarer ikke når man taler til ham.
Vi vil gerne ha at han bare skal flytte væk nu, for vi kan simpelthen ikke klare ham længre, men ved også samtidig, at han ikke kan klare sig "derude".
Ved at det ikke lyder så slemt, når jeg skriver det ned- men han skal opleves- selv min mands datter, er ved at kløjs over ham.
Jeg sover næsten ikke om natten, da jeg ligger og veneder og drejer tankerne om, hvordan min søns fremtid ser ud- og hvordan han er ligeglad med resten af husstanden og kun tænker på sig selv..........Og sjovt nok, gør han intet for at forbedre sin fremtid- vi har ellers gjort alt, hvad der står i vores magt, for at hjælpe ham på vej.
Hvad pokker skal jeg stille op ?
Er der nogen steder, hvor man kan henvende sig og få rådgivning/hjælp ?
Skal vi bare smide ham ud..........ej, det kan vi ikke få os selv til..........
Hvad gør vi ??
Det er noget vi taler om, hver eneste dag- min mand og jeg........

Skal siges, at hans biologiske far er stjernepsykopat (alvorligt ment) og de to har intet med hinanden at gøre.