{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
963 visninger | Oprettet:

At savne - bliver det nogensinde bedre? {{forumTopicSubject}}

Hey folkens.

Sad lige og kiggede billeder af min gamle hund Mickey. Han var vores families nr. 2 hund, men "min" første hund. Han var mit valg, selvom jeg kun var 12, da vi fik ham.

Han døde i 2009 af sygdom, det er 6 år siden til sommer, men jeg kan stadig ikke hverken kigge på billeder af ham i mere end 5 min. eller tale for længe om ham uden at blive ked af det og få tårer i øjnene/græde.

Går det nogensinde "over"? eller bliver det nogensinde bedre?

Mit savn til Mickey er stadig stort og det er også grunden til at Meeko er blue merle og ikke Zobel - fordi jeg var helt klar over med mig selv at hvis jeg fik en zobel hvalp så ville jeg "forvente" at den blev som Mickey og sådan og se ham i den lille.


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  At savne - bliver det nogensinde bedre?
  • #1   9. maj 2015 Man lærer at leve med sorgen og savnet.
    Med tiden.
    Jeg er selv ramt lige i øjeblikket over det med Woody.
    Jeg håber det bliver bedre meget hurtigt, for det her æder mig sku op.


  • #2   9. maj 2015 Nu som - Det jeg ked af at høre smiley

    Det er helt klart det værste ved at have hund, at de forlader igen.
    - men omvendt er Mickey (udover Meeko) den eneste hund som jeg har haft den her connection til.

    Zimba var mere min mors hund, og Ziva er også mere familie hund.
    - Nalah har jeg bare aldrig haft samme connection til som jeg har med Meeko, og havde med Mickey.


    profilbillede
  • #5   9. maj 2015 Har du nogensinde fået snakket ud om hvad han betyder for dig og hvad i havde sammen med en der 100% lyttede?? Det gjorde jeg for 6 mdr siden ang min Jackline. Dog var det kun til min kæreste, men han lyttede. Jeg fortalte ham også de underlig drømme jeg har haft (vågnede om natten og lede efter hende, i vores hus. Hun nåede aldrig at bo her) plus jeg kunne ikke klare at se på mørkebrune Tibbe hunde.
    Jeg savner hende stadigvæk, men i dag fokusere jeg mere på de gode ting vi havde. Jeg havde meget skyldfølelse over aflivningen hun var kun 4 år og jeg havde ikke 19.000 + genoptræning ca 70 km 3 gangen ugen. Og så skulle hun være i bur i 3 mdr og det var kun 50% for, hun ville kunne være normal hund igen og vi havde en hvalp her hjemme. Men nu tænker jeg tilbage på at det var det rigtig valg for hende, dog ikke for mig. Men det er det ansvar som hunde ejer.



  • #7   9. maj 2015 Det er 5 år siden min elskede bøf fik fred. Det bliver nemmere, men har stadig svært ved at læse mine opdateringer osv omkring ham.
    Hans grime hænger stadig i entreen og der bliver den, sammen med mandens gamle rottes halsbånd.

    Nogle dyr kravler bare dybere ind end andre. Heldigvis er jeg en af dem der tror på mere mellem himmel og jord smiley Så finder trøst i det smiley

    Man lærer at leve med savnet smiley


  • #8   9. maj 2015 Jeg græd hver dag i 6 mdr efter min westie døde, og alt jeg normalt holdt af var bare så totalt ligegyldigt og mine yndlingsretter smagte bare af absolut ingenting.

    Så fik jeg Jessie, og så fik jeg ellers så meget at se til med hende at jeg fik sorgen over vores westie på afstand. Nu kan jeg godt se fotos af hende og tale om hende, men tænker jeg på selve hendes aflivning eller ser syge hunde i tv så begynder jeg at græde som pisket.

    Havde det ikke været for Jessie var jeg muligvis stadig drønhamrende trist og træt hver dag. Sorg er meget forskellig, men i dag kan jeg sagtens glædes over de minder jeg har med min gamle westie.


  • #9   9. maj 2015 Jeg kniber sgu stadig en tåre når jeg ser på Jessies urne - det er 11 år siden hun ikke kunne mere. Ligeledes bliver jeg trist når jeg tænker på Lupus, Cæzar og Hunter. Mine hunde forlader mig aldrig. I hjertet vil de altid have plads og det vil altid give et stik i hjertet når jeg tænker på dem. smiley

    Jessie 2004


    profilbillede
  • #10   9. maj 2015 Man lærer at leve med det. Men mennesker tackler osse døden forskelligt.

    Min mand f.eks. er ikke god til at mindes, se billeder og den slags. Hvorimod jeg SKAL snakke om mine drenge, mindes deres tosserier osv. Det er heldigvis blevet bedre med manden.

    Sidste år 2 dage før jul mistede vi vores 11 år gamle rottweiler - vores første hund, han var noget specielt. Jeg har en del psykiske diagnoser og gik helt i sort. Det tog det meste af et halvt år for mig at få et bedre, og så finder jeg en nat Charlie, vores franske bulldog, sovet ind.
    Jeg kunne simpelthen ikk overskue noget mere. Men så "dumpede" Watson ned i armene på os ved et tilfælde ca. 2 uger efter vi mistede Charlie. Jeg ville IKKE have hund, men Manden og min mor insisterede. Idag kan jeg se og sige at det var det bedste der kunne ske for mig.
    Vi har aldrig forstået de mennesker der absolut skal ud og have en ny hund inden den gamle nærmest er kold, men efter vores oplevelse, kan vi sagtens sætte os ind i det.
    Vi sørgede jo stadig over både Whiskey og Charlie. Men lille sjove Watson krævede at vi havde focus på ham, den var den rigtige måde for os at komme videre på

    Tjaaa det jeg egentligt ville sige med dette, er som jeg skrev i starten, vi sørger og handler forskelligt smiley


Kommentér på:
At savne - bliver det nogensinde bedre?

Annonce