{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.813 visninger | Oprettet:

Hvad siger/gør man? {{forumTopicSubject}}

kender i det at man er ude for en eller anden situation og først bagefter kan komme på alt det man ville/burde have sagt eller gjort?

jeg har været på tur med hundene i eftermiddags. hjemvejen lagde vi forbi den lokale pølsevogn. Mens hundene og jeg sidder og venter, sidder der en knægt på vel omkring 7 år og hans lille cavalier og venter på at hans mor er færdig med at handle.
Cavalieren piver lidt -den ville frygteligt gerne have været over at hilse på mine. Knægten råber og råber "hold nu kæææft" af den lille hund. Jeg siger så til ham i en venlig tone at den måske ville være mere rolig hvis han satte sig ned og kælede lidt med den.
Istedet sparker han den i maven smiley

Jeg bliver gal og siger i en MEGET bestemt tone at man IKKE sparker hunde, det er bare ikke ok!

Knægten sætter sig. Kan godt se han sad på grådens rand, men tænker at den må mor så tage med ham når hun kommer ud.

Og ud kommer hun -jeg forventer jo en eller anden reaktion, men må sige jeg blev overrasket -knægten falder hende om halsen og mor skælder så mig ud... jeg skulle ikke skælde hendes knægt ud. Siger jo så at han sparkede hunden (ved jo ikke hvad knægten har fortalt hende), men nej, jeg skulle altså ikke skælde ud på hendes søn...

For det første var jeg overrasket over den manglende opbakning fra de øvrige kunder der sad der og osse havde set episoden.
For det andet ærgrede jeg mig over alle de ting jeg KUNNE have svaret, men ikke gjorde...

hvad gør/siger i når i ser den slags?


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Hvad siger/gør man?
  • #1   1. okt 2014 Jeg havde gjort nøjagtigt som du!

  • #2   1. okt 2014 Tilslutter mig MLA, havde gjort det samme som dig, ville ikke kun ignorere sådan noget. For dårligt at ingen andre bakkede dig op smiley
    Men kender alt for godt den der følelse af at man lige ved hvad man burde have sagt EFTER en sådan episode.


  • #3   1. okt 2014 Jeg har før både på mit arbejde og i dagligdagen irettesat børn, og jeg har faktisk aldrig oplevet at forældrene har "taget barnets parti", når det er blevet forklaret, hvorfor tingene er, som de er. Selv ikke, da jeg fik en dreng til at græde i rideklubben, fordi han ikke var sød ved ponien, og jeg bad ham forlade ridehallen og sætte hesten ind (jeg var ridelærer dengang). Men man bliver da helt sikkert mødt at nogle folk, som skal have en god forklaring på, hvad der er foregået.

    Jeg havde gjort som dig, og forklaret grundigt, hvad der skete. Det har du sikkert også forsøgt, men det fremgår ikke lige specifik af dit oplæg smiley


  • #4   1. okt 2014 Flot håndteret.. Jeg kan ikke fordrage børn, så min reaktion havde nok været temmelig hård smiley
    Jeg forventer og forlanger at børn behandler dyr ordentligt. Så er jeg pænt ligeglad om det er min, venindens eller ukendte unger smiley

    Efter sådan en episode kan jeg finde på 700 andre ting at sige smiley Men det er vist ganske normalt, tror ikke helt vores dialog center altid virker som det skal i "kampens hede" smiley


  • #5   1. okt 2014 Wow... Ja, jeg havde reageret som dig og klart forventet opbakning fra andre...

  • #7   1. okt 2014 Jeg fik ikke forklaret moren hvad der var sket, udover altså "han sparkede hunden" -hun var gal og ikke modtagelig for ret megen fornuft tror jeg, og jeg stod jo med to hunde i hånden, så det der med lige at rende bagefter var ikke en mulighed.

