Dilemma med familien (LAANGT) {{forumTopicSubject}}
Jeg har jo haft mine ture med mine forældre sådan op gennem hele mit liv - dog ikke de store ture.
Indtil for lidt over et år siden i maj sidste år, hvor jeg valgte at frabede mig kontakt med dem i en periode.
Årsagen til dette var stress pga. mit arb. og start af depression, hvor meget af det var forårsaget af mine forældre.
De var der slet ikke for mig, og jeg følte mig så svigtet.
Skrev et langt detaljeret brev til dem, og fortalte dem om min situation - så pænt og stille og roligt.
grunden til jeg valgte at skrive, var at jeg aldrig ville få et ord indført hvis vi sad og snakkede sammen, og de ville bare bebrejde mig det med det samme.
Det blev som bekendt mødt med vrede, skuffelse og at det var "så synd for dem" plus at jeg ikke kunne være mig selv bekendt, med alt det de havde gjort for mig.
- Jeg havde ikke regnet med andet, men jo altid håbet.
Nå, men genoptog kontaktet i september sidste år, men det har sku været meget sparsomt.
I det mindste græder min mor ikke mere i telefonen, og bliver ved med at ævle om hvor synd det er for dem, og at hun savner den gamle marianne (der konstant hoppede og dansede efter sine forældre, altid så negativt på tilværelsen (ligger i generne) og som ikke havde trådt i karakter og sagt min ærlige mening).
Min mor ringer aldrig til mig.
De inviterer os aldrig ud.
Jeg ringer self. til hende og inviterer også os selv derud indmellem.
De er rigtig glade for Milo, og jeg er begyndt at lade dem passe ham. De er gode ved ham, og det skal jo ikke "gå ud over børnene" 
Jeg har prøvet så mange gange at snakke det igennem med hende, men de VIL IKKE lytte, det er kun deres side af sagen der tæller. Nu giver jeg bare op og så må de sku selv om det.
Mit liv er noget bedre nu hvor glasset er halvt fyldt, og jeg er mere positiv.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om det var det eneste rigtige.
Nå, men sagens kerne, er at vi snart har fødselsdag.Men min mor vil ikke deltage i noget her, hvor der er andre mennesker, for hvad vil de ikke tænke..
Det irriterer mig så meget, for det er sku ikke dem der er ofrerne. Og før eller siden må de gribe tyren ved hornene tænker jeg, hvis de vil deltage i vores liv, for jeg har ikke tænkt mig at lave særarrangementer for deres skyld.
Jeg inviterede dem så i dag, men de kommer ikke fordi der er andre.
De kommer en anden dag, evt. på den dag jeg har fødselsdag.
Det afslog jeg, for der er vi ude og spise.
Hvad skal jeg gøre? Jeg havde lyst til at sige til min mor, at jeg ikke laver særarrangementer for dem. Kommer de ikke, er det bare synd. Men min søde kæreste sagde så at det skulle vi nok finde ud af (altså finde en ny dag).
TAK SKAT!
Øv hvor har det bare lige rippet lidt op i det hele.
Stavefejl er gratis, det er mørkt og har skrevet hurtigt
okt 2007
Følger: 38 Følgere: 69 Hunde: 2 Emner: 243 Svar: 15.314
Enten tager de sig sammen og kommer og fejrer din fødselsdag på dine betingelser ellers bliver de væk. Det er jo deres beslutning om de vil fejre deres datter eller om de vil være egoistiske og blive væk.
aug 2008
Følger: 37 Følgere: 36 Hunde: 3 Emner: 66 Svar: 10.279
Dine forældre må altså agere som voksne mennesker - helt ærligt, så synes jeg, de opfører sig meget barnligt. Så ja, stå fast på et ig jyb et arrangement. Kommer de ikke dér - bare ærgerligt.. Det er deres valg..
jul 2008
Følger: 5 Følgere: 5 Hunde: 2 Emner: 73 Svar: 1.326
Jeg har ikke selv meget kontakt med min eksterne familie, kun min mor, far og lillebror da resten kan rende mig et vidst sted efter den behandling jeg og min mor har fået.
