Meningitis {{forumTopicSubject}}

Advarsel: Laaangt indlæg.

Min chihuahua, Toffi på 2 år, fik konstateret meningitis i slutningen af august.

Meningitis er en sygdom der ikke ses så tit hos hunde. Toffi blev set af 9 dyrlæger, fordelt på 4 forskellige steder, og først hos den 9. dyrlæge blev diagnosen stillet. Så jeg vil skrive om det her, så også andre hundeejere kan få kendskab til symptomerne og forløbet.

Det startede på vores ferie i Italien, hvor Toffi faktisk fra den ene dag til den anden blev mere og mere stille i det. Det startede vel søndag aften, og mandag morgen var der blod på lagnet: løbetid, som var kommet præcist til tiden. Herudover var det hedebølge, og desuden kunne Toffi jo også være træt ovenpå rejsen og omstillingen. I løbet af mandagen blev hun tiltagende stille, og da hun også begyndte at gå med små skridt, en underlig trippende gang, søgte vi dyrlæge efter siestaen.

Hun nåede at komme til dette dyrlægehus 4 dage i træk, før jeg besluttede at tage hjem med et tidligere fly. De hældte til at tro det var livmoderbetændelse, og endoskoperede hende 2 gange for at se om der var pus, samt scannede livmoderen med et usikkert resultat. Hun havde i mellemtiden fået feber, og hendes gang blev værre og værre. Hun kunne ikke dreje hovedet og benene smuttede ind under hende når hun forsøgte at gå. Hendes krop dannede et C med hovedet øverst i C´et, det var som om bagkroppen hele tiden ville til højre, og forkroppen forsøgte at rette op på ubalancen. Men hun cirklede ikke rundt. Gik bare skævt, vaklende og snublende. Hun havde ufrivillige ryk i kroppen. De sidste par døgn kunne hun ikke rejse sig op ved egen hjælp. Lå bare der, og måtte vendes. Når hun skulle tisse bar vi hende udenfor og holdt hende oprejst ved at holde omkring maven. Benene kunne ikke bære hende.

Hun spiste og drak ikke, så vi fodrede med en 2 ml sprøjte, og lavede sukkervand til hende, så hun kunne få en smule energi i sig. Vi satte vækkeuret til at ringe et par gange om natten, så hun kunne få væske i sig. Hun havde ørerne tilbage konstant, set i bakspejlet må hun have haft en forfærdelig hovedpine.

I Danmark blev hun tilset af endnu flere dyrlæger. Man formodede forskellige ting, og prøver blev taget, og undersøgelse foregik i bedøvelse, da hun ikke ville tillade at man rørte ved hoved og nakke. (Hvilket set i bakspejlet er et typisk symptom ved meningitis)

Hvis jeg aede hende forsigtigt, skulle jeg passe på, for pludselig kunne hun komme med et skrig, bare pga en forsigtig berøring.

Blodprøverne viste forhøjede leucocytter som er et tegn på en infektion. Hun blev sat i bredspektret penicillinbehandling, men det blev ændret efter en uge til det mest bredspektrede man kan få til hunde, fordi feberen kom igen. Hun fik også binyrebarkhormon, prednisolon en uge, men uden særlig effekt. Der blev taget blodprøve for borelia og erhlichia, begge flåt-sygdomme. Symptomerne passede fint med disse sygdomme. Efter en uge kom boreliasvar, negativt. Jeg måtte rykke 2 gange for erhlichia, så der gik næsten 2 uger før svaret var klar på det, også negativt. I DK blev hun i øvrigt også livmoderscannet, det bad jeg om.

I denne tid svingede Toffi meget. Hun nåede på 2 uger at have 2 ”gode” dage, hvor hun præsterede at gå mikrolille tur uden at falde, efterfulgt af mange timers hvile. Men ellers var der stadig også dage hvor hun måtte fodres med 2ml sprøjten, som jeg fik skiftet ud til en 5 ml sprøjte. Og hvor hun måtte bæres ud i haven, og støttes mens hun tissede. Hun fik hård mave, så hun fik paraffinolie med god virkning.

