Forfærdeligt, ganske forfærdeligt! {{forumTopicSubject}}

Hej alle sammen.
Jeg har ikke brug for bagkloge bemærkninger eller andet, jeg er helt ude hvor jeg ikke kan bunde.

Er der nogen der ved hvor man kan søge tilskud til dyrlægeregninger? Har prøvet dem jeg lige kunne på nettet, men måske i kender flere?

Jeg sætter utrolig stor pris på hvis i kan hjælpe mig. Jeg elsker den hund som var den mit eget lille barn, de sidste par døgn har været et sandt mareridt med op og nedture konstant. Har spist 1/10 del af hvad jeg plejer, dette kun fordi jeg ved at jeg som højgravid med termin sat til den 4/6-2012 bliver nødt til at tænke på mit ufødte barn. Har ikke kunne sove, har ligget søvnløs med mobilen i mine arme, håbet på gode nyheder, frygtet dårlige.
Det hele startede lørdag, hvor vi havde familie på besøg. Da han er meget elsket af alle i familien, gav et familiemedlem ham et stykke svineben. Hvad jeg ikke vidste nu, var at det skulle blive starten på de værste dage i mit liv.
Lørdag nat fik han ondt i maven og begyndte at lave afføring indenfor. Søndag morgen fik han det ekstremt dårligt og begyndte at kaste op hele tiden, han kunne intet holde i sig. Hvis bare han drak en dråbe vand røg den op igen. Vi tog derfor akut til dyrlægen, som kiggede på ham og sagde at hun ville give ham lidt smertestillende og kvalmestillende, jeg kiggede på hende og spurgte om hun var sikker på der ikke var "andet" i vejen. Hun sagde nej og at vi ikke behøvede at være bekymrede, for som hun sagde ordret; Der er IKKE noget ben i hans tarme!.. Dette skulle vise sig senere hen at være fuldstændig forkert.
Jeg tog hjem, med en meget svag hund. Håbede på det bedste, stolede jo trods alt på hvad dyrlægen sagde.
Da vi kom hjem kunne han ikke finde hvile, han hylede af smerte og jeg ringede 3 gange til samme dyrlæge. Det eneste hun kunne sige var at vi skulle se tiden an, hun kunne da godt indlægge ham hvis vi ville, men der ville han ligge alene hele natten med drop og morfin.
Da mit hjerte gang på gang blev knust af hans hylende smerte og hans lille væsen der bare blev mere og mere svagt, tog jeg ind til dyrlægen igen, HUN SKULLE kigge på ham. Da vi var på vej derind lå han i mine arme, pludselig blev han meget stille, hans blik helt tomt, jeg kaldte TEDDY.. Han rørte sig ikke, hans blik var væk. Jeg fik rusket i ham i desperation, han blinkede igen.
Det var de længste sekunder i hele mit liv.
Vi kørte nu endnu hurtigere ind mod dyrlægen, da vi kom derind hang han slapt i mit arme.
Dyrlægen kiggede på ham og kunne nu se at den virkelig var gal. Han fik taget en blodprøve. Den viste han væske tal var 70 procent, det måtte ikke være lavere end 65. Jeg ude af den, stod og tudbrølede. HJÆLP HAM! RED HAM!.. Hun kiggede på mig og sagde det hun kunne tilbyde var en nat hos hende hvor der ingen overvågning var, kun med drop og morfin. Jeg spurgte om jeg kunne ligge hos ham, ved siden af ham i hans bur hele natten igennem. Det kunne jeg ikke. Hvis jeg ville have døgnovervågning var det Karlslunde Dyrehospital jeg skulle køre til. På det tidspunkt kan jeg huske jeg kiggede ned på ham, vuggede ham blidt i mine arme og sagde; Mor skal nok passe på dig lille skat..
Han var så svag på det tidspunkt at jeg selv spurgte om jeg måtte køre derind med drop. Det gjorde vi. Hele vejen ind til Karlslunde havde jeg drop hængende ned til min lille skat imens vi kørte så hurtigt vi kunne ind til Karlslunde.
Da vi kom derinde blev han undersøgt, hans tilstand var MEGET KRITISK. Hun tilbød at tage et røngten billede, 5000 kr.. Dette viste at der sad et stort stykke knogle splint inde i hans tarme.
Hun kiggede på mig og sagde hans chancer for at overleve ikke var høje. Måske højst 75%, HVIS de opererede ham nu akut, midt om natten. Maks omkring 55-60% hvis de ventede med operationen til i morgen. En prisforskel på 12.000 kroner for alene operationen.
Jeg har aldrig været så følelsesmæssigt presset, man står og kigger ned i de tomme lommer og samtidig kigger på ens elskede hund. Som er et barn for en, ville man selv aflive sit barn for sølle 25.000-50.000? Jeg kan huske den dag for 5½ år siden hvor jeg hentede Teddy, der LOVEDE jeg at ALTID ville passe på ham og elske ham, uanset hvad. Jeg tog ansvar for det liv. Mange ting har jeg fortrudt igennem mit liv, men intet ville jeg fortryde mere end ikke give ham chancen for at leve.
Jeg stod der, højgravid, ikke sovet eller spist i over et døgn, grædende med min lille skat i armene. Dyrlægen står og kigger på mig med at dokument i hånden hvor jeg skal underskrive på de 25.000, nu og her.. Pludselig klynker Teddy og noget vådt løber ned af min bluse.... Blod... Han bløder ud af anus og ænser det ikke. Beslutningen er taget! Han skal opereres og det er nu. Jeg tager desperat og hulkende kuglepennen og skriver under. Med det samme tager dyrlægen ham og bærer ham ind til operationsbordet.
Så står jeg der, skal bare køre hjem igen og afvente. Ude af mig selv og hulkende går jeg ud af døren..
De ringer til mig den følgende nat, omkring kl 3. Siger at knoglestykket har bevæget sig fra tynd til tyktarmen af sig selv, så de har ikke opereret den ud. Tarmene som skal være lyserøde, var lilla. Hvilket ikke tydede godt, de havde masseret dem for at få dem igang. Bugspytkirtlen var heller ikke i god stand, de tog en biopsi, hvis vi ville have det på et senere tidspunkt. Indtil da måtte vi se tiden an. Heldigvis var han vågnet op ad narkosen. Gudskelov.
I mellem tiden har de ringet med dårlige og gode nyheder. Jeg har virkelig været i en følelsesmæssig rutchebane.
De ringede idag og sagde han havde fået det måske 2% bedre, 2% lyder ikke af meget, men utroligt hvad man kan hænge sit håb op på.
Han havde virket mere frisk end de før havde set ham, han får mad igennem en sonde i næsen, 30 ml har han indtil nu holdt i sig. Han havde haft en lille blodig afførring, med en lille smule form på. Dette var måske et tegn på at hans tarme begynder at arbejde.
Men hver sek, minut og time er kritisk stadig.
Håber bare min lille engel overlever.