Håber at i får det løst for det er ikke sjovt ikke at have nogen familie. Men det med særarrangementer kan jeg nu godt forstå at du ikke gider.
aug 2008
Følger: 37 Følgere: 36 Hunde: 3 Emner: 66 Svar: 10.279
okt 2007
Følger: 18 Følgere: 7 Hunde: 5 Emner: 138 Svar: 3.981
Synes, det lyder som om, dine forældre har dårlig samvittighed, så så meget ofre, kan de da ikke være.
jan 2010
Følger: 4 Følgere: 2 Hunde: 1 Emner: 387 Svar: 2.739
Jeg har bare lyst til at græde nu. Det gik lige så fint. Sådan da..
Min kæreste og jeg har snakket meget om det før, og var begge enige om, at kom de ikke til vores arrangementer så var det bare synd for dem.
Men det havde han så liiige glemt i dag..
(min mor har sågar sagt at hun ikke kom til vores bryllup, men min far var nok ledig. Der blev jeg sku så gal og skuffet, og sagde at så ville min svigerfar nok gerne følge mig op - den har hun så fået vendt siden hen, så det er synd for hende..)
Jeg syntes også de er så barnlige. Og de ville da få et meget bedre liv - tror jeg - hvis de ikke sad der hvor de gjorde. Men den hverken kan eller vil se indad.
Jeg ville i den grad ønske hele familien ville til fam.psykolog, men det ville de alle pure nægte (det er jo mig den er gal med - jeg er så svag (!) ), og det ville kræve over 50 timer for at få hyl på alt det der gemmer sig.
Jeg har forsøgt og forsøgt at forklare dem det hele. Både om hvordan jeg havde det, og hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde. De fatter det bare ikke.
Min mor kan stadig sige at hun ikke ved hvad hun har gjort mig. Jeg skriger næsten! Det står klokkeklar i de breve!
Årh altså.
Nu skal jeg bare finde "nosserne" (ja undskyld) til at sige at vi ikke holder noget for dem. Men jeg syntes bare det er lidt svært nu hvor min kæreste kom med den udmelding..
Hvis vi inviterer dem ud, bliver det kun til en kop kaffe og en bolle.
Allerede nu har jeg det tankemæssigt underligt med det.
De har været her 3 gange i alt, i det år vi har haft huset.
Årh pis og møg da. Den familie ;(
(undskyld sproget).
aug 2008
Følger: 37 Følgere: 36 Hunde: 3 Emner: 66 Svar: 10.279
Du får lige en masse tanker herfra - det gør ondt sådan noget
nov 2004
Følger: 62 Følgere: 57 Hunde: 2 Emner: 881 Svar: 10.752
nov 2004
Følger: 62 Følgere: 57 Hunde: 2 Emner: 881 Svar: 10.752
Sådan ser jeg det bestemt IKKE, du siger fra og tager vare om dig selv det kan du godt være stolt over - det er jeg på dine vegne, sikke en styrke siger jeg bare.
jan 2010
Følger: 42 Følgere: 40 Hunde: 5 Emner: 403 Svar: 3.000
Disse problemer / adfærdsmønstre / roller , har fulgt mine søskende og jeg op i alle årene ( jeg er nu 47 ) og det har bestemt ikke været rart foor nogen af os.
