Ikke infektiøs meningitis. Ikke infektiøs meningitis.

Inden påske fik Murphy hold i nakken. Vi fik fat i "vores" osteopat (begge hunden går der flere gange, fordi de er slemme til at spænde op i nakke/frontparti). Murphy var, ganske rigtigt, meget spændt i nakken. Efter et par dage var Laura til øre-kontrol hos dyrlægen og hun mærkede lige på Murphys nakke og gav osteopat ret. Så endnu en tur til osteopat rettede Murphy sig lidt. I løbet af påsken blev han tiltagende rastløs og vanderede hvileløst rundt. 2. påskedag kollapsede han i kramper. Heldigvis var jeg herhjemme. Jeg tænkte at han havde fået noget galt i halsen, så jeg prøvede at få fat i det, men hans købe var næsten umulig at få op. Så jeg endte med at tage ham ind på forsædet af bilen og drøne til dyrehospitalet imens jeg ringede og adviserede dem om at jeg var på vej. Jeg sad os "slog" ham på siden imens han lå bevidstløs på sædet. Jeg råbte af ham "HOLD UD!!!! TRÆK VEJRET!!!". Da jeg, efter få minutter, ankom til dyrehospitalet, holdt han op med at trække vejret. En sygeplejerske kom løbende ud og tog imod ham, hvorefter hun løb med ham i armene ind til dyrlægerne der stod klar til at tage imod ham. Jeg var 100% sikker på at det var sidste gang jeg havde set ham i live
Dyrehospitalet gav ham ilt og væske. De havde en ide om meningitis og kunne godt MR scanne ham, men under alle omstændigheder ville de skulle kontakte eksperter for at være sikker på scanningsresultater, så de rådede os til at få eksperterne på KU LIFE (Det gamle Landbohøjskolen) på Frederiksberg (København) til at overtage. Vi kørte til Frederiksberg hvor han blev indlagt i 5 dage. Han blev scannet og undersøgt og man kom frem til diagnosen "ikke-infektiøs meningitis". Han lå "livløs" i buret et par dage inden han begyndte at komme LIDT til sig selv. Da weekenden kom, synes neurologerne at han skulle hjem og være i kendte og rolige omgivelser. De spurgte meget ind til om vi var trygge ved at få en slatten hund med blodig diarre (stress og medicin) hjem. Så jeg hentede ham selvfølgelig. Han var/er på stor doser Prednisolon (og alt mulig andet) og vi er i gang med "overvåget" nedtrapning. Jeg får en MEGET udførlig redegørelse efter hver kontrol. Hvor mange piller han skal have hvornår og hvad jeg skal holde specielt øje med i forhold til tilbagefald (som er en stor risiko under hele forløbet).
Nu er det 3 uger siden han kollapsede. Han er her stadig og har det faktisk ok. Vi går lange ture, men vi holder os langt væk fra andre hunde. Hans medicin gør at hans immunforsvar er væk, så en simpel maveinfektion eller kennelhoste, kan koste ham livet. Men samtidig er det heller ikke fair for nogen af os, hvis begge hundene skal i isolation
Ikke-infektiøs meningitis er en autoimmun sygdom som "bare kommer" uden nogen grund. Meget kort kan man sige at hans eget immunforsvar angriber hans hjernehinde, så vi må formode at han har hjerneskader, som måske/måske ikke bliver godt senere. Men så længe han får et godt og aktivt liv lever vi med det Jeg har selv hjerneskader efter hjertesvigt for 10 år siden, så Murphy og jeg forstår hinanden