Pludselig fik hun det væsentlig dårligere, fra den ene dag til den anden, kunne bare slet ikke gå mere, var nærmest lam i 2 af benene, så nu skulle der tages rtg. af ryggen, det lignede at noget sad i klemme i ryggen. Jeg fik en tid på Karlsunde Dyrehospital, som jo er specialister i den slags. Der får de alle de tilfælde som andre dyrlæger er i tvivl om, samt de tilfælde hvor man mistænker diskusprolaps eller andet som kan give neurologiske symptomer. Så han havde set meningitis en hel del gange før, og stillede ret hurtigt diagnosen, dels på baggrund af sygehistorien og de tests som havde været negative, dels ved at kigge på hende, og tjekke reflekser.

Toffi kom straks i behandling med binyrebarkhormon i høje doser. Normaldosis ved behandling med binyrebarkhormon er for en hund som Toffi 1 mg pr. dag, hvilket faktisk er en ”pæn” dosis. Her fik hun 40 mg i.v. og piller med hjem, 4 mg daglig, som så skal trappes ned over måneder.
Efter 2 dage begyndte de første små tegn at vise sig på at hun var ved at blive bedre. Lidt efter lidt har hun kunnet gøre ting, hun ikke har kunnet i ugevis. Det første var at hun begyndte at kunne ligge på siden og sove. Og så kunne hun ligge ned på maven og drikke lidt selv. Vi behøvede pludselig ikke håndfodre hende mere. Ret hurtigt begyndte hun at bevæge hoved og nakke frit. Og efter vel 3 dages behandling kunne hun gå vaklende uden støtte.

Nu kan kun trave lidt. Og hun hopper op af trinnet ind til terrassen, hvor hun tidligere har ventet på at jeg skulle bære hende op over. Den anden dag begyndte hun at klø sig bag øret med bagbenet. Tænk at være hund og ikke kunne gøre noget så basalt som at klø sig bag øret! I går gik hun for første gang i legebuk, og ville lege 30 sekunder med et pivedyr, osv,. osv. Hun er også begyndt at kunne ryste sig. –Nok ikke noget man har lyst til når man har hovedpine.

Vi er siden torsdag begyndt at nedtrappe medicinen, og det tåler hun indtil videre fint. Det er normalt at der kommer tilbagefald senere under nedtrapning. Så skal man øge dosis i en periode igen.
Hun har været præget af bivirkninger: tisse meget, drikke meget, spise meget, prustende, forpustet vejrtrækning, indre varmefølelse, tynd mave i starten. Bivirkningerne er næsten væk nu efter vi er startet nedtrapning. Hun æder dog stadig som en hest, har en vom uden lige!

Jeg har arrangeret mig med madrasser og tæpper på 6-7 m2 i stuen. Hvis hun gik på trægulvet faldt hun, det var for glat. Nu kan hun sagtens gå på trægulv, men stuen er stadig mit og Toffi´s soveværelse, hun kan endnu ikke klare trappen op og ned ad sengen, og skal iøvrigt kunne komme til vandskålen om natten.

OM SELVE SYGDOMMEN:

Meningitis hos hunde ses stort set altid som en immunologisk sygdom, altså uden bakterier. (Sammenlign med leddegigt) Den smitter således ikke. Årsagen er ukendt, men der forskes i forskellige muligheder. Hunden skal formentlig være disponeret for det, og kan formentlig trigges af en ydre faktor.

Man taler om 2 forskellige slags meningitis hos hunde:
Den granulomatøse meningoensephalomyelitis (GME), som især rammer små racer, toy-racer, minipudler og mops f.eks.
Og den sterorid-responderende meningitis (SRMA), som især rammer store racer. Behandlingen af de to former er ens.

