{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.064 visninger | Oprettet:

At åbne sit hjerte op for en ny. {{forumTopicSubject}}

Efter jeg mistede Molly, har jeg haft den følelse af at INGEN hund i verden, NOGENSINDE vil kunne erstatte min lille hoppebold. Men sådan havde jeg det også dengang jeg mistede min kat, Fiko, igen på en tragisk måde. Jeg fik en ny kat, og det var det bedste der skete for mig dengang. Tjalfe var elskelig, putteglad og en ret "slasket" kat, der gerne fandt sig i at man bar rundt på hende, og hun ville gerne have at man lod hende stå på ens skuldre.
Men nu hvor jeg er 17 år, og jeg har haft Molly i 8 år, hvor jeg var mindre dengang og kun havde Fiko i 4 år, så føler jeg lidt at smerten er blevet større ved at miste, jo ældre jeg er blevet. Self. ser jeg tilbage med et smil, på hvad Molly og jeg har lavet og fundet på, men jeg fælder stadig en tåre når jeg ser mig om, og der er helt stille i lejligheden.

Hvordan åbner man sit hjerte og sine arme op, for en ny hund på den bedste måde? Jeg ved at det kræver tid og tålmodighed, at komme fuldstændigt over Mollys død, fordi hun var en del af min familie.
Lige nu har jeg følelsen af, at ville redde en hund ud fra et internat, men jeg er stadig velvidende, at jeg er meget ung. Jeg har meget erfaring med hunde, men der er alligevel mange der ikke vil tage en snart 18-årig ung kvinde seriøst, når hun lever på (dog en høj rate) SU, sammen med sin snart 19-årige kæreste i Odense Centrum.
Vi er meget modne af vores alder, og fornuftige. Vi drkker meget sjældent (Fester er ikke det der har den største interesse.), vi studerer på Gymnasiet/Universitet, meget ansvarsbevidste, og vi forhaster det ikke med at anskaffe en ting.

Hvad skal jeg stille op, med følelsen af tab?
- Og ville I tage et ungt par seriøst?


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  At åbne sit hjerte op for en ny.
  • #1   23. mar 2012 Du får aldrig en Molly igen.
    Men du kan få en ny ven, som du vil kunne få amnge gode timer med.
    Hvis du får en ny, så sig til dig selv, af den nye hund ikke er Molly, og at nogle af de ting du oplevede med Molly ikke vil opleves på samme måde, men på en ny måde.
    Held og lykke, med en evt ny hund.


  • #2   23. mar 2012 Fik Floyd hurtigt efter Fie.

    Han er nu 8 måneder, skulle vænne mig til et helt andet temperament, men søgte heller ikke præcis det samme.

    Floyd og jeg sliber stadig kanter og i guder hvor kan han give mig grå hår i hovedet !

    Han kommer ikke til at erstatte det jeg havde med Fie, for finder nok aldrig en hund som hende igen.

    Når det er sagt,så kryber han langsomt ind under huden på mig,(også selvom jeg af og til bander ham langt væk*G*)

    Men jeg vil ikke leve uden hund og vidste jo Fie ikke holdt evigt, heldigvis er der massere af plads i mit hjerte til andre hunde.

    Et eller andet sted ville det jo også være underligt at man kunne få præcis samme hund igen at starte forfra med....


  • #3   23. mar 2012 Jeg ved det ikke.
    Jeg ved bare, at jeg skal have en hund mere før Vaks dør.. Tror jeg personligt vil være nemmest for mig ):


  • #4   23. mar 2012 Selvfølgelig får du aldrig en hund som Molly, men du får en anden hund med andre egenskaber der er dejlig på dens helt egen måde, præcis som Molly var det, derfor er sammenligninger uretfærdige for begge hunde.
    Du ved bedst selv hvornår du er klar til en ny hund og selvom du/ er unge så virker I mere modne end de fleste så jeg tror ikke alderen betyder noget.
    Held og lykke med din beslutning.