    Men gik derfra med sådan en følelse af at moren altså skulle have haft et eller andet at vide -at jeg burde have sagt til hende at så skal knægten altså ikke være alene med hunden før han har lært at behandle den ordentligt... det fik jeg så ikke sagt. Men kan jo være jeg er så "heldig" at rende på dem igen, det er trods alt et lille samfund herude hvor jeg bor.

    Jeg har osse undervist på rideskole og har de fleste gange mødt opbakning fra forældrene, hvis de har fået en forklaring på hvorfor jeg har ment det var nødvendigt at gøre/sige et eller andet. Men det er jo osse forældre der kender mig, i hvert fald i et eller andet omfang.

    Her var det en fremmed (eller -jeg ved hvem manden/faren er -men kender hverken mor eller barn).



  • #8   1. okt 2014 Men jeg havde jo et eller andet sted håbet/regnet med at det ville give anledning til en snak mellem mor/barn, når hun kom ud til en knægt på grådens rand... At hun måske ikke ville være enig i min måde at håndtere den slags på, men at hun i hvert fald havde villet høre hvad der var sket... jeg kan jo ikke lade være at tænke at det ikke er sidste gang knægten gør den slags, når moren bare trøster og giver ret i at jeg da osse var en dum og træls person

  • #10   1. okt 2014 Isabelle -jeg kom nu heller ikke med forklaringer. Sagde ret ordret "man sparker IKKE hunde, det der er IKKE ok" (indsæt selv nødvendigt antal udråbstegn smiley )

    Jeg tror da osse mest tårerne kom af forskrækkelse... manglede bare sådan at moren havde været til at snakke med, for som sagt tænker jeg at knægten da gør det igen næste gang han er alene med hunden og den ikke lige gør som 'ønsket


  • #11   1. okt 2014 Ej for fande da...hvorfor opdrager man ikk sine børn til og være god mod dyr/hunde...nu er jeg selv den heldige ejer af to cavalier og de har ikk psyke til og blive råbt af og slet ikk sparket/slået puha godt jeg ikk var der... Synes absolut du gjorde hvad du kunne og jeg havde gjort det samme...puha jeg får helt ondt i min mave nu når jeg tænker på den stakkels hund og hvad den må være udsat for....snøft snøft

  • #12   1. okt 2014 Charlotte -tvivler på der findes hunde der har psyke til at blive sparket... forskellen er nok bare at en cavalier bliver "knækket", mens en mere potent race kunne ende med at æde barnet...

  • #14   1. okt 2014 Nej selvfølgelig er der ingen racer der kan klare og hverken blive sparket el slået og jeg går amok når jeg ser sådanne nogle ting og det er uanset race,så det var ikk for og sige at andre hunde godt kan klare det,nu ved jeg bare hvordan en cavalier's sind og psyke er og de er så milde og kærlige og jeg kiggede lige på mine egene og tænkte på hvis nogen sparkede en af mine,puha...

  • #15   1. okt 2014 Ja, jeg må nok melde blankt ud at jeg nok ikke havde sagt noget, da jeg er meget konfliktsky. Men med hensyn til opbakningen, den ville jeg nok være hoppet med på.

    Der er simpelthen bare nogle forældre der tror deres børn er guds gave til mennesket og deres små pussenusser ALDRIG gør noget forkert og selv hvis de gør, så er der bestemt ikke nogle der skal pointerer det, for så er det forkert hvad personen gør og ikke barnet smiley


  • #16   1. okt 2014 Jeg opdrager glædeligt på de børn der bor her i området. Typisk i forbindelse med at de vil hilse på Ludvig.

    Opfører de sig ikke ordentligt får de det at vide. Jeg mener bestemt at det er forældrenes pligt at råde børn til hvordan man omgås dyr. Desværre er det langt fra de fleste der gør det.

    Jeg har tit råbt af unger der er kommet løbende mod os og det forstår de jo ikke og bliver forskrækket over at blive stoppet i deres handling.

    Jeg synes du gjorde det helt rigtige og så kan vi håbe at moderen da hun kom hjem indså hvad hendes søn rent faktisk havde gjort, siden du kunne have reageret sådan.


