De er, hvad man gør dem til - igen ;) {{forumTopicSubject}}

Denne gang dog om hund

Er helt på røven i forundring over, hvor stærk genetik er.

Coffey har en kuldbroder, som jeg ikke ser så hulens ofte, men dog en gang imellem.
Siden de var små har vi godt kunne se at der har været udprægede ligheder både i udseende og adfærd, men i går aftes, da vi kunne observere de to træne måtte vi konstatere at genetik er ufattelig betydningsfuldt.

De to hunde har ikke mødt hinanden siden de var omtrent tre måneder gamle.
De bor hos ganske forskellige ejere, forskellige erfaringer, forskellige måder at have hund på, forskellige grænser og forskellige vilkår.

Alligevel ser vi i går to hunde, der ligeså godt kunne være klonede. Lidt frugtfarve i den enes pels, og de to hundeførere kunne have taget hvilken som helst af dem og arbejdet med dem som sine egne.

Forskellen der var på de to hunde bestod i at man kunne se at den ene hundefører er en smule mere erfaren end den anden. Ellers var alt det samme - mimik, lyde, stressniveau- og udtryk, håndtering af kommandoer, belønninger - selv de fejl, de lavede i træningen var den samme.

Jeg har personligt ikke set noget lignende før - og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor lidt vi i grunden lægger i dem - og hvor meget de selv har med.

Det var en eyeopener af det helt store!