Jeg fik en sponsor for ca.2 år siden og har arbejdet meget med mig selv og det der har hjulpet mig meget er denne ;
Kære Gud
Giv mig modet til at ændre det jeg kan
Styrke til at acceptere det jeg ikke kan ændre
Og visdom til at se forskellen
Da jeg havde lært og ikke mindst FORSTÅET hvad denne lille bøn betyder , ja så fik jeg faktisk en del ro på
Jeg håber alt godt for dig og at du finder en måde til at tackle de forskellige problemstillinger du møder med din familie
okt 2008
Følger: 10 Følgere: 32 Hunde: 2 Emner: 118 Svar: 8.147
Dog vil jeg mene at et godt forhold går begge veje, og du har selv valgt vejen væk. Det skal du nok blive ved med.
Liver kan være svært, og der er kun dig selv der ved hvordan du vil leve det.
Held og lykke med dit liv i fremtiden.
okt 2006
Følger: 50 Følgere: 47 Hunde: 6 Emner: 125 Svar: 4.332
Derudover syntes jeg det lyder som om de kun modarbejdter dig og når i ses, kun køre løs på din samvitighed!
Hvis det var mig havde jeg givet det en lang pause og overvejet grundigt om det var det værd, det kan du kun revudere hvis du tager en pause fra dem.....
Man kan ikke være glad hvis man hele tiden bliver modarbejdet.
har ikke andre råd og ved du nok ikke ønsker at høre det med pausen, men faktum er hvis de ikke vil lytte, så er du næsten nød til at tvinge dem til at føle, for selv at komme på benene igen.
jan 2010
Følger: 4 Følgere: 2 Hunde: 1 Emner: 387 Svar: 2.739
Jeg fik rigtig meget hjælp af mit arbejde dengang, som sendte mig til arb.psyk. i 2 omgange, min læge fulgte hele tiden op på mig, og jeg gik til en dygtig tankefeltsterapeut, så jeg kom "rimeligt hurtigt over det. Dvs. ca. på 6 mdr. med det værste. Men der er altid efterspil og det stod på i længere tid.
Men jeg syntes jeg er har det ok nu - sådan for det meste altså
Jeg er stadig meget hårdt presset på arb., så det påvirker mig self. (nok mest i underbevidstheden), men jeg arbejder med det.
Jeg har jo haft en længere pause fra dem, uden kontakt, og det hjalp mig meget, men mine forældre hjalp det ikke.
Min læge sagde, at enten fik vi et super kanon tæt forhold, ellers også et overfladisk. Ja jeg vidste jo godt det blev det sidste.
Og det har jeg det faktisk fint med, sålænge de ikke ævler op om den periode. Min mor er nu stoppet med at snakke om det (kun meget sjældent nu hun gør det), og det er rart.
Det er mest kun når vi inviterer dem til noget, at hun snakker om det igen.
Simba, tak for bønnen. Jeg må have printet den her tråd ud, så jeg altid har den.
Nu med 2 smukke hunde, det har du nok lidt ret i..
Jeg har sagt til min mor tidligere at jeg aldrig beder dem om noget igen (man får det nemlig bare smidt i hovedet senere ved lejlighed) og så begyndte hun også at hyle op om, at nu var de ikke gode nok mere, og kunne ikke bruges, og så var det bare ud til højre igen med dem..
(det er rart at få ord på. når jeg læser alt det her, forstår jeg sku knap hvorfor jeg stadig orker dem. men de er jo mine forældre, og det opgiver man vel ikke bare lige. og jeg har fået en masse hjælp udefra til at tackle det, så jeg burde lade fortiden være fortid, og få det bedste ud af nutid og fremtiden).
Nå,men dengang Milo kom til skade, der havde jeg brug for min mor, og de kom også ud med alt muligt til os og hunden. Det var hyggeligt, og jeg kunne mærke på min mor at hun var glad for jeg havde brug for hende.
Men som jeg har det lige nu, så krymper jeg mig næsten ved at skulle bede hende om at tage noget med til vores fødselsdag.
- Det er bare hygge til frokost med vores venner og nærmeste familie.
Jeg vil gerne have dem med den dag. Også for deres skyld.
