At lære på den hårde måde! {{forumTopicSubject}}

I anledningen af at Misja fylder 4 år i morgen, har jeg gjort en smule status og der er en del af hendes og min historie jeg trængte til at skrive ned - og nu deler jeg den med jer.
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Misja er det jeg kalder mit ”smertensbarn” og med det mener jeg at hun og jeg har måtte kæmpe en lang og brav kamp, for at få det nære og specielle forhold til hinanden som vi har i dag.

Misja fandt som udgangs punkt, at verden og alt i den var meget meget farligt og hendes natur bød hende at flygte ved hver ny ting hun så. Som udgangs punkt stolede hun kun på sig selv og tillid til mig og verden omkring hende, var en ”by i Rusland”! Så mit arbejde bestod meget i at skabe tillid til mig, så at jeg der igennem kunne lære hende og vise hende, at hun kunne stole på mig når hun blev bange hvilket hun gjorde på alle ture udenfor hjemmet! Misja stolede instinktivt på artsfæller, desværre skulle denne tillid få et knæk inden hun fyldte 6 måneder og endnu et tillidsbrud til mig i samme periode og af samme hændelser.

Det sted jeg valgte at gå til hvalpe træning med hende kendte jeg fra min forrige hund og det var et sted jeg havde tillid til. Misja startede som den aller yngst i hele klubben (4 måneder gammel) det år, hun blev desværre jagtet rundt hver gang vi var der, af en ældre og større hvalp (5½ måned og dobb. Så stor) og jeg fik igen og igen besked på ikke at måtte hjælpe hende eller blande mig, for hun skulle lære at klare sig selv! Min usikkerhed gjorde at jeg rettede mig efter det råd (jeg ville jo nødig pylre som de sagde), selvom det bød mig inderligt imod at se hende igen og igen blive jagtede ind under en skurvogn, som var det eneste sted den anden ikke kunne nå hende. Da det (endelig!) blev for meget for mig og jeg aktivt gik imellem var tillidsbruddet allerede sket, hun havde lært at hun ikke kunne hente hjælp hos mig eller nogen anden og at flugt var eneste udvej! Det var netop hvad jeg havde brugt og brugte al vores tid der hjemme på at lære hende IKKE var eneste udvej. DET råd og de erfaringer, var meget ødelæggende.

Da hun var omkring 5-6 måneder gammel, skete det som ikke måtte ske og som kostede hende og mig flere års træning og omprægning. Hun blev bogstaveligt jagtet, nedlagt og forsøgt tvangs parret af en grand voksen stor hanhund ude på marken herhjemme. Vi møder denne hund og ejer, Misja går i gang med at vil lege med ham og han er venlig og snuser hende bagi som hunde nu gør. De går rundt en 2 meter foran os og pluseligt forsøger han at hoppe op bag på Misja. Hun undviger men han følger efter, her kalder jeg hende ind, men fordi hun allerede har ”lært” at løse den slags ved at løbe væk sætter hun i rand men med ham lige bagefter. Han indhenter hende langt ude på marken og får simpelthen med hans meget større vægt og krop, hende lagt fladt ned på jorden hvor hun nu er i panisk angst og helt slap, han forsøger nu at parre hende i ramme alvor! - Ejere og jeg løber ud og får dem skilt ad og går hver til sit. - Kun et par uger efter møder vi dem igen og jeg kan kun sige at jeg og Misja ikke ser ham komme før han er indover hende og laver samme adfærd over for hende! Der får jeg dog fat i ham og ved hjælp af råb og spark får ham af og væk fra hende – jeg skal ikke komme ind på mit efterhånden meget anstrengt forhold til hans ejer. Jeg følte at skaden VAR sket nu og hun stoler derefter kun på sig selv i flere år frem, hver gang vi møder hanhunde der ikke kan lade hende være eller fremmede hunde der kommer løbende lige imod hende uden at hilse først, løber og løber og løber hun uden at reagere på mig, indtil de holder op med at løbe efter! Der kommer mange episoder hvor hun er væk i halve og hele timer, før vi finder hen til hinanden igen. Jeg kunne på det tidspunkt have valgt konsekvent at have hende i snor, men jeg VILLE lære at hjælpe hende på en eller anden måde.

På alle andre fronter har jeg gennem træning, hjælp fra alle de steder jeg kunne hente god hjælp fra og træning og træning fået vendt bøtten så hun nu stoler på mig når vi møder noget nyt på vores vej. Jeg lærte hende gennem ros og masser af tålmodighed, at tage initiativ til at snuse og undersøge det som hun frygtede og aldrig at gå væk fra et sted eller en ting i angst. For det var alt lige fra en pose på vejen, en cykel der lå smidt i rabatten, en person i regntøj, en papkasse der ikke lå samme sted i går osv. hun var bange for. Jeg lærte hende at det var tilladt at gø højt af tingene ved brug af ”halse” kommandoen og jeg lærte hende at holde fokus på mig og min stemme og godbidder, når der var fyrværkeri og høje knald i luften.

I dag hvor hun er i hendes 4. år, ved hun endelig godt, at jeg hjælper hende hver gang en hund gør hende utryk og når hanhundene bliver ved med at snuse og jage hendes bagende – i dag samarbejder vi endelig også på det punkt, men hvor har det kostet mig mange tåre og megen grum bitter og dårlig samvittighed. For det var mig der svigtede hende, mig der skulle have fulgt min første impuls ude på trænings pladsen og hjulpet hende prompte! i dag kunne jeg ikke drømme om at gå imod mit eget bedre vidende og føler jeg noget stærkt nok, så lytter jeg efter og gør som jeg mener er rigtigt, for ansvaret er mit og det er mig jeg skal stå til regnskab over for sent om natten, når tankerne hvirvler rundt…

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Der er også lige et par helt nye billeder af min unge gråskægget tøs, taget i mosen i går:

http://hunde.dyregalleri.dk/uploads_large/10218.jpg

(link fjernet)

Karina.