  • #17   1. okt 2014 Er man helt rask i hovedet som barn hvis man sparker sin egen hund? Måske han har nogle issues? Jeg ved det ikke, men bare en tanke...
    Nu havde jeg først hund som 9 årig, men har godt nok aldrig så meget som tænkt på at sparke hende dengang. Men jeg har nappet min mor en gang, haha smiley


  • #19   2. okt 2014 Curling forældre giver en mængde uopdragne unger!

    Jeg tænker - hvordan har hunden det i det hjem???

    Moderen skulle have haft en skideballe!


  • #20   2. okt 2014 Bugsy: Måske det noget med sådanne unge? Min mand er bestemt ikke pædagogisk, men han er god til, og elsker sit arbejde med unge bøller med div psykiske udfordringer. Han kan nemt håndtere dem, og har et godt forhold til dem.
    Nogen kan bare det der, andre skal holde sig til børnehavebørn - eller bare langt væk smiley


  • #22   2. okt 2014 Jeg har et par gange råbt højt af børn der er dumme ved dyr. Børnene har som regel stoppet omgående og set ret forskrækkede ud. Jeg har udviklet et 'NEJ', der kan få en overgearet terrier til at stoppe med sit forehavende på omgående og 3 stk store hoodieklædte teen-age drenge til at droppe deres hærværk og skynder sig væk smiley Det er hændt at forældre er blevet stødte og sure, men så har de bare fået at vide at når de ikke kan finde ud af opdrage deres yngel så må andre jo gøre det. De plejer ikke at have yderligere at sig når det er blevet sagt i en fast og myndig tone mens de bliver kigget lige i øjnene. Og nej, jeg hader ikke børn og jeg kender mange børn jeg er meget glad for. Jeg synes faktisk at det er ret synd for mange børn at de ikke lære noget om grænser, almindelig høflighed og pli. Det får li'som samværet med andre mennesker til at glide lettere, hvis man har lært at vise hensyn og opfører sig pænt smiley Vi har i vores nære familie to eksempler på at at det faktisk volde store problemer for dem når de bliver unge mennesker der skal stå på egne ben og så ikke har lært helt basal normal opførsel og aldrig har fået 'Nej'. Det giver nogle tåbelige nederlag, der kunne være undgået.

  • #25   2. okt 2014 Jeg har ikke læst alle indlæggende....men husk, det er aldrig børnenes skyld, børn er et produkt af vores handlinger og måske er det at sparke hunden, det han oplever derhjemme. Ikke at det gør det OK....men hvis det er det han vokser op med, så er det jo os det han tror er rigtigt.

    Eller er det helt forkert?

    Jeg har selv to små børn og har oplevet at de har reageret, hvor jeg selv er blevet overrasket, men ved lidt gennemtænkning kan se at det nok er sådan jeg selv har gjort og så selvfølgelig været obs på det fremover.


  • #27   2. okt 2014 Jeg havde -da jeg 14- en kontrovers med et par drenge i nabolaget. De smed et heksehyl ind under min, dengang 6 mdr gamle, glathårede foxterrier. Hun blev sindsygt forskrækket og løb hjem og jeg løb dem op og fik fat i den ene af drengene. Han begyndte at slå og sparke ud efter mig. Heldigvis lige ud for deres eget hus.
    Deres mor kom farende ud og råbte og skreg af mig. Jeg råbte og skreg tilbage hvad hendes lorte unge havde gjort og så skal jeg love for at raseriet vendte. Han fik en flad lige der på gaden. Og de betalte både dyrlæge regningen(som han fik lov at arbejde af for sine lommepenge) og han blev sendt ned med en undskyldning og en gave til "Jessie". Jessie var bange for skud og fyrværkeri resten af sine dage.
    Altså skræmt fra vid og sans.
    Hun blev knapt 14 år.


