Spiser din hund græs? {{forumTopicSubject}}

Lidt om græsspisning mv.


Hunden tilhører den gruppe dyr, man kalder kødædere - lige som katten. Begge arters vilde slægtninge som fx ulven, sjakalen, løven og pumaen tilhører samme gruppe. Gruppebetegnelsen hentyder til, at dyrene overvejende lever af animalsk føde, selv om det nu er en sandhed med modifikationer. Eksempelvis er
katten mere udpræget kødæder end hunden, og man kan roligt sige, at hunde fungerer dårligt, hvis de får for meget kød. De tåler det simpelthen ikke.

En anden dyregruppe kaldes altædere - heriblandt grisen, bjørnen og mennesket. Det er en gruppe, der er indrettet til at kunne spise og ernære sig af lidt af hvert, altså både vegetabilsk og animalsk føde. Det ses
blandt andet på tænderne, der er lidt plumpe, og nogle kindtænder er forsynet med en tyggeflade. Tænderne er dermed velegnede til dels at gribe føden og dels at flænse den. Men de er også velegnede til at findele den vegetabilske føde ved nærmest at formale den ved hjælp af de flade kindtænder.

Hos kødæderne ses spidse og næsten savtakkede tænder. De er alene velegnede til at gribe og flænse føden.

Den tredje og sidste gruppe kaldes planteædere. Hertil hører bl.a. hesten, oksen, fåret, de små gnavere kanin, marsvin m.fl., hele den store hjortefamilie, giraffen, elefanten og mange flere. Det er langt den største gruppe. De er specialister i vegetabilsk foder. De er bl.a. i stand til at fordøje cellulose - som er et af de stoffer, der giver struktur og stivhed i planter. Nogle planteædere er sågar i stand til at fordøje de endnu stivere planteelementer kaldet træstof.

Mennesket er som repræsentant for altædere i nogen grad i stand til at omsætte cellulosen. Den findes bl.a. i grøntsager og frugt.

Kødædere kan derimod kun omsætte celluloseholdige fødemidler efter kogning. Det er da også velkendt, at rå gulerødder, kartofler mv. passerer stort set ufordøjet gennem en hunds tarmsystem.

Det er derfor underligt, at hunde af og til spiser græs. Men det er der faktisk mange hunde, der gør, man ser det gang på gang. Det er mest det friske, grønne, nyspirede græs, der virker tiltrækkende, men enkelte gange kan man også se en hund interessere sig for nogle lange seje græsstrå.

Der har gennem tiderne været mange gætterier om årsagen til hundes græsspisning.

Egentlig kender man nok ikke årsagen helt, men man formoder, at enten kan de godt lide smagen af frisk græs, eller også har de ondt i maven.

Mange hundeejere kender situationen: Hunden går ud og spiser græs, og så brækker den sig.

Det menes, at det ubehag og den kvalme, hunden har i forbindelse med en akut mavekatar, kan udløse en trang til at spise græs. Her er altså tale om en lidelse, som i sig selv medfører, at hunden brækker sig. Den får så trang til at spise græs, og det udløser yderligere brækning. Der er med andre ord ikke tale om, at den spiser græs for at brække sig, for den brækker sig alligevel.

Der er tale om en ganske ubevidst handling udløst af kvalme eller lignende. Helt tilfældigt udløser denne handling samme mekanisme (altså brækning) som den til grund liggende lidelse.

Men herudover er der som nævnt mange, der spiser græs - simpelthen fordi det smager godt. De har ikke dårlig mave, men kan alligevel godt brække sig - især hvis de spiser for meget, for græs er nu engang en unormal bestanddel i en hundemave.

Det høres ofte sagt, at hunde spiser græs, fordi de mangler "noget". Det er imidlertid ikke rigtigt. Hunde kan kun registrere mangel på ganske få ting:

1. De kan registrere mangel på føde, hvilket viser sig i form af sult.

2. De kan registrere mangel på væske, hvilket viser sig i form af tørst.

3. De kan registrere mangel på salt. Så kan man se hunde opsøge saltet ved at slikke på vores hud, på vægge osv.

Mangel på andre ting såsom kalk, vitaminer etc. kan hunden ikke registrere.

Summa summarum: Hvis din hund ynder at græsse, er det ikke nødvendigvis, fordi den er syg. Det er heller ikke, fordi den mangler et eller andet næringsstof. Den kan sikkert bare godt li' det.


Artiklen er fra Dyrefondets medlemsblad, Hunde-Journalen, nr. 1, 1995.