Den førstnævnte har en dårlig prognose. Steroider hjælper i et stykke tid, men næsten alle hunde bukker under for sygdommen til sidst. Gennemsnitslevetid er 3-6 måneder efter diagnosen er stilet. De færreste lever mere end 1 år.
Den sidstnævnte form har en god prognose. 60% bliver helt raske. Hos begge typer kan der komme tilbagefald nogle gange i løbet af behandlingstiden. Så øger man blot dosis i en periode igen. En dyrlæge-eksamensopgave fra Uppsala om typen med den gode prognose, viste at tilbagefald kan ske helt op til 2 år efter. 8 ud af 15 hunde i opgaven fik ikke tilbagefald. En enkelt blev aflivet efter 6 mdr. Det har muligvis været formen med den dårlige prognose.

Den eneste sikre måde at diagnosticere den slemme form på er vha mikroskopi af hjernevævet, dvs. biopsi, og det bruges ikke i DK. Lumbalpunktur blev overvejet på Karlslunde. Men dyrlægen sagde at det var risikofyldt, det var ikke sikkert han kunne ramme rigtigt på en så lille hund. Og HVIS han ramte rigtigt, var det ikke sikkert at han kunne få nok spinalvæske ud. Og HVIS han fik nok spinalvæske ud, var det ikke sikkert at han kunne fange noget under mikroskopien alligevel. Og hvis han IKKE fangede noget, kunne man ikke udelukke diagnosen alligevel. Så vi fravalgte lumbalpunktur.

Det er ikke til at sige hvilken af de to typer Toffi har, men vi håber naturligvis at hun - trods sin lille størrelse- er undtagelsen, som har diagnosen med den gode prognose. Man snakker også om blandingsformer. Måske er SRMA i visse tilfælde et mildt tilfælde af GME.

Toffi er blevet mere lydfølsom, hvilket hører til sygdommen. Hun leger vagthund oftere end før med gøen, når der går folk forbi på fortovet udenfor vores hus. Hun har også ændret stemmeleje, lidt falset-agtigt. Det er så vidt jeg husker et symptom fra hjernestammen. Hun har endnu ikke galopperet, men kan trave. Hendes højre for- og bagben er noget slappere end venstre, men det kan ikke ses på hendes gang. Men hun bliver hurtigt fysisk træt. Det er sådan cirka hvad jeg lige nu kan se af ændringer i forhold til hendes normaltilstand. Men der sker faktisk stadig lidt nyt hver dag.

Hvis nogen vil vide mere om selve sygdommen, så google på diagnoserne, så kommer der forskellige amerikanske sider op. Der står også noget i Wikipedia. De danske sider er efter min mening ikke meget bevendte, ej heller netdyredoktor.

Update 14. oktober: Vi forsøgte nedtrapning af prednisolon for nogle uger siden, men de neurologiske symptomer kom ret hurtigt tilbage.

Vi startede så forfra med høj dosis, 4 mg pr dag, og det virkede ret hurtigt. Efter en tid gik vi ned til 3 mg, hvilket hun også har tålt i nu 3 uger.

De er længere tid end de fleste anbefaler, men der er en enkelt dyrlæge der går ind for det, iflg. en dyrlægeopgave jeg fandt på nettet.
Nu prøver vi så laaaangsom nedtrapning til 2 mg., startende i fredags.

Toffi har det sådan set meget godt. Hun er fuldstændig selvhjulpen. Hun sover/hviler meget. Hun kan stadig trave, men ikke galoppere. Hun har mest energi om aftenen (har altid været en B-hund) hvor hun ligger og tygger på tyggeting. Der bliver ikke rigtig leget med legetøj.

Hun er glad for at ligge foran den åbne hoveddør, har det med varme, det er en bivirkning af medicinen.

Mht. humøret så er halen som regel pænt oppe, når hun ikke ligger ned.

Hun går kun særdeles korte ture. Efter 50-100 meter sakker hun bagud og vil op. Hun bliver meget hurtigt forpustet, også en bivirkning. Ofte vil hun kun lige med ud til postkassen og snuse, og så ind igen. Så vi tager hende i cykelkurv eller bil til steder hvor hun kan snuse og gå en smule, og så hjem igen:) Men hun kan li at snuse og sparker også bagud når hun tisser.

Hun kan have hele dage hvor hun kun vil hvile/sove, og hvor jeg begynder at blive bekymret. Mwen så får hun pludselig et par gode dag, og så er alt jo godt igen:)