  • #5   23. mar 2012 Jeg troede heller aldrig at jeg kunne blive lige så glad for en ny hund efter jeg mistede min amerikanske bulldog-dreng.... Men efter et lille års tid længtes jeg så meget efter at have en hund og jeg fik min lille franske bulldog-pige Filuca.... I lang tid synes jeg hun var meget sød, men det var nu stadig ikke det samme - og nej det bliver det aldrig !!! Men hun er noget helt, helt særlig og jeg elsker hende af hele mit hjerte, men nogen erstatning for Kenzo er hun ikke, og det skal hun jo heller ikke være. Han har en stor plads i mit hjerte og den plads vil han altid have... men heldigvis er der plads til flere ")

  • #6   23. mar 2012 Jeg har 3 hunde - SImba på 9, Trunte på knap 6 pg Fellow på 3 smiley

    De betyder allesammen lige meget for mig, på forskellige måder - hver enkelt hund er noget specielt for mig.
    Da jeg kun havde Simba troede jeg ikke på at nogen anden hund ville betyde lige så meget for mig, men de gør de to andre altså. Jeg har svært ved at forestille mig livet uden nogle af mine hunde, da de alle tre er individder der har noget specielt i mit hjerte..


  • #7   23. mar 2012 Jeg har altid hurtigst muligt fået ny hund. Men der er forskel på hvordan man har det med og få en ny hund ind. Nogle venter længere tid.
    Har haft hund i mange år og alle som en har de været forskellige.
    Den jeg stadig savner 20 år efter den blev aflivet, og en enkelt hvor jeg sagde farvel, og ellers ikke har tænkt på senere.


  • #8   23. mar 2012 Som jeg har fortalt dig, søde Mona, så kommer du aldrig over tabet af Molly, og at sætte dig op efter det, er en kæmpe fejl, som mange begår... for det kommer aldrig til at ske. Vores sår heler, men bliver til ar. De forsvinder aldrig helt. Du må acceptere at Molly har en helt særlig plads i den hjerte, og at det er okay at græde og savne, men at det ikke må stoppe dig fra at leve dit liv, og få en ny hund. Jeg sendte dig historien, Scrumpy, som du måske vil læse igen: http://www.hundegalleri.dk/alb_vis.aspx?AlbumID=63299

    Jeg ved hvor hårdt det er, og alene ved tanken om Chicas død sidder jeg og tuder. Det er to år siden. Jeg synes du skal give dig selv tid til at sørge, men det skal ikke afholde dig fra at redde en lille ny (jeg har fortalt dig, at jeg synes det er en fantastisk idé at redde en, og husk at vi ved OASA meget gerne vil hjælpe), fordi du er bange for, at det ikke er en Molly du får... For det kan jeg allerede nu love dig, at det er det ikke.
    Man heler i hvert sit tempo, og man får intet ud af at "rushe" igennem det. Jeg fler med dig, og husk at jeg altså er her, både på mobil, skype og MSN. Du skal bare sige til. :)<3


  • #9   23. mar 2012 Lige en tilføjelse - da jeg mistede min pony i 2010, en pony jeg har haft i 18 år, gik min verden også under, jeg var helt i krise og troede aldrig i livet at jeg ville komme mig.
    Han døde også af en hjerneblødning og lå død i sin boks - jeg havde og har en hest mere, men stadig føltes det som om en del af mig forsvandt.

    Den del er stadig hos min pony oppe i hestehimmelen, han er savnet hver eneste dag - ligesom mine fantastiske hunde vil blive når de engang skal afsted, og det samme med min hest.

    Grunden til vi savner er fordi vi elsker, og det er i si selv en stor gave at vi har muligheden for at elske - også selvom det kun er i kort tid..


  • #10   23. mar 2012 Du skal være glad for at du fik lov til at eje,elske og kende Molly,ingen anden hund bliver som hende og de skal de heller ikke være Molly,hver hund er unik og den næste hund du får, vil du også elske, på den måde den skal elskes på.
    Jeg mistede min yngste hund for en uge siden,hjertestop,han var kun 5 år og jeg er så ked af det,men jeg er glad for at jeg fik lov til at eje og elske ham.
    Til efteråret får jeg en ny hvalp,det bliver aldrig Aslan,men det bliver en hund,der på sin egen måde bliver lige så højt elsket.


Kommentér på:
At åbne sit hjerte op for en ny.

Annonce