  • #28   2. okt 2014 Sarah -hatten af for sådan nogen forældre. Børn laver ballade af og til, og det er osse ok. Men der er dælme forskel på at have haft et eller andet hysteri-anfald e.l. og på bevidst at gøre skade på dyr eller mennesker... Må indrømme at jeg har svært ved overhovedet at forstå at man kan få den tanke at det kunne være sjovt at smide fyrværkeri efter en hund... Men så trods alt noget at forældrene lader det få konsekvenser.




  • #29   2. okt 2014 Ja præcis. Det er med denne oplevelse i mente jeg sidder og tænker hvad helvede den mor du har mødt har tænkt. Var det min dreng eller min stedsøn der gjorde sådan noget var jeg eksploderet.

  • #30   2. okt 2014 Sarah -hun så det jo ikke, og spørgsmålet er hvor meget hun egentligt har lyttet. Jeg ved self ikke om det er noget han har lært hjemme (i så fald opfatter hun det vel ikke som et problem), men jeg håber da det var et engangs-tilfælde smiley

    Jeg kan godt forstå at et barn (eller voksen for den sags skyld) kan blive frustreret og gøre et eller andet uhensigtsmæssigt som at hive hårdt i snoren e.l. men ligefrem at sparke eller slå, burde altså ikke være på repertoiret


  • #31   2. okt 2014 "( Når nu folk herinde skriver at de hader / ikke kan fordrage børn, så tænker jeg altid: Godt dine forældre ikke havde samme underlige holdning :-D)"

    Hvorfor er det en underlig holdning?


  • #34   2. okt 2014 Fordi børn kan virke utilregnelige, voldsomme, irriterende osv det må man vel gerne "ikke bryde sig om/ikke kan fordrage"?

  • #36   2. okt 2014 Isabelle -jeg er nu heller ikke vildt børne-begejstret. Ikke at jeg ligefrem hader børn, og der er da osse børn jeg holder rigtigt meget af.
    Men sådan generelt set, er jeg ikke så vild med dem. Det handler faktisk i høj grad om at så mange børn i dag ikke kan finde ud af at gebærde sig i samfundet... og ja det kan vi så bebrejde forældrene... men det er jo altså børnene der er til gene, osse selvom det evt ikke er deres egen skyld.
    Ligesom en hund der står og galper hele dagen osse er træls, selvom det er ejeren der er skyld i problemet.

    Og så synes jeg børn er/kan være afsindigt hårde ved hinanden. Jeg husker min egen skoletid, jeg har set at det åbenbart ikke har forandret sig så meget i forbindelse med en praktik i SFO. Og ja... jeg synes altså ikke ret mange børn er så fantastisk bedårende


  • #37   2. okt 2014 Ja måske. Men det er da også ok ikke at kunne fordrage børn.

    Altså og hvadså hvis man skærer alle børn over én kam? Så længe man ikke viser det udadtil = er uhøflig eller ubehagelig overfor børn.
    Hvis børn virkelig gør en utilpas er det da noget pjat at skulle skamme sig over det.

    Jeg forstår VIRKELIG ikke folks valg om at arbejde med børn men dét valg kalder jeg ikke underligt.


  • #40   2. okt 2014 Ja, hold hellere sådan noget for dig selv smiley

  • #41   2. okt 2014 Isabelle -kunne det være man bare holder af fred og ro, ingen snotnæser og fedtede fingre overalt osv smiley


  • Louise H
    Louise H Online Tilmeldt:
    maj 2013

    Følger: 3 Følgere: 2 Emner: 18 Svar: 569
    #43   2. okt 2014 Ej stop dog Isabelle!
    Der kan sgu være mange grunde til man ikke bryder sig om børn, og det behøver da ikke betyde man fortrænger noget.


  • #44   2. okt 2014 Jeg tror nu ikke der er nogen, der har skrevet hader/ikke kan fordrage børn, men er trætte af uopdragne børn - der er en forskel.

    Kan rigtig godt lide de indlæg, der handler om konsekvenspædagogik, efter min mening hjælper det.