Det kunne godt være jeg skulle prøve at få dem til at komme på en anden måde.. Men igen, det havde nok været nemmere hvis min kæreste ikke havde sagt at vi nok skulle finde en anden dag..
sep 2007
Følger: 23 Følgere: 22 Hunde: 4 Emner: 84 Svar: 1.057
Jeg ved nu heller ikke hvad jeg ville gøre...Men kan kun sige ud fra egen erfaring...
Jeg havde en opvækst med meget omsorgssvigt (alkohol, vold osv..)..Som barn, er man aldrig skyld i de ting der sker..Det er de voksnes ansvar at man har en god opvækst..
Har også lidt af depressioner i perioder i mit voksne liv, og inderst inde bebrejdet mine forældre...Ved bla. at min mor ikke ville snakke om nogle af alle de ting, da hun godt var klar over, at det var deres fejl...Og op til den dag hvor hun døde, holdte hun hele tiden på, at hun havde gjort det bedste hun kunne...
Men når det så er sagt, vil jeg så også sige...
At jo mere du roder i en lort - jo mere stinker den...:)
Man kan nogen gange være lidt for "stædig"...eks. ringede vi (mig, min mand og børn) til min far's 60 års fødselsdag og sang i villen sky...Hvorpå jeg så fik ham i røret, og han begyndte at fortælle mig hvor skuffet han var over mig..sådan generelt med mine valg i livet..jeg begyndte at græde - han begyndte at græde...Jeg sagde til ham, at han kunne kontakte mig, når han kunne tale ordentligt og respektere mig...Jeg snakkede ikke med ham siden, han døde et halvt år efter uden vi havde fået talt...Og så kan jeg bare sige, at så får man lidt ekstra oven i bøtten at arbejde med...
Selvfølgelig skal man holde fast i sine synspunkter...Og man skal helst ikke bruge sin tid og energi på de negative ting/ting der gør dig ked...Livet er for kort til det og det dræner en' for meget...
Hvis forældre mener, at de har gjort ALT hvad de kunne for en', under ens opvækst...hvem er vi så, der skal trække dem med ned, når vi får en depression...
Hvis depressionen opstår efter vi er voksne, så kan vi ikke kræve, at de forstår, ej heller at de skal tage del i "behandlingen"
For mange mennesker er depressions-emnet stadig tabu, og vil måske altid være det...Netop fordi de ikke forstår det...Eller fordi det gør for ondt for dem, at føle den sorg deres "barn" udsættes for...Måske derfor din mor ikke kontakter dig, fordi hun ved du har det dårligt, og lader det være op til dig at tage kontakten efter dit brev til dem...
Og igen, en depression bliver ikke pakket ind i gips...Og er drønsvært for omgivelserne at læse, da de jo ikke kan se ind i vores hoveder..:)
Hvis din mor ikke har lyst til at mødes med de andre gæster, hvorfor så ikke respektere det...? Det er jo ikke sikkert, at hun egentlig gør det, for at irritere dig..du kan jo heller ikke læse hendes tanker
Og har man en depression, ved jeg, at man heller ikke altid behandler omgivelserne som man burde...for har man "ondt i sjælen", tænker man sig ikke altid om, man ser ikke altid tingene helt klart, ofte er det sort og hvidt...
Har de sagt til dig, at de er ofrene, at det er synd for dem, har de sagt til dig, at du er svag og at det er dig den er galt med...?
Jeg ønsker dig alt held og lykke med det hele
Simba...
Hvor er det nogle gode ord du fik af den sponsor...:)
jan 2010
Følger: 4 Følgere: 2 Hunde: 1 Emner: 387 Svar: 2.739
Jeg er ikke i tvivl om at de gjorde det bedste de kunne. Og det har jeg sagt til dem.
Jeg giver dem ikke skylden for noget, men de er årsagen til det.
Følelser er noget FYHA i min familie, og alt det dårlige skal så hurtigt som muligt under gulvtæppet og bankes så hårdt ned som muligt. Sådan løses problemerne der, og har altid gjort det.
