forfærdelig oplevelse {{forumTopicSubject}}

undskylder for evtuelle stavefejl. Skulle bare ud med det.


Jeg kom kørende sammen med min mormor. Vi snakkede om bombetrusler som der havd været samme dag. Emnede døsede hen.
I nogle sekunder var der helt stille. pludselig råber min mormor, "Ej louise! prøv lige at se al den røg". JEg "vågnede"
helt op og kiggede ud af vinduet. "Hvad fan... er det?... Der er jo ild her et sted!"..
"Det er da børnehaven!" udbrød jeg så pludseligt. Vi kørte direkte forbi. Der var ike nogle som havde opdaget det endnu.
Jeg skyndte mig at sige til min mormor at hun skulle parkere. Der gik et lille stykke tid da hun aldrig er så glad
for at være i sådanne situationer. Jeg var ligeglad, tænkte ikke over muligvis ekplosion, farlige dampe eller noget.
Jeg skulle vide om der var nogle derinde og branden, den skulle jo stoppes.
I mellemtiden var en mand kommet til. Jeg løb over til ham. "hvad er der sket?" spurgte jeg. Hvortil han svarede
"børnehvaen brænder. Men jeg har ringet til falck. De er på vej".
Jeg nikkede til ham, men kunne ikke få ord ud af min mund. flammerne var høje og røgen forfærdelig.
Det var forfærdeligt at se den børnehave som jeg har gået 3 år i, mine 2 storebrødre har gået 3 år i. at vi tilsammen
har kendt børnehaven + personanet i 9 år. At se den brænde ned. At se ilden tage fatr i hus og tag.
Jeg løb hen til min mormor igen og vi skyndte os at køre hjem. En time efter kom jeg tilbage. jeg skubbede til grene,
buske og træer, for at komme nærmere og kigge. Brændmændene kæmpede stadigvæk, og børnehaven var totalt brændt.
Her til midnat snakkede jeg med min storebror i telefonen. Han har nemlig også arbejdet der. Han sagde at han vidste
at der stadig lå billeder af mig og mine brødre sammen. De lå i nogle små mapper.
Et syn som jeg ikke glemmer, men det vil ligge som et halt traume. Jeg ser stadig ild for mig når jeg lukker øjnene og jeg kan lugte røgen i min næse
Men tårer i øjnene og et brændt barndom, vil jeg nu krybe i seng. I morgen går jeg ud og plukker en fin buket blomster, skriver mine søskendes nave inklusiv
mit eget, og lægger den foran indgangen.


Hvor er det trist at ens barndom kan forsvinde så hurtigt. Dog vil minderne forblive husket!