    Var spejderleder for ca 35 år siden, og på dette tidspunkt var det lige blevet moderne, at man skulle motivere børnene til også at gøre det der var træls, alt ære og respekt for det.

    I den spejdergruppe hvor jeg deltog passivt, havde vi en gruppe juniorer 10 - 15 år så vidt jeg husker, der var ca 10 drenge og en pige og ingen kunne styre dem, blev jeg bedt om jeg ville tage på landslejr med dem, da der ikke var nogen der kunne styre dem. Jeg kendte ikke børnene, men tog udfordringen op.

    På forhånd havde lavet et skema med pligter for børnene gennem den tid lejren nu var, skemaet blev hængt op så alle kunne se det, jeg havde lovet at jeg nok skulle lave sovsen.

    Dag 1,
    Dem der skulle sørge for brænde til bålet havde hentet for lidt og så "stukket" af, så de fik "hårdkogte" kartofler og lysegrå ustegt medisterpølse pga. for lidt brænde. Maden var uspiseligt. Jeg bad ungerne se på skemaet og læse højt hvem der skulle sørge for brænde, jeg var hverken vred eller skældte ud.
    Da vi havde spist stak, de 2 der skulle vaske op af. Al hvad der var blevet brugt til og under måltidet, dvs tallerkner, bestik, gryder og pander smed jeg ind i et lille tilt uden underlag.
    Dag 2.
    Morgenmad, hvor er min tallerken, hvor er mit krus osv, prøv at se i det lille telt (det var virkeligt ulækkert at se på), i skulle have hørt børnene, jeg kikkede på dem og da de var faldt ned spurgte jeg dem og de havde set på skemaet om hvem der skulle vaske op.

    Efter kun 1½ dag fandt de ud af jeg mente det med skemaet, de havde hver især deres pligter ligelig fordelt, derefter fungerede det hele fint.

    Børnene fik frihed under ansvar, da jeg havde min datter med, der på det tidspunkt var 3½ og jeg kunne ikke deltage i noget om aftenen, De fandt ud af at overholdt de deres pligter og jeg vidste hvilket arrangement de var til og aftalt et hjemkomsttidspunkt, hvilket fungerede upåklageligt, børnene vidste hvor de havde mig og jeg stolede på dem, selv om de tog gas på mig flere gange.

    Med det vil jeg sige konsekvenspædagogik virker.


  • #49   2. okt 2014 Lol. "Ejjjj synes man ikke det her er sødt, er man azzå underlig".

    Jeg kan godt lide børn, men kan da godt forstå dem, der ikke kan, ligesom jeg godt kan forstå folk, der ikke kan fordrage hunde. Hvorfor skulle det gøre folk underlige? Det må man da selv ligge og rode med, uden folk skal rynke på næsen af det. Måske I tager det lidt for tungt på jeres børns vegne.


  • Louise H
    Louise H Online Tilmeldt:
    maj 2013

    Følger: 3 Følgere: 2 Emner: 18 Svar: 569
    #50   2. okt 2014 Jeg synes man er underlig, hvis man kan lide børn....

  • #54   2. okt 2014 Jeg synes tråden er løbet lidt af sporet, har selv været medvirkende årsag.

    Michelle, som du beskriver hændelsen i dit oplæg, jeg ville gerne have sagt noget meget hurtigt efter hinanden til moderen; men men jeg havde nok været så måløs og ikke sagt et kvæk, og ærgret mig når jeg kom hjem over at jeg ikke verbalt gav min uforbeholdne mening til kende!


  • #55   2. okt 2014 det er skam helt ok at tage diverse andet børnerelateret op smiley

    Maj-Britt -så er jeg underlig, for jeg falder altså ikke på halen over de efterhånden sindssygt mange børne-videoer ala den du har lagt ind.
    jeg synes faktisk bare de er for meget -man får dem jo smidt i hovedet hele tiden på FB o.l. sammen med billeder af børn med mad i hele hovedet (jeg kan forstå at forældrene synes der er sødt, men behøver JEG synes det er sødt med baby indsmurt i marmelademad?).

