En sikker base er vejen frem ! {{forumTopicSubject}}

.. Jeg er ikke sikker på hvor jeg er.. det er næsten helt mørkt, vinden hyler og der er klaprende lyde fra alle sider !

Jeg står på stive ben der er spredt godt fra hinanden, sænker både hoved og hale - klar på flugt, og skræmt næsten til døde.

Mit hjerte hamrer afsted, jeg stirrer vildt omkring mig, gisper panisk og er på ingen måde tryg ved situationen..

.. så mærker jeg en varme og ro fra min venstre side, mærker en rolig og stabil hånd på min ryg og en på mit bryst.. Hører en svag lyd af noget velkendt og sikkert.

Jeg kigger til siden og ser min moar sidde på hug ved siden af mig, hun har set min frygt og vil dele den ro hun føler - jeg har prøvet det før; hjemme i stuen i starten og hver gang jeg har været bange udenfor.

Der er sikkert og trygt ved min moar ved jeg, hendes ord er rolige, lavmældte og næsten en hvisken - jeg forstår ikke helt hvad hun siger, men tonen gør mig roligere.

Vi sidder der længe, for stedet er fyldt med ukendte lyde - men nu kigger jeg efter lydene og opdager hvor mange af dem kommer fra..

En raslen viser sig at være en pose i en hybenbusk.. Ork, den kender jeg, dem har moar vist mig før og de er jo ikke skræmmende..

En klapren viser sig at være et skilt der står lidt skævt og larmer i vinden.. Skilte HAR jeg hilst på - moar giver kiksere når vi kigger på dem sammen..

Men de høje klappelyde ved jeg simpelthen ikke hvad er! De er ikke sååå skræmmende længere, men nærmere interessante. Moar virker i hvert fald rolig nok, og hun har ikke een gang ledt mig på vildspor!

Jeg går et skridt frem og kigger hende i øjnene, jeg spørger "hvad ER det??" og kigger efter lydene..

Moar rejser sig som forventet, og med et enkelt "kom" går vi sammen hen mod lydende.. højere og højere... Kigger på min moar, hun kigger mig direkte i øjnene og virker stadig rolig.

Hun smiler og er afslappet, men jeg tvivler igen - jeg stopper igen.. ikke nær så bange, men ikke helt tryg ved at fortsætte fremefter i mørket mod de ukendte lyde.
- Jeg har aldrig hørt noget som det, men moar aer mig roligt og hvisker i de blide rolige toner og jeg ved at det er OK, hun fortæller med hele sit væsen at det er - men en hund som jeg kræver overbevisning af flere omgange..

Kan det virkelig passe at moar VED at lydene ikke stammer fra noget stort, vredt og hundespisende??
.. hun virker SÅ sikker... Jeg vælger at stole på hende endnu engang; hun rejser sig med et "kom" og jeg går med... tæt ved hendes venstre side, der har jeg min plads, min sikre base og min moar kun et blik væk.

Vi skifter underlag... Nu lyder det hult, det er lidt glat og også lidt smalt..
- Jeg følger med.. moar fører mig fremmad, sætter sig på hug ved en af de larmende klappe-lyde og viser mig på tæt hold hvad det er - det er BÅDE!

Sådan nogle både har master, og på dem er der lange snore der vibrerer i vinden - og klapper vildt mod masterne!

Jeg stepper glad rundt, fjoller lidt med min moar - sidder mig tæt ved venstre ben, holder kontakten og slikker mig om munden, jeg siger "HA, jeg er ikke bange mere - beløn mig ooohh slave - beløn mig med Frolic fordi jeg var SÅ tapper"

Hun lystrer som altid, krasser mig på hele kroppen og taler i høje lyse toner - en glad moar.. og en STOLT moar =D


Det er en ret gammel historie.. fra mine helt unge dage da jeg først lige var flyttet hjem til min moar og verden omkring var stor, farlig og fyldt med lyde og syn jeg først tænkte at flygte fra..

Idag er jeg ikke bange for noget som helst ! Nye lyde, pludselige lyde, fremmedartede syn og dufte - jeg kigger på min moar og spørger "har du også set den der?", og oftest ved hun lige hvad det er - men nogengange undersøger vi det lige sammen... og deler en god kikser imens =)

Jeg fortæller denne om denne episode som moar kalder "træning" fordi i skal vide at der er håb forude med en nervøs hund =)

Giv ikke op, men find en der kan vise jer på rette vej - min moar hjælper lige nu en dame med en schæfer der for bare 2 uger siden skulle have været aflivet pga angst.. det skal den ikke længere =)