Kedelig oplevelse på stranden!! {{forumTopicSubject}}

Var på stranden med min hund - i snor vel at mærke, da jeg er glad for at man på visse strande godt må have hund med og synes det er fedt og dejligt at tage ham med ned at bade i det gode vejr.
Havde godt nok set at der var både en schæfer og en labrador uden snor da jeg kom, men jeg holdt mig pænt i den anden ende af det lille stykke strand, for gider ikke trodse sådan et forbud med snor, så det pludselig bliver forbudt at komme med hund.

Jeg går i vandet med min hund og har ryggen til stranden. Pludselig vender jeg mig om og min kæreste signalerer inde fra bredden og peger på den store labrador der har kurs lige mod os.

Det skal lige siges at min hund ikke svømmer så frygteligt godt...kan ikke rigtig få måsen op i vandskorpen (bruger ikke bagbenene ordentligt) og kan heller ikke lide at få hovedet under vand + jeg har kæmpet for at få ham til at ville gå i vandet 1 år nu, da han førhen kun ville stå i vandkanten, men nu har han fået meget mere selvtillid, men han er stadig ikke helt tryg ved det.

Jeg begynder at gå så hurtigt væk fra labradoren som muligt i vandet med min hund i snor svømmende efter mig, både for at signalere til ejeren at jeg ikke har lyst til at den svømmer efter os, men også fordi jeg bestemt ikke bryder mig om at en fremmed hund skal hen til min hund når han er i et element han for det første ikke er tryg ved og for det andet slet ikke kan få lov til at møde hunden på en ordentlig måde for at hilse.

Jeg begynder at blive mere og mere desperat fordi hunden haler ind på os og jeg ser ejeren kalde inde fra stranden uden hunden reagerer. Ejeren begynder så småt at gå ud i vandet efter sin hund, men hverken løber/ skynder sig ud efter den eller noget der ligner.

Jeg begynder at tænke på hvad søren jeg skal gøre for nu er den forbandede hund kun få meter fra os....Min hund har en Frishbee i munden og tænker at det måske er den som Labradoren er ude efter pga retriever instinktet, så skynder mig at få min hund til at slippe den og kaster den hen mod Labradoren, men den fortsætter blot med målet sat på min hund!! Hanhunden når lige præcis hen til og lidt hen over min hunds ryg og kan se min hund farer sammen og ikke helt forstår hvad som sker og hvorfor der pludselig er en fremmed hund, jeg prøver febrilsk at skubbe labradoren væk, så den ikke får "dykket" min hunds hoved under vand. Efter at have givet hunden et så langt skub som man nu kan med en arm og viklet ind i en snor, er ejeren nu nået så langt ud i vandet, at hunden vælger at vende om og komme hen til ham, da han kalder for 27. gang! Jeg er så paf over episoden og ejerens kedelige og fuldstændig respektløse reaktion, at jeg kun får fremstammet "...min hund er altså ikke så god til at svømme..." Jeg bliver i vandet og han går ind på bredden med sin hund....som der dog forbliver løsgående....

Det er så småt ved at være en uges tid siden episoden, men er simpelthen så rasende stadig.
Rasende på mig selv over at jeg ikke fik beskyttet min hund bedre- lod den anden hund nå så tæt på os, rasende over at jeg ikke sagde til ejeren at han skulle se at få taget den hund i snor, rasende over at jeg blev nærmest handlingslammet og paf, rasende over at jeg ikke allerede da hunden begyndte at svømme mod os begyndte at råbe og skrige efter ejeren at han skulle se at få fat på sin hund!!

Det skulle ikke undre mig at det sker igen, men næste gang bliver jeg gal - og ja, der vil nok også være en del indestængt vrede at fornemme. Synes sådan set altid jeg prøver at tage hensyn til folk som ikke bryder sig om sådan hund jeg har - har den i snor, beder ham om at sætte sig ved siden af mig, lader ham ikke dalre rundt på hele stranden, har hundeposer med, er der børn i nærheden venter jeg for at se om forældrene har det ok med at vi er i nærheden, gårså vidt muligt helt ned i den anden ende af stranden hvor der er sten, tang og ingen gider at ligge blot for ikke at genere nogen eller finder det sted hvor der er så lidt mennesker som muligt.