Et hårdt døgn - lidt langt. {{forumTopicSubject}}

I går aftes ringede min far til mig lidt over kl. 20 og fortæller at min mor er dybt mærkelig. Hun bliver ved at sige hun vil have bukser på, selv om min far har givet hende bukser på.
Min mor er ikke særlig mobil pga. leddegigt igennem mange år, så hun skal have hjælp til meget.
Jeg spørger min far om han vil have jeg kommer ned og ser hvad der sker for hende og det vil han godt.
Da jeg kommer derned og får hørt lidt om hvad der foregår. Får jeg at vide at hun åbenbart har en herpes virus inde i munden - meget ubehageligt, har selv prøvet det for en del år siden. Det betyder jo at der ikke er noget mad/drikke som er rart at få ind i munden - det gør enten ondt eller svier. Dvs. min mor er derfor blevet godt og grundigt dehydreret og afkræftet pga. mangel af føde og væskeindtag.
Jeg ringer til vagtlægen (som viser sig at være en klaphat). Jeg forklare hvordan landet ligger og at hun er konfus og ikke rationel pga. dehydreringen og at jeg mener hun skal indlægges. Det påstår han så, at han ikke bare kan gøre. Han ville have vi skulle komme ned til lægevagten med hende. Men det kunne vi jo ikke, fordi hun var jo helt mast og ikke i stand til at sidde nede hos lægevagten og vente på at det blev hendes tur. Så mokkede han lidt at så måtte han jo sende en ud og kigge på hende - der kunne godt gå halvanden time.
Vi venter så, der går lidt over 2 timer og da lægevagten så endelig kommer, kigger han på hende i 3 min. og siger så, at han vil ringe efter en ambulance for hun skal indlægges.
For h.... da, det kunne den første jo bare have gjort, hvis han ikke skulle spille bedrevidende (jeg arbejder på hospital og ved lidt hvad jeg snakker om).
Nå, ambulancen kommer lidt over midnat og min mor bliver indlagt.

Jeg ringer så derned lige før middag og snakker med sygeplejersken. Hun fortæller mig at min mors hvide blodlegmer er skæve og at det enten kan være hendes gigtmedicin som er årsagen til det, men at det bestemt også kan være lymfekræft der er brudt ud igen (min mor havde lymfekræft i 1995, fik kemo og blev kureret).
Jeg er på job, men ringer til chefen og siger, jeg er nød til at køre ned til min mor og få styr på hvad der sker, være hos hende, finde ud af hvilke undersøgelser hun skal igennem for at få be- eller afkræftet lymfekræft diagnosen. Og så for at se hvordan hun havde det.
Hun var så bedre, lidt mere klar, men ikke 100% klar endnu.
Nu er jeg så endelig hjemme, fuldstændig træt og bombet og håber virkelig ikke at lymfekræften er tilbage. Er ikke overbevist om, at hun kan klare at komme igennem en kemokur igen lige som sidst, da hun har tabt meget højde siden dengang i 1995 og rigtig meget højde bare de sidste 2 år.