er i syv sind {{forumTopicSubject}}

Ja som overskriften siger så står jeg i en rigtig dårlig situation.
Jeg har min lilleskønne Eddie som simpelthen er mit et og alt. Elsker ham såå højt at det slet ikke kan beskrives.
Men jeg er vist rigtig egoistisk.

Eddie havde en rigtig hård start på livet hos dem der opdrættede ham, hvor han fra dag 1 er blevet misrygtet. Mor er blevet taget fra 8-16 timer om dagen fordi hun arbejdede som mink hun, og han og hans søskende levede da vi hentede ham på slimet grøn vand og gammel minkfoder og havde aldrig set dagens lys. De blev opdrættet i en stald i en indhegning på 3*3 meter hvor der tit og mange gange har hængt unger i hegnet og rysket i det.
Da vi fik ham hjem var han bange for alt. mennesker biler ja selv skraldeposer der stod til afhentning og parkeret cykler. Simpelthen alt skræmte det lille myr der kun var 7 uger da vi fik ham og som kun var halv størrelse af en sådan dansk/svensk gårdhunde hvalp.

Det er blevet bedre med årene, men helt godt er det aldrig blevet. han er stadig meget stresset så snart der kommer mennesker og gør stadig af alt og alle når vi går tur. I hans 7 år lange liv tror jeg at jeg kan tælle på mine hænder hvor mange gange han har slappet af på en gåtur og har givet sig selv lov til at gå og snuse.

Vi har prøvet alt, simpelthen alt og det har da på sin vis også hjulpet lidt, meget lidt, men tror ikke det bliver bedre end det er nu.

Vi har nu en dreng på knap 3 år og vores lille Eddie kan godt blive rigtig stresset i hans nærvær. Ikke altid men det hænder og han er begyndt meget at gå og ligge for sig selv på vores 1. sal og bare ligge og sove.
Og ligegyldigt hvem vi har på besøg, uanset om det så er mine forældre hvilke han holder rigtig meget af ja så stresser han rundt om sig selv og ved slet ikke hvad han skal gøre af sig selv.

Det gør rigtig ondt at se at han bliver så stresset.

Vi, min mand og jeg har snakket lidt sammen om evt aflivning af ham så han kan få fred. Min mand er ikke til meget hjælp da han siger at da det er min hund og det er mig han er så knyttet til og omvendt så må det være min beslutning.

Undskyld sproget men det er fanme hårdt. Han er sgu kun 7 år og burde have mange år endnu, men på den anden side så bliver jeg så ked af at han ikke har roen i sig og ikke rigtig kan slappe af. Han lever jo et liv hvor han konstant er på mærkerne.

Ved jo nok godt i bund og grund hvad der skal gøres. Men kender i det?. ville nok bare gerne have at der var en der sagde det så jeg i det mindste havde en at give skylden for at jeg skal miste min højt elskede hund.

Undskyld det blev så langt og tak fordi du læste med. Tror bare lige jeg måtte ud med det. Tager en evighed at skrive her når man sidder og græder snot samtidig, så undskylder lige stave-/tænkefejl undervejs.