At få tilliden tilbage {{forumTopicSubject}}

Hej alle.
Normalt ville jeg ikke skrive på forums om et emne som dette, men jeg bliver nødt til at få noget hjælp fra nogle hundekyndige personer.

Det forholder sig således, at jeg er ejer af en skøn hundepige, som lige er fyldt et år for et par dage siden.
Lad mig starte med at fortælle lidt om hendes opvækst.
Hun har altid været en god hund. Hun har været meget hvalpet (hvilket jo også giver god mening, da hun er en hvalp, men mener legesyg, svært ved at holde koncentrationen og selektiv hørelse), og er det stadigvæk til tider. Efter hendes første løbetid i april, hjalp det dog på hende. Hun har altid været glad for at nappe når hun ville lege, men vi har selvfølgelig sagt fra overfor hende, for det vil vi bare ikke acceptere, når hun bliver for voldsom. Det er som om, at hun tit glemmer hvor stor hun egentlig er, for hun kan godt virke voldsom. Hun er blanding af dobermann/rottweiler.
Jeg har været den som har givet hende mad, lært hende tricks, og jeg er den hun hører bedst efter, og føler sig mest tryg ved. Jeg går ud fra, at hun ser mig som sin "leder".

Desværre skete der det uheldige i går, at hun bed et ældre familiemedlem. Jeg var ikke selv hjemme, så jeg har ikke set det.
Men vil prøve at forklare hvad der skete så godt jeg kan, på trods af at jeg kun har min fars og mormors forklaring.
Min far tog hende med over til min mormor, som vi så tit gør, og slipper hende løs i bryggerset. Hun løber så ind til min mormor, som står i køkkenet, og bider hende i hånden. Men.
Hun bliver så glad når hun skal hilse, at hun slet ikke kan være inden i sig selv. Hun hopper op, og bliver nogle gange legesyg, og napper.
Min mormor har aldrig været tryg ved hende, og tager altid hænderne op når hun kommer spurtende. Hvilket jeg heller ikke tror har gjort situationen bedre. Jeg tror, at hun har ville gøre det i leg, og så har fået lidt for godt fat. Derefter, tror jeg at min mormor har trukket hånden til sig, for man kunne se på såret (har set billeder) at huden ligesom var blevet "revet til side".

Min far var helt overbevist om i går, at hun skulle aflives, og sådan var det. Jeg mente nu, at der var tale om et uheld.
Han ringede til dyrlægen i dag for at få en tid til aflivning. Men hun gav mig ret i det jeg havde sagt - at så længe hun kun var en hvalp, og aldrig havde vist tegn på aggressivitet, eller nervøsitet, så var der ikke nogen grund til at aflive hende.
Vi var til konsultation i dag, hvor en anden dyrlæge mente det samme.
Han mente, at vi skulle træne, træne og træne lydighed, og se tiden an.

Så hun er ikke blevet aflivet, og bliver det umiddelbart heller ikke.

I februar måned skete der noget meget tragisk i min nærhed, og har siden der døjet med dødsangst.
Jeg tror simpelthen at jeg dør af alt. Samtidig i går, skete der også noget forfærdeligt med nogle venner af mine, hvilket ikke just har gjort situationen bedre.
Jeg har mistet tilliden til min hund fuldstændigt, hvor latterligt det så end lyder, når jeg trods alt er fast besluttet på at det hun gjorde, var et uheld.
Men jeg er simpelthen så bange for at hun bider mig (ikke fordi at jeg tror det, men det er min hjerne der f*cker op), og det kan hun selvfølgelig mærke. Det er så synd for hende, for man kan se på hende at hun bliver så ked af det, når jeg afviser hende. Hun bliver ved med at opsøge mig, og jeg står med hjertet i halsen hver gang, og bliver nødt til at gå ind i et andet rum.

Undskyld mit meget lange, og forvirrende indlæg. Men hvad pokker gør jeg, for at få tillid til min elskede hund igen??