Mine forældre har aldrig været bange for at bruge ting imod os (mest min mor) og bebrejde os ting, og har altid udelukkende set negativt på tilværelsen.
Der er ingen tvivl om at min mor har det fra sine forældre - og det har hun så taget med sig. Jeg lignede min mor så meget, indtil jeg mødte min kæreste, som "omvendte mig". Mine forældre har vist ment at han styrede mig.. Næ, han har bare fået mig til at tænke selv.
Mine forældre, og ej heller mine søskende, har bedt om noget når de skulle have hjælp. Det hed bare "gør lige det". ALTID. Og jeg gjorde det da.
Indtil jeg sagde fra, og sagde at jeg mere end gerne ville hjælpe, hvis de spurgte. Til det svarede min mor, at hun ville ikke tigge og krybe for mig.
WTF?! Jeg har prøvet at forklare hende det, uden det store held.
"Har de sagt til dig, at de er ofrene, at det er synd for dem, har de sagt til dig, at du er svag og at det er dig den er galt med...?"
Ja det og meget mere har jeg skulle lægge øre til. De har aldrig spurgt ind til hvordan jeg har det, og om de kunne hjælpe mig. Det handler kun om dem.
Sågar, da jeg var hjemme og snakke med dem første gang, der sagde min far om jeg da lige havde tænkt på alle deres sygdomme, da jeg skrev det brev. Nej self. har jeg ikke det, for i er ikke døden nær, og det er stadig MIG det handler om!
Min depression kom oveni hatten på stressen pga. af mine forældre ( i hvert fald en meget stor del). Jeg havde været til arb.psyk. i en omgang, og var sådan ok igen. For en periode. Min mine forældre havde ingen tolerance eller situationsfornemmelse overhovedet, så jeg fik bare af vide at jeg skulle tage mig sammen, at mine kollegaer ikke gad blive ved med at lave mit arbejde, at jeg nok ville blive fyret og i den dur.
TAK siger jeg bare..
Nå nu hælder jeg bare ud. Det er stadig fortid
sep 2007
Følger: 23 Følgere: 22 Hunde: 4 Emner: 84 Svar: 1.057
Ja, jeg vil faktisk ikke skrive så meget mere...for hvis de har sagt tingene direkte til dig, så kan jeg godt forstå du ikke gider lægge øre til sådan noget...
Jeg har selv en' tæt på der også vender tingene på den måde - uhh vi har det sådan og sådan og som heller aldrig spørger ind til en'...jeg bruger så det, at jeg siger nå, ja og amen, jeg spørger ikke, men giver/siger heller ikke en grund til at noget kan blive vendt tilbage imod mig...For det er jo netop det, at man måske siger noget, som så bliver smidt tilbage i hovedet/ eller til alle andre, så heller snakke om positive ting og måske også temmelig ligegyldige ting, vind og vejr...
Mange har svært ved at bede om hjælp...og derfor er det nemmere for dem, at ta' det som en selvfølge og så blive fornærmet over at man ikke lige har tid eller hvad det nu er, der gør at man ikke er en flue på væggen og ved præcis hvornår det er behovet for hjælp er der...:)
Og selvfølgelig skal man ikke springe for folk...men fordi man længe har gået og ikke sagt fra, ser omgivelserne det som en selvfølge at man hjælper...
Og mange kører sig selv ned/ud i en depression, netop fordi de ikke be'r om hjælp i tide...
Og ellers lyder det meget ala min familie...det med det negative og bebrejdelser...Men hvis man "mod-bebrejder", så er der ingen til at bryde ringen..
Man må møde hinanden på de stadier man er på...uden selvfølgelig at miste sig selv, ved at synke ned i plan...(Hvis det gi'r mening)...
