Så fik Buster fred ! {{forumTopicSubject}}

hvor er det hårdt.... så fik vores elskede Buster dreng fred.

Buster er en hund som min mor og far købte til vores lille familie da jeg var 8 år gammel. de sidste 2 år har jeg boet ude, da jeg er flyttet i hus med kæresten men ellers har han været i mit liv i 12 år. han har nu fået fred 12 år gammel.

buster har det sidste halve år haft dårligt hjerte og fået hjerte medicin og vanddrivende piller.

den sidste uge er Buster faldet om, når han blev glad, fx når mine forældre kom hjem fra arbejde osv, dyrlægen sagde at han "bare" besvimede, og at han ikke led af det, men vi vidste godt hvor det bar hen af.

igår havde jeg fødselsdag og jeg havde inviteret mine forældre hjem i vores hus til kaffe og kage. da mine forældre var kørt sagde jeg til kæresten at jeg bare vidste at mor ville lade ham aflive en dag uden vi andre vidste det.

da de kom hjem faldt han om igen.

jeg ringer så til mor idag for at høre hvad hun lavede på sin fridag, hun lavede ikke så meget sagde hun, og det var først da jeg spurgte tl hvad buster lavede at hun sagde at han ikke var her mere

min første tanke var hvorfor dælen hun ikke havde ringet, jeg havde ikke haft en chance for at sige farvel.

men buster havde haft det så dårligt imorges at han ikke engang kunne gå 100 m på deres morgen tur. og han havde hostet ( pga vand i lungerene) i 1 time.

han skulle under ingen omstændigheder lide og hun valgte så at ringe efter dyrlægen som kom hjem i huset og aflivede ham 9.30.

han var så træt og hans hjerte så dåligt at han var væk med det samme, han strittede ikke imod. så mor sad med ham i armene på gulvet i stuen indtil han var væk.
han fik hans tæppe med, som han blevet svøbt i da dyrlægen tog ham med.

nu venter vi bare på at han kommer hjem, efter han er brændt.

det er så mærkeligt at han er væk.
hunden som var bedste venner med den kanin jeg havde da jeg var helt lille, hunden jeg byggede snemænd med i haven om vinteren, hunden som vi fik da jeg skulle til at stoppe i SFO, så jeg havde en ven at komme hjem til.

kort sagt hunden som har fulgt mig fra barn til voksen

det er så hårdt, mor har samlet alle hans ting i en sort sæk og ryddet op efter ham..

og da jeg kom var der tændt lys i vinduet hvor han altid ,de sidste 12 år sad og kunne kigge ud på gaden..

jeg er på den anden side også meget glad for at jeg ikke nåede at vide at det skulle ske. det er godt nok en mærkelig følelse. han skulle ikke lide, han har haft et godt og langt liv, og egentlig er der jo ikke noget at være ked af når man tænker på at han aldrig har fejlet noget, han har altid haft det samme kærlige hjem, og vi elskede ham alle. og han fik fred i hjemlige rammer.

men alligevel er det sgu hårdt.
jeg håber han har det bedre hvor han er nu !