Det svære valg, ej hund. {{forumTopicSubject}}

Det er vores gamle hankat på 10½ der er blevet meget tynd og hans tænder er på rekordtid blevet meget dårlige. I dag måtte jeg ringe til dyrlægen fordi jeg var bange for at han var ved at dehydrere. Når jeg rørte ved ham blev huden siddende og trak sig ikke på plads Jeg var lige ved at panikke. Efter en lang snak med dyrlægen, blev vi enige om at jeg selv skulle prøve at tvinge noget mad i ham og ikke mindst væske, og så skulle vi komme med ham i morgen. Jeg har givet dåsemad direkte i munden, det er han ikke glad for men spiser det modvilligt fordi han ikke kan få lov til at spytte det ud. Lun sukkervand med en ske er der mere succes med, men det går langsomt.

Det var en hård snak vi fik, og han gjorde det klart at vi nok måtte gøre op med os om hvor meget vi ville gøre for Josef, det var muligt at det var tænderne der gjorde at han ikke spiste og drak, og det kunne der jo gøres noget ved, men det kunne også være at det var mere alvorligt, og det skulle der tages flere tests for at finde ud af.

Han har altid været kræsen, så da han efter en uge i pension var blevet lidt tynd fordi han nægtede at spise deres tørpiller og istedet guffede dåsemad, tog vi det ikke alvorligt. Han er ofte blevet passet der, og vi er meget glade for stedet. Det var bare et spørgsmål om at give ham lidt tid til at få sul på kroppen igen. Men det sul er bare ikke kommet igen

Jeg er i syv sind. Vi er enige om at han ikke skal lide og han skal ikke gennemgå en masse. Han er en gammel kat og har haft et langt og godt liv sammen med os fra han var 12 uger. Jeg ville gøre alt for at han skal få det godt, men samtidig skal han ikke gennemgå en masse for vores skyld. Så nu står vi med det skrækkelige valg, hvor meget er for meget. Skal vi håbe på at det er nok at ordne tænderne, eller skal vi sige at han er gammel og lade ham få fred. Min største frygt er egenligt at han forlader huset og lægger sig til at dø et andet sted, så vi ikke ved hvor han er og om han er død eller levende.

Nu har jeg tudet i flere timer, det ene øjeblik ser jeg lyst på det hele, vi ordner tænderne og han bliver frisk igen. Det næste øjeblik hører jeg dyrlægen forsigtigt indstille mig på at en aflivning måske er uundgåeligt hvis han er så afkræftet at han ikke kan klare en narkose.

Jeg kan slet ikke forestille mig ikke at have Josef til at rode rundt i fodenden af sengen, hoppe op i sofaen og insistere for kontakt, stjæle mad ved først mulige lejlighed, og høre hans blide spinnen når han tilfreds ruller sig sammen oven på en.