Det kan da ikke blive ved.. :o((( {{forumTopicSubject}}

Hvor langt skal man blive ved?

Freja er en lab./cocker-blanding på 4½ år. Hun har snart været igennem så meget, at jeg begynder at overveje om vi bare skal sige stop…

For ca. 2 år siden begynder Freja at være meget irritabel og virker hele tiden som om hun er i rigtig dårligt humør. Efter div. Undersøgelser ved dyrlægen, som ikke viser noget. Hverken smerter, nedsat syn eller hørelse eller noget andet fysisk, begynder jeg lige så stille at indstille mig på, at jeg bare har en rigtig sur og umulig hund. Det skal lige siges, at hun aldrig har været sur på mig, men fremmede på gaden, dyrlægen og min kæreste har stået for tur. Hun har aldrig bidt, men knurret af fremmede og dyrlægen. En enkelt gang har hun bidt ud efter kæresten…

Ved et tilfælde kom vi til at snakke om, at hun da havde haft ørebetændelse en del gange og hun slikkede sig da også en del i poterne, men ikke overdrevet. Vi fik taget en allergitest på hende, som gav udslag på 35 forskellige ting. Også lagermider og støvmider.. Derfor skiftede vi til BARF og hun har 7-9-13 ikke haft problemer med allergi siden.

Ved en af vores konsultationer på BARF-centeret bemærker de, at Freja giver sig, når man trykker hende et bestemt sted på ryggen, så de anbefaler, at vi finder en god kiropraktor her i Jylland. Denne finder da også en skævhed i Freja´s bækken, som har forplantet sig op gennem ryggen på hende. Dette bliver rettet ind og Freja har det godt igen Vi bliver forberedt på, at det kan sætte sig igen, men så skal vi bare komme tilbage. Og ganske rigtigt. For en måneds tid siden, halter Freja, da hun skal rejse sig fra sin kurv og hun skal “tage sig lidt mere sammen” inden hun hopper op af vores trappe fra haven. Vi bestiller en tid ved kiropraktoren, som heldigvis mener, at vi skal tage et røntgen af hendes hofter inden hun vil knække mere i hende. Hun vil ikke spilde vores penge og gøre Freja mere ondt end nødvendigt… Det viser sig, at Freja har nogle forandringer i sin højre hofte, og at der er betændelse ved dette led. Dette ordnes med smerte- og betændelseshæmmende piller, som vi nu har liggende til hende, hvis de bliver nødvendige igen. Og det gør de jo nok desværre….

Nu troede vi jo så, at vi kunne få lidt ro og en glad hund, men for 3 uger siden brækker Freja en negl af helt oppe ved knoglen og skal i narkose og penicillin-behandling. Og for det ikke skal være løgn, så har vi lige været af sted med hende til dyrlæge i går og i dag igen…

Hun har haft nogle parkinson-lignende rystelser, hvor hele kroppen kører med. Jeg opdagede det første gang i sommers, hvor hun bare sad og sitrede med hovedet. Det forsvandt lige så hurtigt igen og har ikke været der siden, lige indtil her i julen. Der har hun rystet 2 gange… Nu viser det sig, at tøsen højst sandsynligt har epilepsi!!!

Jeg gik meget nedtrykt hjem fra dyrlægen i går og tænkte på om det da aldrig får ende, eller om jeg bare slev skal tage den tunge beslutning… Problemet er bare, at Freja er glad og hun virker umiddelbart til, at leve fint med sine skavanker… Hun hopper og springer og er bare en fjumset og lalleglad hund…

I dag var vi så i skoven og pludselig giver hun et skrig fra sig… Da hun komme løbende hen til mig står hun med det ene øje lukket og det bløder fra et ret stort sår ved øjet… Det gjorde det altså ved mig.. Jeg var lige ved at kaste op og gav mig bare til at tude. Jeg var jo sikker på, at hun nu havde ødelagt sit øje. Heldigvis er der ikke sket noget med selve øjet, men hun er løbet ind i en pind som har givet hende et kæmpe sæbeøje og hun ligner noget der løgn…

Men hvor langt skal man gå? Jeg har sat mig for, at hvis nogle af hendes kroniske lidelser bliver værre eller hvis hun kommer alvorligt til skade som kræver en længere sygeforløb, undersøgelser eller operation, så må jeg tage det triste valg… Hun skal herfra på en god og værdig måde og hun skal ALDRIG være sofahund… Så kan jeg lige så godt aflive hende inden.

Undskyld det lange indlæg, men nu skulle det bare ud!!!