Følelser var også fyha her...for når jeg havde dårlige perioder, så var det nok fordi vores ægteskab gik dårligt, dårlig økonomi osv osv...Men ingen spurgte direkte, så jeg plejede at sige, at det var MIN depression og hvis ikke de selv havde prøvet det, så ville jeg gerne frabede mig deres holdninger til det forskellige og deres indblanden...
Og et eller andet sted er det jo klart, at den tætte familie (forældre, søskende) ikke har lyst til at høre om det, for det kunne jo betyde, at den "rygsæk" de selv har lukket, ville blive åbnet, og at det måske vil gøre ondt på dem, og man måske er et sted i sit liv, hvor man ikke ønsker at ha' det dårligt...Og man takler jo tingene forskelligt...:)
Og ja, husk på, at det er fortid, og uanset hvor meget energi du bruger, vil du aldrig kunne ændre det...Det er derfor man skal lære at acceptere den...
Men man kan altid bryde mønsteret...og måske engang med tiden, vil familien se, at ting også kan lade sig gøre på andre måder end deres egen...;)
sep 2007
Følger: 23 Følgere: 22 Hunde: 4 Emner: 84 Svar: 1.057
jan 2010
Følger: 4 Følgere: 2 Hunde: 1 Emner: 387 Svar: 2.739
Jeg gik og troede jeg var den eneste der havde sådan en familie
Har så siden erfaret at alle familier har et eller andet.
Og det er mit liv og mit ansvar at sørge for det er så godt som muligt. Det kan jeg ikke give andre skylden for - selvom mine forældre vitterligt ikke burde have haft børn
Jeg ringer til min mor, og siger at vi rigtig gerne vil have de kommer til fødselsdagen, men at vi self. respekterer hvis de vælger ikke at komme.
Der vil bare kun blive holdt den ene fødselsdag. Så må de jo vælge.
Og så håber jeg bare at hun ikke begynder at snakke om hvor hårdt det er, og at det er så svært for dem osv.
For det gider jeg seriøst ikke rippe op i igen.
Jeg har det meget bedre nu :)))
jan 2010
Følger: 42 Følgere: 40 Hunde: 5 Emner: 403 Svar: 3.000
Jeg syntes også ,at jeg lige vil give dig et sidste arbejdsredskab med på vejen ( som jeg bruger i min hverdag )
I alle livet sammenhæng for dig , har du 3 roller som du vælger , bevidst eller ubevidst
- Der er hovedrollen , hvor du går ind og styrer tingene hen hvor du vil have dem ( husk sindsro bønnen samtidig )
- Der er birollen , hvor du præger , samarbejder og deltager i , dvs. du er ikke den styrende
- Og så er der tilskuerrollen , hvor du kun se tiingene udspille sig og du er ikke med til at præge situationen på nogen måde.
Disse 3 roller bruger vi allesammen , men vi er ikke bevidst om det.
Ideen for dig ( og mig ) er at gøre det til noget bevidst , du beslutter dig simpelthen for hvor meget du vil og kan gøre i den enkelte situation.
Når du opnår når træning i dette her , vil du føle , at du for mere styr på dit liv og hvor meget energi du vil bruge på de forskellige problemer.
Så , hav bønnen i tankerne og inddel din indsats efter hvilken rolle du mener passer bedst til dig.
Men vælg hovedrollen med omhu .
Du har ikke en jordisk chance for at ændre dine forældre ( og det skal du heller ikke ) , men du kan ændre på , hvor meget det må fylde i dit liv.
Hvis du slipper behovet for at ændre dine forældre , vil du få langt mere psykisk overskud end du nogensinde vil drømme om at få.
Dalai Lahma mener , at vi kan ikke blive lykkelige hvis vi har negative følelser i os , så for at blive lykkelige må man slippe vreden/ hadet / jalusien ect ect.
Slip dine forældre , og koncentrer dig om hvad DU vil.
Og der ligger din sindsro og fremtid
Dilemma med familien (LAANGT)