Tak for alt Kaoz Ko, min bedste ven {{forumTopicSubject}}

Det er længe siden i har hørt fra mig, Kaoz flyttede med mig på landet for knap 2 år siden, og herude er internetforbindelsen ikke noget at råbe hurra for. Det har gået så godt med at flytte ham, den særeste hund i verden, men stole på sin fører - det kunne han!

Alt gik som sagt fint. Der var hensyn der skulle tages, og han fil et par epileptiske anfald pga for mange ændringer og fremmede mennesker - men det GIK, og han trivedes som landhund.

Han havde HD, stress og epilepsi. Han havde autistiske træk, og trivedes fordi vi sammen kunne opbygge rutiner, så hans verden kunne hænge sammen. Intet nyt under den sol, vi tog det som det kom, og klarede alt hvad verden bød os - ham og jeg sammen, og intet kunne røre os. Vi var et team, lige afhængige af hinanden, og jeg elskede ham overalt på jorden.

Mandag d 3/8 var en dag som mange andre. Et par dage før havde vi fået killing, meget bange for Kaoz - og han var i stresstilstand mere end vanligt. Jeg forventede et epileptisk anfald, udøvede vores vante "stress ned"-rutiner, og så tiden an.

Han spiste sin mad den mandag, halvdelen som han plejede. Kom og dansede rundt for at få sin dessert, og var mere Ko end dagene før.
Vi går vores vante aftentur, ned og lukke høns ind - og på halvvejen laver han et ryk med kroppen, står stille og jeg ved der er "noget" galt.
- Vi går forsigtigt videre, han halter ikke, men er heller ikke super hurtig.

Hjemme igen kan han slet ikke falde til ro, han halser og vil have mig tæt på - så ved jeg han har ondt, og undersøger hele kroppen.
Hofter, nakke, skuldre, poter - ingen reaktion, og ingen ændring i hans prusten.
- Jeg når til maven, og så bliver han rolig og stille. Den er oppustet og hård, og jeg ved egentlig godt hvad det betyder...

Med det spæde håb tager jeg ham ud, måske han bare skal kaste op? Han følger med, lydigt og uden anden smertevisning end halsen.

Jeg ringer til dyrlægen, kigger ham i øjnene mens jeg bestiller akuttid til aflivning af min elskede hund.
- Utålmodig over de mange oplysninger han vil have, så meget snak og ikke nok handling.

Vi bærer ham i bilen, han ligger lydløst og stille hele vejen derud. Jeg er rolig og fattet. Ved hvad der skal ske, og ved han har brug for en stærk fører for at komme igennem denne sidste udfordring.

På en fremmed og mørk parkeringsplads med hovedvejen få meter væk, tager vi ham ud; har glemt line, og halsbånd gik han aldrig med, men ingen slinger i valsen.
Trofast og lydig, ved min venstre side - som altid. Vi går ind, op på vagten, op på bordet - og en hurtig undersøgelse inden den første, bedøvende sprøjte.

Jeg er rolig, fattet. Er der for min hund, holder hans øjenkontakt og taler beroligende til ham mens han falder hen, og så i dyb søvn.

Han får den blå sprøjte. Jeg holder min hånd så han kan mærke min duft, aer ham med den anden, og taler sagte og i lind strøm om hvor god en dreng han har været.

Rolig og fattet.

Jeg ser ham i hans halvtlukkede øjne under hele processen, og det er mig der fortæller dyrlægen, at nu er han væk.. Jeg SÅ det, jeg kunne simpelthen både se og mærke det idet livet blev slukket i min elskede Ko.

Jeg efterlader ham på bordet, betaler -aftentillæg og bortskaffelse - og vi sætter os i bilen. Ingen hund.Nu har jeg ingen hund.

Rolig og fattet.

Hjemme. Åbner døren. Ingen Kaoz, og mine øjne brænder, tårer strømmer ned ad kinderne. Jeg lukker af for følelserne, de er for voldsomme... Og jeg har ingen Ko at græde ud ved. Jeg føler mig så tom og alene.

Ødelagt og knust.

Dagene efter er jeg deprimeret og græder uafbrudt. Jeg skal pakke hans ting væk, og hvor gør det sgu ondt..

Jeg græd en uge. Ville og kunne ikke tale om det, han måtte ikke nævnes og jeg kunne hverken spise eller sove. Zombieagtig gik jeg rundt og var bare trist og følte mig så ensom.

Jeg er ikke en person med følelserne uden på. Og jeg har aldrig i mit liv grædt over noget i flere dage. Jeg er praktisk og logisk.
- Men Kaoz var helt speciel. Han var en del af mig, og pludselig var han ikke mere.. Uretfærdigt og urimeligt.

Det går bedre nu. Jeg kan tale om ham, mindes ham med et smil..og en lille tåre..

Jeg elskede ham ufattelig højt. Min bøvlede hundehvalp, han nåede at blive 10½.

Tak for alt Kaoz Ko. Mor elsker dig stadig ufattelig højt