Til jer der var i odense i weekenden!! Til jer der var i odense i weekenden!!

Læs dette, det er langt men læs det!

Hvis du udstillede hund i Odense i lørdags, skal du læse dette.

Da vi ankommer til udstillingen i Odense, opdager jeg at jeg har glemt mine
papirer – De 2 hunde jeg har med må så blive i bilen og jeg må først ind på
DKK’s udstillingskontor.
Herefter går jeg ned for at hente mine hunde – på vej ind i hallen bliver Wilma
”mærkelig”. Det er som om hun er svimmel – usikker på benene – og øjnene
”flakker”. Jeg ringer efter Rikke, som tager Penny, så jeg kan koncentrere mig
om Wilma. Efter få minutter er hun igen fuldstændig normal. – Mystisk!

Hun kommer i sin kasse for at slappe af, og inden hun skal i ringen har jeg
hende ude et par gange – og hun er som hun plejer. Meget nærværende, frisk og
som altid på jagt efter godbidder.

Wilma bliver udstillet – alt går som det plejer (bortset fra at vi ikke vinder
) – hun er frisk og meget nærværende som altid, men da vi sidst på
eftermiddagen skal hjem – sker nøjagtig det samme som om morgenen. På vej ud
bliver hun igen usikker på benene, forvirret og bange.

På vej hjem ringer jeg til min dyrlæge og fortæller, hvad der er sket. Han mener
– ud fra det jeg fortæller – at det måske er et par epileptiske anfald, hun har
haft – i mild grad, og at vi må se tiden an.

Vi kommer hjem – Wilma er fuldstændig normal – Kommer ind og får sin mad, som
hun spiser med stor appetit. Fjoller rundt med de andre og alt er ved det gamle,
lige indtil kl. ca. 10.30, hvor hun nærmest tumler sidelæns ned af sofaen – og
så er den gal igen. Øjnene flakker, hun er usikker på benene og forvirret. Som
de andre gange sætter jeg mig stille og roligt på gulvet med hende, snakker
beroligende til hende – men til forskel fra de to første gange går det ikke helt
over. Hun bliver godt nok mere rolig og falder i søvn. Vi tager hende med i
soveværelse, men jeg tør ikke ha’ hende i sengen, da jeg er bange for at hun vil
falde ned, så derfor må vi hente et stor bur til hende, og hun falder til ro
her. (men er ikke helt sig selv) – næste morgen er det helt galt. Jeg kan vel
nærmest forklare det på den måde, at hun ligner en hund med spastiske lammelser.
Jeg ringer selvfølgelig straks til dyrlægen, som beder os komme. Epilepsi er nu
udelukket og da jeg taler med dyrlægen i telefonen, snakker vi lidt om
diskosprolaps – Men det passer ikke helt – Wilma har jo ingen smerter.

Nå – af sted til dyrlæge – Dyrlægen tjekker hendes reflekser m.v. og det tyder
ikke på nogen diskosprolaps – Der er ingen feber. Hvad er det så??? Dyrlægen
kigger på mig og siger ”det her er meget alvorligt – Jeg kan ikke med sikkerhed
sige, hvad det er, men hendes hjerne er påvirket, så måske er det en
hjerneblødning”. Dyrlægen ringer til en kollega og de diskuterer, hvad der skal
gøres. De er meget bekymrede – Det ser alvorligt ud - Dyrlægen giver hende noget
prednisolon og noget antibiotika (da han giver hende sprøjten med antibiotika
siger han – ja, ja - jeg giver hende dette for en sikkerhed skyld – det skader
hende i hvert fald ikke). Der bliver taget blodprøver og mere kan vi ligesom
ikke gøre. Jeg bliver bedt om at ringe mandag morgen – og så må vi ”tage den
derfra”. Inden vi når hjem ringer dyrlægen til mig og fortæller, at han har
analyseret blodprøven, som fortæller at hun har en infektion. Godt så – er det
mon skidt eller godt nyt? - I hvert fald var det da godt, at hun fik
antibiotika.

Vi kommer hjem med vores elskede og meget syge Wilma, som jo skal ha’ ro,
hvilket jo også giver sig selv – hunden kan jo ikke gå. På dette tidspunkt kan
hun slet ikke holde balancen og hendes hoved kan hun ikke styre – det svinger
ukontrolleret rundt, hvis hun prøver at kigge op på os. Hun har stadig god
appetit !.

Prednisolonen gør jo at hun drikker meget og derfor også skal tisse meget ofte –
Det har sikkert været et kønt syn at se os i haven. Wilma vaklende – mig
foroverbøjet over hende for at støtte hende på begge sider, så hun ikke faldt. I
løbet af søndagen kommer jeg i tanke om, at jeg af en hvalpekøber – for mange år
siden – har fået en sele. Den er god og i løbet af dagen – er det nok at jeg
støtter hende i selen, når hun skal ud at tisse.

Mandag morgen – kl. er 6.00 – John er stået op for at lave madpakke – og så vil
Wilma i køkkenet. Ud af kassen – og jo hun har det bedre – meget bedre. Jeg
prøver at lade hende gå selv – det går! – hun vakler lidt ind imellem, men det
er bestemt meget bedre.

Jeg ringer til dyrlægen som aftalt. Han er selvfølgelig meget glad for den gode
nyhed om bedring, og da behandlingen har virket, er han overbevist om, at hun
har hjernehindebetændelse (meningitis).

Han fortalte mig, at han for blot få måneder siden havde set et lignende
tilfælde – eller rettere to. Den første hund stod ikke til at redde – hund nr. 2
var fra samme ejer, og den kom heldigvis i hurtig behandling og klarede det.

Da der her er tale om hjernehindebetændelse, der er forårsaget af en infektion
med bakterier eller svampe – er der også fare for smitte. Wilma må ikke komme i
direkte kontakt med andre hunde den næste uge - Hvornår hunden i forløbet
smitter ved jeg ikke – men hold øje med jeres hunde og får de symptomer, som dem
jeg har beskrevet – så er det bare af sted til dyrlægen!