Det mener jeg.... {{forumTopicSubject}}

Jeg vil hermed delagtiggøre andre i min sidste artikel. Jeg håber, at den må have lov til at stå her på siden, da vi jo ikke må henvise til vore hjemmesider.

_____________________________________________

Var der nogen, som sagde ”Molbo-agtigt”?








Bølgerne går højt i diskussionen og kampen for et mere trygt hunde-Danmark. Løse muskelhunde der terroriserer lokalsamfund og bringer angst og skræk med sig er en kendsgerning.

Politikerne debatterer frem og tilbage – forbud, påbud, regler og restriktioner.

En løsning skal der findes.



Men hvorfor er vi endt i denne situation, - hvem har ansvaret? Hvem deler ansvaret?



Ingen tvivl skal herske om, at jeg mener, at hver en hundeejer er ansvarlig for sin hund. Og længere er dén ikke.......eller er den?



Jeg mener, at der er mange andre, som bærer et medansvar. Alle de instruktører i f.eks. DKK og andre store foreninger, alle de såkaldte veluddannede adfærdsbehandlere, som lærer nye hundeejere, at slippe deres hunde løse, er medansvarlige!



For mange mennesker er det et mål for deres hunds lydighed, at den lærer at komme sikkert ved kald. Og når specielt første-gangs-hundeejere henvender sig til diverse foreninger eller private professionelle adfærdsbehandlere, forventer man, at instruktørerne ved, hvad de taler om.



I Danmark er det ifølge hundeloven forbudt at slippe en hund løs medmindre den er i følgeskab med en person, som har fuld kontrol over den.



Alligevel er det kutyme både for instruktørerne i Danmarks største og mest indflydelsesrige hundeforening Dansk Kennel Klub (DKK) og andre foreninger samt for langt de fleste adfærdsbehandlere at opfordre hundeejerne til at slippe deres endnu ikke indkalds-sikre hunde løse!



Man opfordre hundeejerne til at gøre dette hjemme, dvs. i dit og mit lokalsamfund, og så fortæller man ellers ejerne, at de skal prøve at være så interessante for hunden, at den kommer, når der kaldes. Det lykkes som regel.....så længe hundene er helt unge og ikke tør forlade deres ejere eller så længe omgivelserne ikke byder på noget mere interessant.



Dette er simpelthen måden, hvorpå man underviser hundeejerne.



Men de fleste af os oplever jo, at rundt regnet 8 ud af 10 mennesker ikke kan kalde deres løse hunde til sig, når omgivelserne byder på fremmede hunde, joggere, fugle, legende børn, cyklister osv. osv.

Så hvorfor blive ved med at prædike og udbrede en metode, som gør det usikkert at færdes for andre mennesker, andre hunde og naturens dyr?



Et andet problem er de såkaldte ”Hvalpe-motivations-kurser”, som også er udbredte indenfor Dansk Kennel Klub samt hos diverse adfærdsbehandlere m.fl.



Her består ”undervisningen” mestendels af leg hund og hund imellem. Noget de fleste hunde finder særdeles underholdende, - hvis de da ikke lige overtromles og jages af stærkere individer, og på den måde får grundlagt et dårligt forhold til andre hunde. Og ligeledes er denne leg noget, som de fleste hundeejere elsker at se på og tilbyde deres hvalpe.



Så med de to former for påvirkning lagt sammen, er det langt fra ualmindeligt, at man efter bare få måneders påvirkning på denne måde ender op med en hund, som er HELT VILD VED SYNET AF ANDRE HUND ( - lært ved hvalpemotivationen) OG en hund, som HAR MULIGHED FOR AT LØBE FRA EJEREN.



Og selvfølgelig vil denne metode også være den, som muskel-/kamphunde-ejere går til træning og modtager.



HVIS jeg skulle lægge mit hoved i blød for at finde på én af de nemmeste måder at få en ulydig, ikke-lydhør hund, som jeg mangler kontakt med, så snart der er en anden hund i nærheden, tjaaaa – så ville denne her være et overordentligt glimrende bud.



God fornøjelsen med ”træningen”, og husk at øv dig på følgende sætning, når din hund løber op i hovedet på en anden hund: ”Den gør ikke noget, - den vil bare lege.......eller.......”