    Jeg kan SAGTENS forstå at forældre synes alle de her ting børn gør er sødt. Og jeg opfører mig ikke grimt overfor børn, heller ikke dem jeg ikke bryder mig så meget om.

    Men jeg synes det er trist at det automatisk bliver betragtet som noget forkert ikke at kunne lide børn.

    Et fremmed barn der danser gør bare ikke noget for mig, og jeg magter sjældent mere end 5-10sek af sådan en video.

    Inger -det er netop sådan jeg havde det da jeg kom hjem. "hvorfor sagde jeg ikke lige..."


  • #58   2. okt 2014 Mht børn, jeg er farmor til et par enæggede tvillinger på 2 1/2 år og næsten umulige at kende forskel på.

    Har taget mange billeder og videoer, de kommer ikke f.eks på dette forum, det er forældrene der bestemmer hvad der skal vises offentlig.

    Samtidig er der deres dagsrytme der skal tages hensyn så som spise- og sovetider, det kan være svært at forstå for onkel/ faster-moster der ikke har børn. Spise-sovetider skal efter min mening overholdes, så sparer man en masse skrig og skrål.

    Hvad jeg vil med det, er at selvfølgelig elsker jeg mine børnebørn og elsker at de er hos os, men de kan være en pestilens hvis ikke deres især sovetider overholdes.

    Børnenes forældre er også gode til at lære dem alm. pli på deres niveau - også overfor hunde.



  • Cie T
    Cie T Tilmeldt:
    apr 2013

    Følger: 1 Svar: 58
    #60   5. okt 2014 Udover at gøre præcis som ts, så havde jeg nok endt med en henkastet bemærkning om, at jeg selvfølgelig også kunne have kontaktet politiet med en anmeldelse af hundemishandling. smiley

    Når et barn kan finde på, at sparke sin hund, så kan jeg godt få en mistanke om, at forældrene måske ikke er ret meget bedre. smiley

    Hvis man selv holder af dyr, så er det, at behandle andre levende væsner ordentligt, jo noget af det grundlæggende i opdragelsen af et barn.


  • #61   6. okt 2014 Jeg er desværre nok for konflikt sky til at sige noget men jeg ville 100% bakke op hvis andre gjorde det.


    Jeg elsker mine nevøer og niecer ubetinget højt og ville ikke for noget I verden undvære dem, men fremmede børn siger mig absolut intet.
    Jeg ønsker ikke selv at få børn af flere grunde. Nr 1 jeg kan simpelthen ikke overskue dem, de er dejlige at have på besøg også selvom de larmer osv men så skal de også hjem igen for så er jeg altså færdig for tålmodighed og energi.
    Nr 2 mit barn ville få større chance for at få en depression da jeg har det og det ønsker jeg ikke for nogen at skulle igennem, derudover har jeg en hudsygdom godt nok ufarlig men mine arme er meget grimme pga det, detn er arvelig så det vil jeg heller ikke give videre.

    Jeg er dog sikker på at jeg ville være en god mor, men ønsket om det er der bare ikke. Jeg har det helt fint med at være hundemor og nyde andres børn.

    Jeg tror det er de færreste mennesker der hader børn pga deres person jeg tror at det de hader/ikke kan lide er de ting der følger med ved børn.
    Jeg bandede f.eks. larm og netop det at de er så utilregnelige/uforudsigelige.

    For mig er der også meget forskel på hvordan jeg er sammen med dem. Passer jeg en af "mine" unger hygger vi helt vildt, er vi til fødselsdag er det alt fod larmende og uoverskueligt.
    Er jeg sammen med unger jeg ikke kender ved jeg ikke altid helt hvordan jeg skal "håndtere" dem. Fordi jeg ikke altid ved hvad jeg skal snakke med dem om.


Kommentér på:
Hvad siger/gør man?

Annonce